Prøv avisen
Mindeord

Tidligere diplomat blev præsidentens fotograf for en dag: Han var en fuldendt gentleman

Stephan Helgesen sammen med den nu afdøde George H.W. Bush efter en lang dag sammen i Singapore i 1999. Foto: Privatfoto

Den netop afdøde 41. præsident, får i dag en statsbegravelse i Washingtons katedral. Den tidligere diplomat Stephan Helgesen fik lov at opleve George H.W. Bush på tæt hold, da han en dag i 1999 ledsagede ham som fotograf under et besøg i Singapore

Første gang, jeg traf George H.W. Bush, var i 1985 i Holland, da han var vicepræsident, og jeg var ansat på den amerikanske ambassade i Haag. Han og hustruen, Barbara, var på en officiel rundrejse i Europa. Flere hundrede mennesker dukkede op for at høre ham og få et håndtryk. Jeg ventede et stykke tid i køen for at kigge den mand i øjnene, som havde været CIA-chef, ambassadør i Kina, kongresmedlem og som nu var næstkommanderende under præsident Ronald Reagan.

14 år senere – i 1999 – mødte jeg ham igen i Singapore, hvor jeg var ansat i mit fjerde diplomatiske job efter Haag. Vores ambassadør kendte til min forkærlighed for at fotografere og spurgte mig, om jeg havde lyst til at tilbringe en dag med den nu forhenværende præsident George H.W. Bush? Det ville jeg selvfølgelig meget gerne. ”Fremragende! Du skal være mr. Bushs fotograf og fotografere alle de topfolk, han møder igennem hele sin dag her. Han ankommer i overmorgen,” lød beskeden.

Jeg blev eskorteret til et lydtæt rum, hvor chefen for Bushs sikkerhedsteam forklarede proceduren. Jeg var bekymret på grund af luftfugtigheden. Singapore er en meget fugtig ø, og det gør det vanskeligt for fotografer at komme fra en bil med aircondition ud i luften og ind i mødelokalerne. Kameraets objektiver bliver meget hurtigt duggede, og det ville gøre det næsten umuligt at tage billeder. Løsningen blev at placere forskellige objektiver ved indgangene de steder, hvor han skulle holde sine møder, og så ville jeg skynde mig ind i lokalerne før ham for at skifte objektiv.

To dage senere ringede min telefon.

”Der er én, der gerne vil hilse på dig,” sagde ambassadøren.

Jeg gik op til ambassadørens kontor på tredje sal, hvor George H.W. Bush mødte mig med en udstrakt hånd og sagde, at ”så du er den uheldige fyr, der skal ledsage mig hele dagen med dit kamera. Jeg håber, at du er hurtig på fødderne og på udløseren”.

Selvom jeg forsikrede ham om, at han kunne stole på mig, var jeg nervøs. Det hele begyndte at ligne ”mission impossible”, for som præsidenten sagde, var der nok at se til. Han havde otte aftaler i kalenderen, og ved hvert stop skulle jeg tage fotos.

Jeg stod klar med to kameraer og filmene. Objektiverne virkede præcis, som de skulle. Premierministeren, klik. Udenrigsministeren, klik. Forsvarsministeren, klik. I frokostpausen talte jeg med hans sikkerhedsfolk. Jeg spurgte dem om, hvad slags mand Bush var. En af de ældre sagde, at ”hvis du slår op i ordbogen under ”gentleman” og ”em-pati”, så vil der være en henvisning til George Herbert Walker Bush”.

Mellem de mange møder kunne præsidenten og jeg lejlighedsvis tale på tomandshånd. Jeg spurgte, hvordan det havde været for ham at springe ud med faldskærm på sin 75-årsfødselsdag seks måneder forinden. Han smilede, lænede sig over mod mig og sagde, at nogle havde kaldt ham tosset, men at ”det var ubeskriveligt. Når man flyver igennem luften, føler man sig frigjort fra alt. Og jeg vil sikkert gøre det igen.” Hans entusiasme og livsglæde var virkelig inspirerende.

En lang dag nærmede sig sin afslutning, og det nagede mig, om alle optagelserne mon ville blive gode nok. Mr. Bush så mit ansigtsudtryk og fortalte mig, at jeg kunne være blevet en fremragende fotograf i Det Hvide Hus. Sådan var han, venlig og betænksom, og det gav mig tiltro til, at billederne var i orden.

Efterfølgende var vi til en reception i ambassadørens hus. Jeg tog et par billeder, men var udmattet efter en lang dag og slog mig til sidst ned på en stol i et hjørne. Pludselig kom ekspræsidenten og ambassadøren over til mig. ”Mon ikke du har glemt noget, Stephan?,” spurgte Mr. Bush. Nej, det troede jeg nu ikke. Bush smilede: ”Du har glemt at blive fotograferet med mig!”

Han tog kameraet fra mig, gav det til ambassadøren og spurgte, om han kunne finde ud af det. Ambassadøren nikkede, mens præsidenten trak mig ind til sig og hviskede: ”Tak for at have klaret det så godt i dag.” Jeg takkede, billedet kom i kassen, vi gav hinanden hånden, og han begyndte at gå tilbage til gæsterne. Midtvejs standsede han op og bad mig sende ham en kopi af fotoet, ”så jeg kan signere det for dig”.

Det var sidste gang, jeg så ham, men jeg vil altid være glad for min dag med en fuldendt gentleman. Billedet hænger på en æresplads på min væg, og jeg kigger på det dagligt. Farvel George Herbert Walker Bush, Gud velsigne dig.

Stephan Helgesen er amerikaner og tidligere diplomat igennem 20 år blandt andet som handelsråd på USA’s ambassade i Danmark. Han er nu politisk rådgiver og forfatter, bosat i den amerikanske delstat New Mexico, hvorfra han som registreret republikaner jævnligt vil skrive breve fra Trump-land i Kristeligt Dagblad.