Prøv avisen

Den syvende dag kom aldrig

Fortsætter vi med at kontrollere Gaza og Vestbredden, er det en reel eksistentiel trussel mod det zionistiske projekt, mener den tidligere israelske premierminister Ehud Barak. Billedet er fra en palæstinensisk demonstration i Nablus på Vestbredden. Foto: Nedal Eshtayah/Anadolu Agency/ritzau

Freden har ladet vente på sig i 50 år efter Seksdageskrigen, der efterlod israelere og palæstinensere i en af verdens mest fastlåste konflikter. I årtier har man troet, at dannelsen af en palæstinensisk stat til gengæld for anerkendelse af Israel kunne være en vej til fred, men virkeligheden har overhalet de gamle løsninger, mener politikere på begge sider

Den syvende dag, dagen efter Seksdageskrigen, den dag, hvor freden skulle være brudt ud, har ladet vente på sig. I 50 år. Israelere og palæstinensere befinder sig i en uløst konflikt, og på begge sider overvejes nye idéer.

Ziad Abu Zayyad er advokat, tidligere palæstinensisk minister og medlem af parlamentet i Ramallah under det palæstinensiske selvstyre. Han bor i Østjerusalem og er medgrundlægger og medredaktør for tidsskriftet Palestine-Israel journal.

Ifølge Zayyad tror de unge palæstinensere ikke længere på fredsprocessen. Han har tidligere været fortaler for selvsamme proces, men mener nu, at konceptet bør gentænkes. Zayyad lader sig inspirere af FN’s delingsplan fra 1947. Den blev, som Resolution 181, vedtaget af FN den 29. november 1947 og delte det daværende britiske mandatområde Palæstina i en arabisk og en jødisk stat. Israel opstod den 14. maj 1948, men den arabiske stat blev aldrig en realitet.

”Når Israel har planer om at annektere bosættelsesblokkene og i mellemtiden konstant udvider dem, bliver der ikke nok land tilbage til at oprette en palæstinensisk stat. Derfor må vi revurdere, hvordan landet kan deles. Unge palæstinensere taler om en enstatsløsning, men det mener jeg ikke er vejen. Vi skal dele landet mellem os, ikke dele staten. Den eneste måde, vi kan få en holdbar fred på, er ved at gå tilbage til FN’s delingsplan,” siger Ziad Abu Zayyad.

”Vi skal ikke tilbage til Resolution 181, som den var dengang. Vi skal ikke bruge 1947-procenttal og de streger, der dengang blev sat på kortet. Vi skal tilpasse princippet vor tids realitet: at landet deles mellem jøder og palæstinensere efter, hvor hver etnisk gruppe har indbyggerflertallet. Det kan meget vel betyde, at palæstinensiske landsbyer og byer, der i dag ligger i Israel, kan blive en del af den fremtidige palæstinensiske stat,” forklarer han.

Zayyad har offentliggjort sine tanker i den palæstinensiske avis Al Quds og har fået mange positive tilkendegivelser fra palæstinensiske intellektuelle, også selvom han direkte kritiserer den linje, som præsident Mahmoud Abbas fører.

”Jeg har ikke tillid til det nuværende lederskab. Præsidenten og hans folk er fredsprocessens gidsler,” siger Abu Zayyad.

Den israelske forsvarsminister Avigdor Lieberman fra partiet Israel er vort Hjem argumenterer på sin side for at opgive både fredsprocessen og 1967-linjen. Lieberman frygter, at Israel en dag ophører med at være en jødisk stat. Derfor vil han flytte grænserne – ikke indbyggerne. Man kan overføre over en tredjedel af Israels palæstinensiske statsborgere i landsbyer, der ligger langs Den Grønne Linje (den usynlige grænse mellem Israel og Vestbredden, red.), til en fremtidig Palæstina-stat, sagde Lieberman for nylig i et interview til israelsk militærradio:

”Nok tid er spildt. Der er gået 24 år siden Oslo. Mange amerikanske præsidenter og israelske premierministre har prøvet, men vi er ikke rykket en millimeter. Vi må spørge os selv, hvorfor tingene ikke flytter sig. Vi har forsøgt at følge princippet om territorier for fred. Det duer ikke og kommer aldrig til det. Der kan kun blive fred, hvis vi udveksler både territorier og indbyggere – og kun hvis den israelsk-palæstinensiske aftale er en del af en større regional aftale.”

”Min første prioritet er Israels nationale interesse: at dette er et jødisk land. Modsat de, der taler om at annektere områder, ønsker jeg ikke at få flere palæstinensere i Israel. Jeg vil have færre palæstinensere i Israel. Målet er at få et så homogent jødisk land som muligt. De vil have et Palæstina uden en eneste jøde, så kan det ikke være meningen, at vi skal have et land, der er en binational stat, som Israel er i dag med 22 procent palæstinensere,” lyder den israelske forsvarsministers argument.

Lieberman fastslår, at han betragter en palæstinensisk stat som et ”biprodukt” af den regionale aftale.

”Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, er for svag til at indgå nogen aftale uden rygdækning fra den øvrige sunni-muslimske verden. Jeg ved, at Donald Trump forstår, at Mahmoud Abbas for eksempel ikke har noget at sige i Gaza, og at hans valgperiode som præsident udløb i 2010. Amerikanerne ved, hvor problemerne ligger,” siger Lieberman.

Diana Buttu er advokat og var i mange år en del af den officielle palæstinensiske forhandlingsenhed. For nogle uger siden konkluderede hun i et debatindlæg i den amerikanske avis The New York Times, at de mange års forhandlinger ikke har bragt palæstinenserne noget som helst godt:

”Der er mange, der spørger sig, om det palæstinensiske selvstyre overhovedet spiller nogen positiv rolle eller bare er et redskab for Israel og det internationale samfund. Svaret bringer os til den logiske og uundgåelige konklusion, at det er på tide at opgive selvstyret og anlægge en ny national strategi.”

”Denne nye strategi kan betyde, at vi opfordrer til lige rettigheder i én stat. Det vil uundgåeligt være mere retfærdigt og mere opnåeligt end en amerikansk støttet proces, der lader, som om der kan være tale om fred, uden at de palæstinensiske flygtninges og de israelske palæstinenseres rettigheder bliver tilgodeset. I dag støtter over en tredjedel af palæstinenserne i de besatte områder enstatsløsningen. Denne generation af palæstinensere kræver indflydelse på deres egen fremtid,” vurderer Diana Buttu.

Den tidligere israelske premierminister Ehud Barak fra Arbejderpartiet og siden 2011 Uafhængighedspartiet fastholder, at han ikke vil tilbage i politik. Men den forhenværende general, forsvarschef, forsvarsminister, udenrigsminister og premierminister signalerer, at han gerne vil nødes til igen at tage ansvar, og han vil skille Israel fra palæstinenserne.

Israel skal handle af egeninteresse, og der er ingen mulighed for at forhandle sig til en permanent løsning af konflikten, forklarer Ehud Barak i en video på Facebook. Ehud Barak mener, at Israel må trække sig ud af de besatte områder ud fra landets egen interesse i at bibeholde et Israel i overensstemmelse med landets uafhængighedserklæring: en jødisk og demokratisk stat, hvor alle borgere har lige rettigheder.

”Fortsætter vi med at kontrollere Gaza og Vestbredden, er det en reel eksistentiel trussel mod det zionistiske projekt. Israel vil enten udvikle sig til en stat, der vil have et arabisk flertal, eller til et apartheidregime. Én stat vil føre til borgerkrig, og et apartheidregime vil være voldeligt og konstant truet af sammenbrud. Når højrefløjen siger, at israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden vil føre til terror, ligesom tilbagetrækningen fra Gaza i 2005 gjorde, er der tale om en teknisk militær trussel. Det er en potentiel trussel, man kan svare igen på militært eller på anden måde, men det truer ikke Israels eksistens,” siger han på Facebook.

”De fleste af dem, der som jeg selv har beskæftiget sig med Israels sikkerhed, forstår, at vi skal deles fra palæstinenserne. Det vil være centralt i enhver aftale. Jeg anbefaler også, at Israel beholder en overordnet sikkerhedskontrol over hele Judæa og Samaria-området (Vestbredden, red.) i en årrække. I en permanent løsning – når den dag kommer – må Israel indgå territoriale kompromiser, og løsningen vil skulle være to stater til to folk. Hvis ikke, vil ikke kun Israels karakter og vores internationale status lide skade, det vil også helt overordnet skade vores sikkerhed.”