Den politiske virkelighed er vokset fra Norges kristne parti

Norges Kristeligt Folkeparti skal nu forhandle om at indtræde i den borgerlige regering efter fredagens dramatiske landsmøde. Ledelsen skal forsøge at samle et parti i dyb krise, der har svært ved at få fat i den kristne vælgerskare og kan være på vej ud i glemslen

”Som parti går vi styrket ud af dette, men ja, der er mange, som er skuffede over resultatet,” sagde partileder Knut Arild Hareide til avisen VG i fredags. På det ekstraordinære landsmøde blev det med 98 mod 90 stemmer afgjort, at partiet ikke som ønsket af Hareide skal samarbejde med Arbejderpartiet, men forsøge at gå ind i den borgerlige regering bestående af Højre, Fremskridtspartiet og Venstre.
”Som parti går vi styrket ud af dette, men ja, der er mange, som er skuffede over resultatet,” sagde partileder Knut Arild Hareide til avisen VG i fredags. På det ekstraordinære landsmøde blev det med 98 mod 90 stemmer afgjort, at partiet ikke som ønsket af Hareide skal samarbejde med Arbejderpartiet, men forsøge at gå ind i den borgerlige regering bestående af Højre, Fremskridtspartiet og Venstre. Foto: Håkon Mosvold Larsen/Ritzau Scanpix

Salen sitrer af nervøsitet, formanden er grådkvalt, og statsministeren holder vejret. Det er ikke hverdagskost, at et landsmøde i Kristeligt Folkeparti i Norge skaber så stort et drama som det, der udspillede sig i fredags. Det endte med, at partiet tog et klart skridt til højre mod rødderne i abortmodstand og konservativ kristendom.

”Som parti går vi styrket ud af dette, men ja, der er mange, som er skuffede over resultatet,” sagde partileder Knut Arild Hareide til avisen VG i fredags.

På det ekstraordinære landsmøde blev det med 98 mod 90 stemmer afgjort, at partiet ikke som ønsket af Hareide skal samarbejde med Arbejderpartiet, men forsøge at gå ind i den borgerlige regering bestående af Højre, Fremskridtspartiet og Venstre. Det takkede Hareide nej til efter valget sidste år på grund af Fremskridtspartiets stramme udlændingekurs, og han har varslet sin afgang, hvis det nu lykkes Kristeligt Folkeparti at få ministerposter. Indtil nu har partiet været støtteparti for Erna Solbergs (Højre) regering, der dermed ser ud til at fortsætte.

Tilbage står et Kristeligt Folkeparti i dyb splittelse, som kritiseres for ikke at have en klar vision. I 1960’erne og 1970’erne udgjorde Kristeligt Folkeparti et alternativ til Arbejderpartiets idéer om solidaritet og sekularisering. Partiet ville styrke det såkaldte bedehussamfund, det kristne fundament i skolerne og bekæmpe abort. At baglandet bestod af begge politiske fløje var mindre vigtigt, da visionen om et kristent Norge var vigtigere. Nu er den vision væk, fordi kampene er tabt. At partiet forsøger at stoppe fosterreduktion (tvillingeabort), er udtryk for, at den gennemgribende ændring af abortloven, som partiet egentligt ønsker, ikke kan lade sig gøre. Det er den udvikling, der af mange beskrives som baggrunden for, at Kristeligt Folkeparti nu balancerer på spærregrænsen: Den politiske virkelighed er vokset fra partiet.

”Det bliver det Kristeligt Folkeparti, vi kender. Det traditionelle Kristeligt Folkeparti, som slår an blandt ældre konservative vælgere på Vestlandet (…) Et parti, Hareide og hans støtter har ment, ikke har nogen fremtid,” skriver VG’s politiske redaktør, Hanne Skartveit, i et indlæg.

Det er muligt, at Hareide får ret i sin påstand om partiets forfald.

Den konservative kristendom står dog stadig stærkt i særligt den sydlige del af landet, hvor bedehusmiljøet trods svækkelse udgør en rygrad i flere lokalsamfund.

Det er afholdshistorien og fortiden som fattigt isoleret bondesamfund, der stadig har betydning. Og så længe det miljø lever, vil der være en vælgerbase, som uanset, hvor urealistisk det er, stadig står ved 1960’ernes visioner. Så sent som i 2005 var Norges statsminister Kristeligt Folkepartis Kjell Magne Bondevik.

Kristeligt Folkepartis største problem er dog, at det med tiden har fået sværere ved at nå de kristne vælgere, selvom processen, i forhold til eksempelvis Kristendemokraterne i Danmark, er forsinket af partiets stærke rodfæste i det sydvestlige Norge.

Store dele af vælgerskaren anser det ikke for realistisk at tilbagerulle sekulariseringen og abortlovgivningen. Og intet tyder på, at en ny samlende vision er på vej. Mange mener, at det ikke er sekulariseringen og abort, men multikulturalismen og indvandringen, der er tidens vigtigste politiske sag. Og her er Fremskridtspartiets stramme politik tillokkende.

For de kristne på venstrefløjen er der klarere svar på klimaudfordringer og velfærd hos Arbejderpartiet og Miljøpartiet. Partiet har heller ikke formået at fange det anti-elite oprør, der lurer i norske landdistrikter. Her kunne partiets rodfæste i netop bedehusmiljøet og lokalsamfund udnyttes, men i stedet er det Centerpartiet, der er løbet med den dagsorden.

For mange af Norges kristne har Kristeligt Folkepartis valg derfor ikke den store betydning, fordi det længe ikke har haft appel. For Norges konservative kristne kan det blive en stakket frist.

Kristeligt Folkeparti valgte den sikre løsning. Det bliver dermed ikke et farvel til norsk politik efter en stor politisk satsning, men kan meget vel blive en langsom deroute ud i glemslen.