Prøv avisen

Den korte krig med de langtrækkende konsekvenser

Seksdageskrigen var resultatet af en eskalation i flere akter. Foto: AP/Ritzau Foto

Seksdageskrigen er den korteste krig i Mellemøstens historie, men samtidig krigen med de længstvarende konsekvenser. I 1967 lød det naivt og simpelt, at Israel efter krigen ville kunne bytte de besatte områder for fred med nabolandene. 50 år efter er der stadig ingen, der har kunnet løse den gordiske knude: Territorialkonflikten mellem israelere og palæstinensere om Gaza og Vestbredden. Men hvad var det for en krig, og hvorfor brød den ud?

Krig er ofte en uundgåelig følge af en eskalationsspiral, der ikke kan standses. Seksdageskrigen var resultatet af en sådan eskalation i flere akter.

Første akt var staten Israels grundlæggelse: De arabiske lande havde i FN stemt nej til, at det britiske mandatområde Palæstina skulle deles i to stater: en arabisk og en jødisk. Araberne ville ikke have en jødisk stat i Mellemøsten, så da den israelske stat blev udråbt 14. maj 1948, blev den angrebet fra alle sider af de arabiske nabolande. De kæmpede mod Israel, men ikke for den palæstinensiske befolkning i området.

Da krigen endte med våbenhvile i 1949, var Israel en realitet. Og i stedet for den planlagte palæstinensiske stat var Gaza nu besat af Egypten, mens Vestbredden og Jerusalem var under jordansk administration.

Anden akt var de utallige småangreb på den unge jødiske stat fra palæstinensiske guerillabevægelser over grænsen fra Jordan og næsten daglige skyderier på kibbutzer og landsbyer i det nordlige Israel fra den syriske hær. I Egypten var præsident Gamal Abdel Nasser optaget af at genvinde den arabiske ære. Som en del af hans vision indgik Syrien og Egypten en forsvarspagt for at kæmpe sammen mod Israel.

Tredje akt var det spin, som Sovjetunionen lavede for at få mere indflydelse i regionen. Den russiske regering i Moskva gav Syrien og Egypten falske efterretninger om, at Israel pønsede på at erobre Syrien. Nasser sendte FN-observatørerne på Sinaihalvøen hjem, selvom FN ellers siden 1956 havde dannet en demilitariseret bufferzone mellem Egypten og Israel, og i stedet strømmede titusinder af egyptiske soldater til Sinai. Egypterne lukkede desuden indsejlingen til Det Røde Hav. Imens forsøgte de egyptiske generaler at fortolke informationer om israelske troppebevægelser. Egyptiske radiostationer truede med at brænde Israel ned.

Fjerde akt var diskussionerne i Jerusalem mellem regeringen og militæret om situationens alvor. Daværende preminierminister Levi Eshkol var tilbageholdende, mens generalerne advarede imod, at det kunne blive dyrt for Israel at vente. Ekkoet fra holocaust forstærkede frygten for tilintetgørelse.

Eshkol ville gerne have opbakning fra USA til en forsvarskrig. Imens begyndte egyptiske jagerfly at flyve truende lavt over det israelske atomanlæg i Dimona. Eshkol udnævnte den pensionerede general Moshe Dayan til forsvarsminister.

Femte akt – og slutakten – var krigen, der begyndte to dage efter: Den 5. juni 1967 tidligt om morgenen gik de første af i alt 200 israelske kampfly på vingerne. De fløj mod syd under radarhøjde i retning af Egypten, hvor de inden for en halv time havde sønderbombet samtlige egyptiske flyvebaser. Stort set hele det egyptiske flyvevåben med antiluftskytsbatterier og radarstationer stod i brand ved de udbombede landingsbaner.

Egypterne var lammede og bad om støtte fra Syrien. Samtidig rullede israelske kampvogne ind i Sinai og i retning af det syriske Golanhøjdedrag. Israel meddelte Jordan via FN, at man ikke ønskede at åbne en østfront. Egypten fortalte modsat Jordan, at sejren var i sigte, blot jordanerne ville hjælpe med, og støttet af irakiske tropper gik Jordan ind i krigen.

På krigens tredje dag 8. juni var de jordanske styrker presset østpå; ud af Vestbredden og Jerusalem. De egyptiske soldater var flygtet ud af Sinaihalvøen. Da FN-våbenhvilen trådte i kraft om aftenen den 10. juni (New York-tid), kontrollerede de israelske styrker desuden Sinaihalvøen og Golanhøjderne.

Israelerne var i ekstase. Landet havde ikke kun overlevet. Det havde også de bedste kort på hånden for at sikre en fremtidig fred. Den arabiske verden var til gengæld rystet, og den internationale presse skrev om Davids sejr over Goliat.

FN’s Sikkerhedsråd vedtog resolution 242, der opfordrede Israel til omgående tilbagetrækning fra de besatte områder til gengæld for fred og sikre grænser. De arabiske lande nægtede fred og forhandling og nægtede at anerkende Israel.

Først efter endnu en krig i 1973 var forholdet mellem Egypten og Israel modent til fred. Den blev realiseret i 1979, og Israel forlod hele Sinaihalvøen. Alle forsøg på at skabe fred mellem Israel og Syrien kuldsejlede derimod.

Jordan frasagde sig i 1988 ansvaret for Vestbredden, men indgik først en formel fredsaftale med Israel i 1994, året efter at Israel ved underskrivelsen af Osloaftalen havde anerkendt den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, som palæstinensernes legitime repræsentant og modpart i forhandlingerne om Gaza og Vestbredden. De forhandlinger er siden kørt fast.