Den kristne serber, der valgte side mod sine egne

Jovan Divjaks fortælling er historien om den kristne, serbiske topgeneral, der under Sarajevos belejring i 1990erne blev en af lederne i den multi-etniske og hovedsageligt muslimske bosniske regeringshær og kæmpede mod serberne. Den dag i dag betragtes han som en helt i Sarajevo

Jovan Divjak. – Arkivfoto.
Jovan Divjak. – Arkivfoto.

Det var en dag som mange andre i Sarajevo under belejringen fra 1992 til 1995. En granat havde netop slået ned i et baggård tæt på vores post. Der lød gråd inde fra huset, og efter et øjebliks overvejelse gik jeg ind. En kvinde, hvis tre børn netop var blevet dræbt, mødte os. Vi græder og sørger sammen i en time, inden vi igen må forlade hende. Der er krig, og granaterne fortsætter med at falde over byen.

Sådan fortæller Jovan Divjak om et af de mange billeder, der hænger på væggen. Den historie og billedet vender vi tilbage til, for det sammenfatter historien om Divjak: På sin vis tragisk og præget af en blodig krig, men måske først og fremmest smuk og livsbekræftende.

På sit kontor med udsigt over et snedækket Sarajevo tager den nu 75-årige tidligere general imod. Efter at Balkan-krigene sluttede i midt-1990erne, har man mest hørt om splittelse og krigsforbrydere på flugt, men Divjak er historien om det stik modsatte. På disse kanter er Jovan Divjak inten mindre end en levende legende. Da konflikten i Bosnien brød ud i 1992, valgte han at blive i Sarajevo og blev en af lederne i det multietniske og hovedsaligt muslimske forsvar mod de serbiske angribere.

Det usædvanlige er, at Divjak er kristen serber, og sit valg forklarer han således, når man stiller ham det spørgsmål, han har fået så uendeligt mange gange:

Du besøger en bosnier en borger i Sarajevo og i Europa. At jeg er født i Beograd og teoretisk set er serber, er mig uendeligt ligegyldigt. Sådan så jeg også på det dengang. Den stærke angreb den svage, og når det sker, har jeg som menneske kun ét valg at forsvare den lille mod overgreb og undertrykkelse. Det er oven i købet min professionelle pligt som soldat og general. Det kan aldrig handle om etnicitet eller religion, men om moral, og serberne lagde dengang ikke skjul på deres hensigter, hvilket var med magt at skabe et Storserbien, hvor alle andre ville blive andenrangsborgere. Det kunne jeg selvfølgelig hverken kæmpe for eller passivt se på skete.

Divjak nægter konsekvent at kalde sig selv for det ene eller det andet, mens det for andre er et spørgsmål om liv og død bogstaveligt talt og i et multietnisk samfund som det bosniske er det oplagt at spørge, om forskellige religioner og folkeslag kan leve side om side i fred.

LÆS OGSÅ: Bosniske voldtægtsofre venter stadig på hjælp

Det spørgsmål får Divjak til at rejse sig og hente en notesbog i skrivebordskuffen.

Her må jeg citere Einstein, siger han og uddyber:

Krig startes af folk, der kender hinanden og er uenige, men udkæmpes af folket, der ikke kender hinanden og dybest ikke er uenige om noget som helst. Hvad betyder det? Jo, det betyder blandt andet, at der kun er én ting, der kan stoppe krige, og det er, at folk nægter at udkæmpe dem. Husk på, at der faktisk var omkring 30.000-40.000 serbere inden for militæret, politiet og så videre, der gjorde som jeg nægtede at kæmpe en uretfærdig krig, men fulgte deres samvittighed. Det er overset, og selvom Bosnien, og Sarajevo, med fredsaftalen i 1995 desværre er blevet mere opdelt efter etnicitet, end det var førhen, så lever der stadig 30.000 kristne serbere her i byen, side om side med det muslimske flertal. Derudover er der jo også de katolske kroater; og særligt den unge generation, på tværs af etniske skillelinjer, er virkelig træt af de kræfter, der fortsat forsøger at udnytte forskellene i et politisk spil, de slet ikke kan forholde sig til.

Når Divjak taler om de unge, er hans ord ikke grebet ud af den blå luft. Siden krigen sluttede, har han været leder af en organisation, der støtter børn og unge, som mistede en eller begge forældre i konflikten. Organisationen arbejder primært med uddannelse, men arrangerer også sommerlejre, der nok indeholder leg, men også psykologsamtaler, da mange stadig lider af krigstraumer.

På kontorets vægge hænger militærmedaljer og et enkelt billede af Divjak i uniform under krigen, men mere end noget andet er det børnetegninger, gruppebilleder fra udflugter med børn og unge og 50-100 bamser i alle tænkelige farver og størrelser, der præger rummet.

Divjaks heltestatus skyldes måske nok de næsten fire krigsår, men indsatsen for et fredeligt og multietnisk Sarajevo hørte ikke op med det.

Nu kæmper vi med fattigdom og arbejdsløshed, og det er netop i den sammenhæng, at nationalisme og konflikt opstår.

For første gang bliver Jovan Divjak helt stille, kigger ned i bordet og fortsætter så:

Det er umuligt at sige noget om, hvordan fremtiden for Bosnien og Hercegovina ser ud. De fleste vil helst leve i fred med hinanden, men der skal så få til at skabe splid, så man kan desværre ikke fuldstændigt udelukke, at en konflikt opstår igen på et tidspunkt. Omkring 500 meter fra, hvor vi sidder, starter Øst-Sarajevo, hvor der bor 80.000-100.000 serbere, der intet vil have at gøre med resten af Sarajevo. Der var planer om en sporvognslinje mellem Sarajevo og Øst-Sarajevo, men ikke engang det ville man acceptere derude. Den splittelse, der fortsat findes, skyldes især de religiøse ledere, og her er ingen værre eller bedre end andre. Den serbiske ortodokse kirke, de kroatiske, katolske og de muslimske religiøse ledere taler ofte, som om vi stadig var i krig med hinanden. Jeg forstår det slet ikke. Netop de har en helt særlig forpligtelse til at tale om fred frem for krig. Man er med til at skabe frygt og så de frø, som igen kan udvikle sig til konflikt.

Divjak indrømmer gerne, at den tanke gør ham en smule bekymret. Under krigen var han aldrig bange, men bagefter har han til tider været det, fortæller han. Sarajevo var i krigsårerne særligt kendt for de serbiske snigskytter, der fra deres skjul i bakkerne bevidst gik efter at terrorisere og dræbe civile indbyggere. Som en af de øverste generaler så Divjak det som sin pligt at opmuntre og give håb til folk. Derfor opførte han flere gange vejrmøller på de steder, der var særlig plagede af snigskytter, hvilket kun bidrog yderlige til hans status som helt i Sarajevo. Når han tænker tilbage på det i dag, tager han sig selv til hovedet og mærker den angst, som var totalt fraværende dengang:

Det var farligt og helt unødvendigt, siger han og slår ud med armene, for han kan jo ikke gøre det om.

Inden interviewet er helt slut, viser Divjak rundt. Selvom væggene er fulde af medaljer, menneskerettighedspriser og fotografier med med ham selv og forskellige verdensledere, er det ikke det, han har lyst at tale om. Bag hans skrivebordsstol hænger et stort billede, som også er forsiden på en bog, der er udgivet på fransk om Divjak. Det er et meget enkelt fotografi, hvor man ser Jovan Divjak med et lille barn i armene, foran en mur med skudhuller. Ikke umiddelbart noget usædvanligt billede i en by som Sarajevo. Men for Divjak er det noget helt særligt, for ud over minder om nogle af krigens værste øjeblikke indeholder det også fortællingen om det håb, vi aldrig må opgive:

En dag i 1995 banker det på døren, fortæller Divjak, mens han kigger på billedet.

Det er kvinden, der mistede sine tre børn under et granatangreb i Sarajevo. Hun fortæller, at hun nu er gravid igen, og nogle måneder senere føder hun en lille dreng. Billedet, du ser her på væggen, er taget, da jeg besøger dem i den baggård, hvor den lille dreng et par år forinden havde mistet sine tre søskende. I dag er den dreng 17 år, en dygtig elev og frivillig i vores organisation, slutter han.