Prøv avisen

Den tyrkiske udgave af islam har det osmanniske kalifat som forbillede

Den 29. september i år indviede den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan (th.), sammen med Ali Erbas, præsident for det tyrkiske direktorat for religiøse anliggender (Diyanet) en tyrkisk finansieret stormoské i den tyske by Köln. – Foto: Kayhan Ozer/Anadolu Agency/Ritzau Scanpix

Islam har fået en hovedrolle i Tyrkiets fremvoksende nationalisme under præsident Recep Tayyip Erdogan, og landet udbreder religionen og et image af sig selv som sunni-muslimers store beskytter gennem byggeri af moskéer og religiøse skoler verden over. Målet er både religiøs, politisk og økonomisk indflydelse, og Erdogans islam undergraver tyrkeres integration i Vesten, mener forskere

Knap 100 år efter sammenbruddet af Det Osmanniske Rige, som i sine velmagtsdage bredte sig over store dele af Europa, Mellemøsten og Nordafrika, har den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, pustet nyt liv i Tyrkiets ambitioner om global religiøs indflydelse.

I mindst 30 lande verden over – fra USA i vest til Filippinerne i øst, fra Rusland i nord til Somalia i syd – har Tyrkiet de seneste år investeret i millionbyggerier af moskéer og religiøse skoler, som dels skal cementere Tyrkiets rolle som muslimsk stormagt, dels fremme en islamisk vækkelse blandt den tyrkiske diaspora og den øvrige lokalbefolkning.

”Den globale udbredelse af tyrkisk islam og imaget af Erdogan som den politiske leder, der beskytter islam, er uadskillelige,” siger Ahmet Erdi Öztürk, som blandt andet forsker i tyrkisk politik ved Strasbourg Universitet og Linköping Universitet.

”Han optræder, som om han er en moderne inkarnation af det osmanniske kalifat, hvilket han i realiteten naturligvis ikke er.”

Frem til omkring 2010 var Erdogan og hans islamiske Retfærdigheds- og Udviklingsparti AKP ellers et symbol på, hvordan islam kan være forenelig med demokrati og vestlige værdier. Men i kølvandet på den økonomiske krise og indenrigspolitiske konflikter forvandlede han sig selv og sit parti til en højreorienteret autoritær politisk aktør, og her spiller islam en afgørende rolle, vurderer Ahmet Erdi Öztürk.

”Erdogan har brugt islam til at konsolidere sin magt blandt den tyrkiske diaspora over hele verden, især blandt nationalistiske sunni-grupper. Jeg har gennemført interviews med diasporaen på Balkan, i USA, Afrika og Europa, og næsten alle sunni-muslimer siger, at Erdogan har forsvaret deres rettigheder, hvilket vil sige islams rettigheder. Der er en stærk følelse blandt sunni-diasporaen i Europa af, at Tyrkiet har tjent dem og er meget vigtigt for dem,” siger han og tilføjer, at Erdogans hovedmål er at blive en symbolsk leder af den muslimske verden og at udnytte denne ”karisma” til at styrke sin position indenrigspolitisk.

At Erdogan bærer på et stærkt religiøst verdensbillede, viste sig tydeligt, da den østrigske regering i juni besluttede at lukke flere moskéer og udvise en række imamer finansieret af Tyrkiet som led i en kamp mod politisk islam. Østrigs beslutning ”leder verden mod en krig mellem korset og halvmånen”, lød advarslen fra Erdogan i en tale i Istanbul. Han har også kaldt tyrkere for ”Europas fremtid” og opfordret tyrkere på kontinentet til at få mange børn som hævn mod Vestens ”uretfærdighed”.

Tyrkiets religiøse indflydelse i Vesten er stærkt problematisk, taget i betragtning, hvad det er for en udgave af islam, Tyrkiet udbreder. Det mener tysk-algeriske Abdel-Hakim Ourghi, som er leder af afdelingen for islamisk teologi og religionspædagogik ved Det Pædagogiske Universitet i tyske Freiburg. Blandt Tysklands tre millioner mennesker med tyrkiske rødder fungerer organisationen Ditib for eksempel som Erdogans forlængede arm, og tilsvarende organisationer gør sig gældende i Østrig, Schweiz, Frankrig og andre lande.

”Det sker via en stærk kontrol med de tyrkiske samfund i udlandet. Tyrkiske imamer importeres til formålet og formidler en konservativ politisk islam til den tyrkiske diaspora, for eksempel ved at børn i weekenden deltager i koran-undervisning, som fremmer en underkastelsens pædagogik. Det er en meget konsekvent tilgang, som betyder, at børn tidligt bliver isoleret fra det omgivende vestlige samfund, og konsekvensen er parallelsamfund,” siger Abdel-Hakim Ourghi.

”Det er en meget foruroligende udvikling. Der er tale om en islam-tolkning, der betragter sig som gældende til alle tider, og som alene baserer sig på efterfølgelse og ikke brug af fornuften eller individets kreative tankegang. Den forbyder muslimer at lære af ikke-muslimer, tager afstand fra vestlige værdier og fostrer en ’vi er bedre end dem’-tankegang,” mener han.

Samme vurdering kommer fra Tyrkiet-forsker Ahmet Erdi Öztürk.

”Erdogans nye politik har i den grad en negativ indvirkning på integrationen af diaspora-grupperne. Det er en meget vigtig pointe,” siger han.

Ditib har i årevis haft indflydelse på islam-undervisningen på tyske skoler, men organisationen er kommet under skarp kritik, efter at det sidste år kom frem, at en række imamer mistænkes for at have udspioneret og informeret tyrkiske myndigheder om tilhængere af Gülen-bevægelsen, som Erdogan beskylder for at stå bag et mislykket kupforsøg i sommeren 2016.

Erdogans hovedmål med den stærke religiøse kontrol er at opnå og bevare politisk succes, eftersom de tyrkiske vælgere i Vesten er afgørende for ham, mener islamforsker Abdel-Hakim Ourghi. Men islam er ikke blot et middel, det er også en overbevisning, og den tyrkiske præsident har understreget, at der ikke findes nogen reform- islam, kun denne konservative udgave.

”Den tyrkiske udgave af islam ser sig selv som et kalifat med Det Osmanniske Rige som forbillede, hvor målet er at udbrede islam og opnå fortolkningsretten af islam blandt alverdens muslimer,” siger han og peger på to tendenser i forhold til tyrkisk islam: Et forsøg på at re-islamisere muslimer, som er født i Vesten, og et forsøg på at islamisere ”de andre”.

”Forestillingen om et kalifat er en utopi. Men vi ser en tendens her i Tyskland til, at mange protestanter konverterer til islam, både i tyrkisk og arabisk form. Så mission har en effekt. Det lader den protestantiske kirke ikke til helt at forstå, og jeg siger altid til kirken, at hvis den skal overleve, må den spørge sig selv om, hvordan den overbeviser mennesker om sandheden af dens egen religion i stedet for at dyrke interreligiøs dialog,” siger Abdel-Hakim Ourghi.

Der findes ikke præcise tal for, hvor mange der konverterer til islam i tyrkisk aftapning, men ifølge forskere konverterer stadigt flere europæere til islam. Tyskland, Frankrig og Storbritannien skønnes hver især at være hjem for omkring 100.000 konvertitter.

Mest religiøst aktiv er Tyrkiet imidlertid i de områder, som landet tidligere herskede over under Det Osmanniske Rige, fortæller Michelangelo Guida, professor ved institut for samfundsvidenskab og internationale relationer ved Istanbul 29 Mayis Universitet.

”Tyrkiet har genopdaget det tidligere osmanniske geografiske område som dets vigtigste strategiske område. Landet har ganske vist stor religiøs indflydelse på samfund med tyrkiske rødder i Tyskland og andre vesteuropæiske lande, men situationen er stadig meget forskellig fra de tidligere osmanniske områder, især på Balkan, hvor Tyrkiet bruger sine historiske forbindelser til at fremme investeringer og religiøs uddannelse,” siger han.

Michelangelo Guida påpeger, at antallet af udenlandske studerende på tyrkiske universiteter er steget fra lidt over 14.000 i 2003 til flere end 100.000 i år. Det store flertal kommer fra Balkan, Mellemøsten, Kaukasus og Centralasien og altså fra tidligere osmanniske regioner.

Tager man til Makedonien, Bosnien, Kosovo, Bulgarien, Rumænien og Albanien, finder man koran-skoler, moskéer og storslået osmannisk arkitektur bygget af Tyrkiet. Stort set alle moskéer i den makedonske hovedstad, Skopje, er finansieret af Tyrkiet. Skoler sponsoreret af Tyrkiet træner ligeledes imamer i Centralasien, et universitet i Kirgistan finansieres af det tyrkiske direktorat for religiøse anliggende (Diyanet), og andre universiteter er også direkte forbundet med Tyrkiet.

”Det er alt sammen en måde at fremme den tyrkiske fortid på. Erdogan har fremmet en ny form for nationalisme gennem religion og politik og gennem en fortolkning af historien, som er knyttet til forestillingen om en storslået osmannisk fortid,” siger Michelangelo Guida.

Samme tendens gør sig gældende i Tyrkiet, hvor islam får stadigt mere plads i den oprindeligt sekulære republik. I hovedstaden, Ankara, som tidligere var en by uden moskéer, strækker kranerne sig mod himlen i et konstant byggeri af moskéer, og talrige nyere statsbygninger er bygget i osmannisk stil. Ligeledes ophævede Erdogan i 2013 forbuddet mod, at offentligt ansatte måtte bære tørklæde på jobbet, og året efter blev det tilladt for piger ned til 10 år at gå med tørklæde i skolerne.

Tyrkiets hovedmål med udbredelsen af islam er at fremme såkaldt blød magt, herunder økonomisk magt og investeringer, i de strategiske områder. Religion er kun én komponent i denne magtpåvirkning, men den er samtidig en af de bærende søjler i den nye tyrkiske nationalisme under Erdogan og ikke blot et middel til at opnå politisk og økonomisk indflydelse, påpeger Michelangelo Guida. Selvom Tyrkiet har stor økonomisk indflydelse på især Irak og dele af den øvrige arabiske verden, så stopper den religiøse indflydelse her, mener den italienskfødte professor.

”Mange arabere føler sig lidt truet af denne stærke tyrkiske identitet, og de har svært ved at forstå hinanden religiøst. Den tyrkiske tilgang til islam har altid været mere pragmatisk, mens araberne har en mere rigid og bogstavelig fortolkning af de islamiske tekster. Sharia spiller en rolle i tyrkisk islam, men er begrænset til privatlivet,” siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ditib om forskernes kritik af organisationen.