Det er længe siden, François Hollande har været så vellidt. Franskmændene står i kø for at tage selfies med den afgående præsident, når han besøger provinsen. Hans popularitetskurve er på vej op fra den afgrund, den har befundet sig i over de seneste fem år. I oktober var det kun fire procent af franskmændene, der var tilfredse med deres præsident. Nu, hvor han er blevet en betydningsløs tilskuer til den politiske kamp om præsidentposten, synes flere end hver femte franskmand, at han er sympatisk.
François Hollandes forgænger, Nicolas Sarkozy, var også upopulær med sin selvoptagethed og sit ukontrollable kropssprog. Socialisten Hollande lovede netop, at han ville være det modsatte. En ”normal præsident”, som han sagde. Det blev han også. Normal, farveløs og ude af stand til at overbevise sine landsmænd om, at han havde en klar plan for Frankrig.
”François Hollande interesserer ikke længere franskmændene, hvis han ellers nogensinde har gjort det. Folk er i bedste fald ligeglade. Han er genstand for foragt og jalousi, både til højre og til venstre. Man lægger ikke mærke til ham. Intet får han æren for. Hollandes forbrydelse er især, at han aldrig har forstået at kommunikere med sine medborgere,” skriver de to journalister Gérard Davet og Fabrice Lhomme i bogen ”Det burde en præsident ikke sige” (Un président ne devrait pas dire ça).
Franskmændene har gjort sig lystige over hans altid skævtsiddende slips og habitjakken, der altid strammer det forkerte sted på maven. De har moret sig over præsidenten, der troede sig så ”normal”, at han kunne køre på scooter til sin elskerinde, uden at nogen opdagede det. Men især har de været vrede over arbejdsløsheden, der voksede, og middelklassen, der fik færre penge mellem hænderne.
Ironisk nok er hans politik ved at bære frugt på falde- rebet. Ledighedskurven er ikke for alvor knækket, men den begynder så småt at pege nedad og er lige akkurat krøbet under de 10 procent.
De franske virksomheders overskudsmargin er blevet mere end genoprettet, og det offentlige underskud er hastigt på vej ned, fra 5,2 procent af nationalindkomsten i 2011 til nu 3,4 procent.
”Det går bedre, men bedringen er trods alt begrænset,” konstaterer Eric Heyer, direktør i det økonomiske analyseinstitut Ofce i Paris.
”François Hollande har fra første færd sigtet mod at genoprette virksomhedernes konkurrenceevne og begrænse budgetunderskuddet. Det har han gjort ved at sænke arbejdsgiverafgifterne og til gengæld hæve skattetrykket på lønmodtagerne. Hans håb var at få økonomien på højkant uden at ramme de svageste. Men med denne kur er forbruget og væksten blevet bremset og ledigheden forblevet høj,” konstaterer Eric Heyer.
Den 62-årige François Hollande, der altid har været kendt for at søge kompro-miser i stedet for at skære igennem, har som præsident lagt sig ud med alle. Hans økonomiske politik finder hverken nåde på højrefløjen, der havde foretrukket flere offentlige besparelser, eller på venstrefløjen langt ind i Socialistpartiets egne rækker, der demonstrerede mod arbejdsmarkedsreformen sidste år.
Og det er ikke præsidentperiodens værdipolitiske tiltag, der har kalfatret Hollandes synkende skude.
Loven om ægteskab for par af samme køn mobiliserede det konservative Frankrig til massedemonstrationer og samlede venstrefløjen omkring det, der skulle være Hollande-regeringens bidrag til ligestilling og mindretalsrettigheder.
”Hollande satsede på, at venstrefløjens værdipolitiske mærkesager skulle kompensere for, at han løb fra løfterne om være finansverdenens fjende og indføre en rigmandsskat på 75 procent. Men værdipolitikken har ikke opvejet det, der er blevet oplevet af venstrefløjens vælgere som et forrædderi,” konstaterer politolog Thomas Guénolé.
Heller ikke præsidentens standhaftighed eller skærpelsen af terrorlovgivningen efter en hidtil uset terrorbølge har givet mere end en kortvarig respit. Efter angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i januar 2015 tog Hollandes popularitet et tigerspring til 40 procent, og i november samme år efter angrebet på spillestedet Bataclan var 50 procent af franskmændene tilfredse med deres præsident. Eftertiden vil huske Hollandes ensomme gang gennem Versailles-slottets gange til senatssalen efter terrorangrebet, hvor han erklærerede landet i undtagelsestilstand. Men allerede måneden efter styrtdykkede opbakningen til ham igen.
”De første terrorangreb fik os til at rykke sammen. Men siden er Frankrig blevet stærkt splittet. Eftersom attentaterne fortsatte året derpå med drabet på to politibetjente i juni 2016, angrebet på strandpromenaden i Nice den 14. juli og drabet på præsten Jacques Hamel i samme måned, voksede følelsen af, at præsidenten er magtesløs, og at han har været ude af stand til at beskytte landet,” siger Thomas Guénolé.
Ironisk nok efterlader Hollande et land, som økonomisk er i bedring, og som er slået ind på reformvejen, blandt andet med arbejdsmarkedsreformen.
”Eftertidens syn på Hollande vil formentlig være mere positivt,” mener Eric Heyer.
Men hans parti, Socialistpartiet, er på randen af opløsning. Det er ligesom hele det franske samfund splittet mellem tilhængere og modstandere af globalisering og frihandel, national identitet og multikulturalisme. Front National og Marine Le Pen har aldrig været så tæt på at overtage magten, og franskmændenes tillid til det politiske system er historisk lav.
Men som François Hollande ifølge franske journalister siger til dem, der spørger til hans sindstilstand:
”Jeg har aldrig tabt et præsidentvalg.”