Vi er taget på sommerferie, det er krigen ikke. Rusland har erobret Luhansk, den ene af de to såkaldte folkerepublikker, som Rusland har anerkendt og sat sig for at befri. Opskriften har været enkel. Det handler for russerne om at gøre enhver by, kontrolleret af den ukrainske hær, ubeboelig og få enhver ukrainsk borger, der kan, sendt på flugt.
Og det er lykkedes. Luhansk er ”befriet”. Det russiske udenrigsministerium meddelte torsdag, at det næste mål, Donetsk Folkerepublik, nu har en ambassade i Moskva, mens rubler er valutaen i de besatte områder.
I det østlige Ukraine afgøres krigen ikke på størst styrke, men på mindst svaghed. Og der er tydelige svagheder på begge sider – militært som politisk.
Det politiske er det vigtigste i den nuværende fase. Ukraines største fjende i den klassiske vestlige verden før invasionen var USA’s tidligere præsident Donald Trump. Han så Ukraine som et Obama-Trump-spørgsmål – det var Barack Obama, der tabte Ukraine. Hans nederlag, ikke Trumps. Den vestlige sanktionspolitik bragte ikke Krim eller separatistområderne i Donbass tilbage til Ukraine, og den hårdknude så Trump ikke som sit problem. Han havde fokus på at opbygge en fortrolighed med den russiske præsident, Vladimir Putin, som han aldrig har skjult sin fascination af.
Ukraines betydning for Trump var alene, hvordan han kunne afpresse Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til at levere "kompromat” - post-sovjetisk slang for kompromitterende materiale - på USA’s nuværende præsident, Joe Biden, før det seneste præsidentvalg i USA. Den aktion mislykkedes.
I populisme og selvopfattelse sammenlignes den nu afgående britiske premierminister, Boris Johnson, ofte med Trump. Det er på overfladen, som de begge mestrer, en fortjent sammenligning. Men under overfladen krakelerer sammenligningsgrundlaget.
Trump var populist i et stærkt præsidentielt politisk system, hvor præsidentens egen politiske magt tåler sammenligning med Frankrig i den vestlige verden – og Rusland, når vi ser på fjenden. Johnson var populist i et parlamentarisk system med checks-and-balances. Og det kræver andre – og flere kompetencer – end hos Trump.
Den historiske dom over Johnsons tre år som premierminister venter tiden på. Men som vestlig leder overfor Ukraine gik han forrest i forsvaret af Ukraine – som leder af den stærkeste militære magt i det europæiske Nato. Han var den første vestlige leder i Kyiv, indtil der for andre vestlige ledere gik sport i at få taget billeder sammen med Zelenskyj i Ukraines hovedstad – for nu at skære det sort-hvidt ud.
I Kreml var Putins talsmand, Dmitrij Peskov, da også nøgtern om Johnsons afgang – han brød sig aldrig om Rusland, vi brød os aldrig om ham. Efterfulgt af en analyse af, at gør man sig til Ukraines bedste ven, så ender man som politisk taber.
På jorden i Østukraine har Putin sikret sig en politisk sejr i denne uge, erobringen af Luhansk-regionen – eller, som man siger i Kreml, befrielsen af Luhansk Folkerepublik. Og på selve dagen, da Boris Johnson bebudede sin påtvungne afgang, var Putin ikke sen til at sige til det russiske parlament, at "alle bør vide, at vi stort set ikke engang er begyndt på noget for alvor endnu” om militærets indsats indtil videre. ”Vi hører, at de ønsker at besejre os på slagmarken. Lad dem prøve”, tilføjede han.
I Kyiv venter præsident Zelenskyj på lovet vestlig våbenstøtte, hvilket Putin med sin udtalelse også viser, at han ligeledes afventer. Putins udtalelser kan man ofte stressteste med et ”ikke” foran – for naturligvis er Rusland ikke først lige begyndt. Udtalelsen ligner en invitation til Zelenskyj om et geopolitisk kompromis. Og udtrykker Putins frygt for et paladskup i Kreml i august, hvor Ruslands politiske eliter ferierer ved Sortehavet og uformelt kan drøfte landets sande tilstand over te og shashlik.
Natos stærkeste militærmagt i Europa og mest principfaste Ukraine-støtte, Storbritannien, har et vingeskudt lederskab til ind i efteråret. Det er et tab for Zelenskyj og Ukraine, for det skaber rum for tvivlerne i Nato, hvad angår Ukraines modstandskraft. Til dem, der ikke ser løsninger på slagmarken, men i en våbenhvile med indrømmelser til Putin. I Kyiv spørger man Nato-landenes ambassader, hvem i alliancen der tager over efter Boris Johnson – det svar kan man ikke vente længe på.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger samt sikkerhedspolitik i Kristeligt Dagblad.