En ny religion har set dagens lys, en afart af kristendommen, lettet for dens vigtigste dele. Alt det radikale, krævende og paradoksale er gledet ud, så de fleste kan være med. Derfor er den efterhånden mere udbredt end kristendommen inden for kristenhedens moderne lande. Den minder om, hvad vi i Danmark kalder ”kulturkristendom”, men er dog mere rettroende end den, som jo kan undvære både Gud og opstandelse.
Moralsk Terapeutisk Deisme kaldes den i USA, MTD blandt venner. Deisme var oplysningens rationelle erstatning for kristendommen; en monoteisme uden inkarneret søn og uforståelig helligånd. Det er den amerikanske sociolog Christian Smith, der har lanceret begrebet, og den komfortable terapeutiske religion er karakteriseret ved, at den villigt anerkender Guds eksistens, og den medgiver skam også, at han er verdens skaber. Gud holder tillige øje med vores liv hernede og vil gerne have, at alle mennesker er rare ved hinanden. Det vigtigste mål i livet for MTD-troende er, at man har det godt med sig selv og er lykkelig. Gud behøver ikke blande sig i ens liv - medmindre man skal have ophævet noget modgang. Og gode mennesker kommer i himlen, når de dør.
Christian Smith kalder Moralsk Terapeutisk Deisme for den reelle religion blandt amerikanske teenagere. Og mest udbredt sikkert blandt protestanter. Men i det amerikanske magasin First Things skriver redaktør Rod Dreher, at MTD har vundet indpas i hans traditionsbundne katolske verden.
Han bor endda i det sydlige Louisiana i en konservativ lilleby, hvor næsten alle går i kirke, og hvor byrådet begynder alle deres møder med et fadervor. Men noget er hændt. Ud af munden på de fleste unge og deres forældre kommer præcis de terapeutiske og moralske holdninger, som kendetegner denne postmoderne religion.
De mener vel at mærke ingenlunde, at de skulle have brudt med tradition og kristendom. Der finder altså ingen kulturkamp eller noget ungdomsoprør sted - og det gør sagen værre, mener Dreher, fordi tabet af kristendom da bliver så gedulgt, snigende og uden fronter, man kan strides på.
Dreher bemærker:
"Som Christian Smith sagde ved en forelæsning på Princeton Theological Seminary, drejer det sig ikke så meget om, at kristendommen i USA bliver sekulariseret. Det er mere subtilt: Enten er kristendommen ved at degenerere til en ynkelig udgave af sig selv, eller den er ved aktivt at blive overtaget af en helt anden religiøs tro.”
Det bekymrer Dreher dybt:
”Vi vil i vores levetid komme til at opleve klassiske kristne blive betragtet som i bedste fald eksotiske antikviteter - jeg tænker på den venlige ligegyldighed, som mange europæere i dag betragter kristendommen med - i værste fald som trusler mod anstændigheden, potentielt skadelige indvider, som bør skubbes ud af det offentlige liv.”
Han mener, at en kerne af amerikanske katolikker i fremtiden kommer til at leve i ruiner, ”yderst komfortable ruiner”, af en kristen civilisation, pålagt opgaven at holde en lampe brændende gennem den formørkede epoke, som forestår. Det er tydeligt, at han mener, protestanterne næppe vil kunne det.
Fra denne side Atlanten bringes en statusvurdering i den svenske avis Dagen fra en protestantisk kirkemand. Tidligere biskop over Visby Stift Biörn Fjärsted skriver kronik om en sekulariseret religion, som ”stille, men sikkert” skrider frem i Sveriges kirker.
”Den udmærkes ved tanken om, at skaberværket er godt, hvilket naturligvis er sandt. Men forestillingen om, at det alligevel er faldet, savnes. Gud er kærlighed, hvilket selvfølgelig også er sandt, men her er intet krav til mennesket.”
Det lyder jo grangiveligt som Moralsk Terapeutisk Deisme.
Fjärsted ser en kirke, der bliver ved at overtage samfundets sekulariserede mønstre, selvom det udløser fald i medlemstallet, og han anklager indflydelsesgrupper for at skabe gudstjenester, der minder stadigt mere om underholdning.
Men den gamle biskop er alligevel en smule optimistisk, ”for der findes langt flere præster og kirkemedarbejdere, end man umiddelbart mærker, som stræber efter at opbygge fortættede kristne fællesskaber og samle mennesker i gløde-bavner, som lyser i mørket.”
Og pludselig får de rykvind: ”Nu får de støtte fra uventet kant, ikke fra offentligheden, men fra kirker som er kommet på flugt eller været hårdt pressede i kristenhedens allerældste områder i Syrien og Tyrkiet, omkring Mosul og Nineve-sletten og Egypten.” De har i 1000 år levet som minoriteter under pres og kan nu dele de erfaringer med pressede, svenske kristne, konstaterer en betrygget biskop.
Anders Raahauge er kulturjournalist