Prøv avisen

Den nye tids kibbutz er lille og ligger i byen

Migvan, er bykibutz i Sderot, som her ses i forgrunden. I baggrunden kan man se Gaza by. Foto: AFP PHOTOMENAHEM KAHANA.

Migvan, bykibbutzen i Sderot, har haft succes, hvor den traditionelle kibbutz er slået fejl. Her er ingen åbne marker, ingen gårdbrug og ingen frivillige. Mad- salen er der stadig, men man skal vaske op efter sig selv

Der er ingen skilte, der viser vej til Migvan, bykibbutzen i Sderot, som ligger i en rustik og stille gade. Faktisk er der intet ved denne rolige bydel, som viser, at det er en kibbutz. Alligevel tilhører de mennesker, som bor i Shaked-gaden i Sderot et kollektiv - midt i en tid, hvor de fleste kibbutzer i Israel er inde i en privatiseringsproces og opgiver tankerne om socialisme og kollektiv levevis.

Denne unikke kibbutz blev grundlagt i 1987 af seks unge pionerer, alle medlemmer af etablerede kibbutzer, som ønskede at starte noget nyt; en ny begyndelse til den gammeldags kibbutz. For tiden består Migvan-kollektivet af 50 mennesker, hvoraf 12 er børn. Kernen udgøres af otte familier, der lever som en økonomisk enhed, og andre otte familier, som kun indgår i kibbutzens sociale ramme.

"For mig begyndte det alt sammen med et ubehageligt minde," husker Nomika Zion, en smart klædt kvinde med langt, krøllet hår, som er en af grundlæggerne af kibbutzen og tillige dens talsperson.

"Jeg boede i en kibbutz i Jordan-dalen i nærheden af den lille by Beit Shean. Der var altid en eller anden form for fjendtlighed mellem kibbutzerne i nærheden med deres etablerede samfund, hvor de fleste kom fra Europa, og så folkene i byen, fordi de havde en anden kulturel og social baggrund. Alligevel forsøgte jeg som barn altid at ændre på dette og blev venner med en pige fra Beit Shean, men da hun kom for at besøge mig, blev hun skammeligt smidt ud af kibbutzen af mine klassekammerater, og det havde jeg det frygteligt med. Det virkede, som om der var en billedlig mur imellem os og byens indbyggere, og jeg drømte alle dage om at rive den mur ned. Kibbutzen var et lukket og homogent samfund, og selvom jeg indrømmer, at jeg havde en storartet barndom, oplevede jeg som voksen behovet for at slippe ud af kibbutzen og starte en ny form for kollektivt liv," forklarer hun om beslutningen om at etablere den mere alternative kibbutz i Sderot.

"Folkene i byen plejede at spørge: 'Hvis I gerne vil starte en kibbutz, hvorfor så gøre det i en by?'," siger Shlomi.

"For os var det et valg baseret på idealer, og det er det stadig. Vi kom til Sderot, fordi vi ønskede at starte noget nyt og bidrage til et lokalsamfund, som altid havde opfattet kibbutznikkerne som arrogante og nedladende. På en måde råder vi med vores tilstedeværelse bod på alt det, der er blevet gjort forkert i årenes løb, og alle de dårlige relationer, der har været," forklarer han.

Den nye kibbutz fjernede sig så meget, den kunne, fra sine rødder – den blev lagt i en by og ikke i landlige omgivelser, og fokus er på individet frem for på kollektivet. Folkene bag tror på, at det enkelte medlem har ret til at virkeliggøre sig selv, selv hvis det går ud over kibbutzen som helhed, for eksempel når et af medlemmernes drømmejob ikke giver særlig godt. Af den grund ønsker de at holde deres kollektiv ret lille og tæt og er ikke interesserede i at udvide det til en størrelse, hvor medlemmerne ville komme til at bo sammen som fremmede.

I 2000 blev kibbutzen omplaceret til sit nuværende sted efter en lang proces, hvor husene og fællesbygningen blev opført. Medlemmerne betaler en pris for at slå sig ned i byen: Mens traditionelle kibbutznikker får deres land fra staten, måtte bykibbutzen selv bygge hvert et hus, de bebor, så hvert eneste medlem betaler af på lån for sit hjem og for fællesbygningen. Denne er på to etager, og nogle af værelserne lejes ud til studerende. I stueetagen er der et ret stort rum med en beskeden madsal og et køkken.

Kibbutzens medlemmer mødes til frokost, som laves af en hyret kok, og naturligvis må hvert medlem rydde af og vaske op efter sig selv, eftersom der ikke er nogen, der gør det for ham. Et stort køleskab er placeret bagest i køkkenet, og der kan kibbutznikkerne frit tage, hvad de har brug for, ligesom de også kan tage frugt og grøntsager, som ligger i kasser på et bord i nærheden.

Et tegn viser vejen til "Sikkerhedsrummet". En lille påmindelse om, at der også lurer farer her, nemlig faren for raketangreb fra det nærliggende Gaza.

udland@k.dk

Oversat af Sara Høyrup