For Helmut Kohl herskede der aldrig den mindste tvivl om, at Tyskland hørte hjemme i hjertet af Europa.
”Med Guds hjælp er vi nået over på ’den anden side af bredden’ til fast grund. Dette land er vores fædreland, og dette Europa er vores fremtid,” sagde Kohl i en tale ved sin 75 års fødselsdag i 2005.
For Kohl var EU som et fredens projekt selve drivkraften og læren af den altødelæggende Anden Verdenskrig, og med genforeningskanslerens bortgang i en alder af 87 år har Europa mistet en af sine mest visionære politiske sværvægtere.
Han sikrede sig en fremtrædende plads i efterkrigstidens europæiske historie, da han på grund af sine nære bånd til Frankrigs, USA’s og Sovjetunionens daværende ledere gjorde det umulige og fik forhandlet Tysklands genforening på plads efter Berlinmurens fald i 1989 og dermed også banede vejen for den europæiske fællesmønt, euroen. En bedrift, der gjorde ham til europæisk æresborger, og det er da også som bramfri, men forsonende udenrigspolitiker, at Kohl vil blive husket i historiebøgerne.
Ingen anden forbundskansler før ham formåede at sidde i så mange år ved magten – hele 16 år. Noget, ingen havde tiltroet den kristeligt demokratiske lokalpolitiker fra den sydvesttyske delstat Rheinland-Pfalz, da han gjorde sin entré på den politiske scene i Bonn i begyndelsen af 1970’erne, hvor han trods sine 1,93 meter i første omgang blev set ned på som en provinsiel bondeknold.
Dengang var den uddannede historiker langt fra den statsmand, han i dag vil blive husket som.
Men politisk snilde, vedholdenhed og stædighed førte ham efter otte år som ministerpræsident i sin hjemlige delstat og yderligere otte år som oppositionsleder i Forbundsdagen helt til tops i Forbundsrepublikken i 1982. Her fik han væltet den socialdemokratiske kansler Helmut Schmidt ved et mistillidsvotum efter at have hevet dennes liberale regeringspartner over på sin side og indvarslede et ”åndeligt-moralsk skifte” i vesttysk politik.
Den nuværende forbundskansler, Angela Merkel, der efterhånden har været ved magten i 12 år, er gået i lære hos Kohl. Han satte skub i hendes politiske karriere efter genforeningen, men udtrykte i de senere år flere gange skuffelse over sin protegé. Blandt andet skal han i 2011 have udtalt, at ”hun ødelægger mit Europa”, fordi Merkel og andre af nutidens EU-politikere i hans øjne var historieløse og ikke havde nok fokus på Den Europæiske Union som et fredsprojekt.
CDU’s formand gennem 25 år lærte blandt andet Merkel kunsten at vente, indtil ens rivaler har gjort det af med hinanden, eller krisen er drevet over. Og selvom Kohl aldrig var decideret elsket af tyskerne i sine rekordmange år som kansler, formåede han igennem mange år med sin folkelige, ligefremme facon at mobilisere sit partis konservative bagland og vinde valgsejr efter valgsejr ved at holde Tyskland i den borgerlige og europæiske midte.
Helmut Kohl var som så mange andre i sin generation dybt præget af Anden Verdenskrig. Hans storebror faldt i krigen, og sorgen over tabet af den fire år ældre Walter og bekymring for faderen vakte i løbet af krigen en længsel efter fred og frihed i den unge katolik. Selv slap Kohl kun for at blive sendt til fronten, fordi han var for ung. Noget, han senere under et statsbesøg i Israel kontroversielt kaldte ”den sene fødsels nåde”.
Rædsler blev han dog ikke forskånet for. Han oplevede frygtelige scener i den militære træningslejr, hvor han opholdt sig op til krigens afslutning, og så desertører blive hængt. Og den 15-årige Kohl græd efter eget udsagn som en pisket, fordi han ikke hørte nyt hjemme fra familien i Ludwigshafen i foråret 1945.
Som han har sagt, så behøvede han aldrig at stave sætningen ”Aldrig mere krig”, for det var blevet en del af hans liv og dna.
”Tyskland bør også i fremtiden optræde beskedent i Europa,” sagde Kohl i forbindelse med Romtraktatens 50 årsdag i 2007, hvor han over for avisen Bild nok engang fremhævede, hvor stor en historisk bedrift det var at lade tyskerne blive del af den europæiske familie igen efter krigen.
Selv om han hverken kunne engelsk eller fransk, kørte han et tæt parløb med stats- og regeringscheferne i Frankrig og USA. Det berømte billede af Kohl og præsident François Mitterand, som i 1984 hånd i hånd mindes de faldne fra begge verdenskrige på soldaterkirkegården ved Verdun, er blevet selve symbolet på den tysk-franske forsoning.
Og sammen med den amerikanske præsident Ronald Reagan besøgte han året derpå på 40-årsdagen for Nazitysklands kapitulation den tidligere koncentrationslejr Bergen-Belsen og en militær kirkegård i Bitburg, hvor der til manges forargelse også lå SS-folk begravet. Men forsoningen med de tidligere krigsmodstandere havde førsteprioritet for den uddannede historiker Kohl.
”Forandringerne i Tyskland og Europa kunne blive sat i værk, fordi vi havde tillid til hinanden. Tillid kan man ikke ordinere, tillid skal man leve. Det er som i privatlivet. Aktører får tillid til hinanden, hvis de består livsprøven. Her er det ikke omfavnelsen foran tv-kameraerne, der tæller. Det, der tæller, er det ægte fællesskab, den rigtige vurdering af, hvad man kan byde hinanden, hvornår ens eget ego eller eget land skal holde sig tilbage for at hjælpe den anden. Det er det væsentlige,” sagde han i fødselsdagstalen for 12 år siden.
Dermed gav han et sjældent indblik i den læresætning, som han altid drev politik efter; nemlig at det, der er fornuftigt og anstændigt i privatlivet, også er fornuftigt og rigtigt i det politiske liv.
Hans mangeårige udenrigsminister, den liberale Hans-Dietrich Genscher, har kaldt Helmut Kohl for en mand ”som ikke er blevet skånet for noget i sit liv, og som heller ikke fik noget foræret. Alt måtte tilkæmpes, tiltrodses, tåles, lides og til sidst overvindes. Det gjorde ham stærk.”
Det var Kohls vision, at et genforenet Tyskland skulle føre til et politisk forenet og fredeligt Europa, og her var det hans kristne tro, der i modgangstider hjalp ham med at holde fokus og bevare en optimisme, som kritikere til tiden smilede hånligt ad. Men katolikken turde stå ved sin tro, og det var med en opfordring til bøn på en propfyldt plads foran den berømte Frauenkirche i Dresden, at han i december 1989 fik dæmpet gemytterne i en anspændt situation, som kunne have udløst uroligheder og skabt en helt anden dynamik efter Murens fald.
Kohls fornemmelse for folkestemninger var legendarisk, og som den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger skrev i avisen Bild op til ekskanslerens 85 års fødselsdag i april 2015, så ”fik han med få, vovede træk dengang skabt en uomtvistelig virkelighed og gjort det sandt, som i lang tid gjaldt som en fjern ønskedrøm”, nemlig genforeningen året derpå.
Et af disse træk blev efter eget udsagn vovet under en gåtur med den jævnaldrende, daværende sovjetleder, Mikhail Gorbatjov, i haven ved kanslerboligen i Bonn i juni 1989, hvor Kohl ifølge sine bestseller-erindringer advarede Gorbatjov mod at lægge hindringer i vejen for genforeningen.
”Lige så sikkert som det er, at Rhinen munder ud i havet, lige så sikkert er det, at den tyske samling kommer – og også den europæiske samling. Spørgsmålet er; gør vi det i vores generation, eller fortsætter vi med at vente,” husker Kohl at have sagt til sin sovjetrussiske kollega, som efterfølgende begyndte at skifte kurs ”ikke mindst, fordi vi kom tættere på hinanden og fik tillid til hinanden”.
Indenrigspolitisk var Helmut Kohl dog ikke nær så dristig. Her var det snarere hans målrettede evne til at styre magtspillet, som blev afgørende for, at han kunne holde sig 16 år ved magten. Kun lige i begyndelsen af sin regeringstid – efter at have indvarslet det moralske skifte ”die Wende” – tog han fat på reformer, der kortvarigt satte skub i den økonomiske vækst, og det er også en del af hans arv, at Forbundsrepublikken fortsat kæmper med blandt andet forældede og bureaukratiske pensions- og socialsystemer.
Helmut Kohl selv følte sig ofte misforstået af det, han kaldte journalistmafiaen, især da han i den sidste del af sin politiske karriere mange steder blev mødt med vrede tilråb fra utilfredse vælgere. Især i det østlige Tyskland styrtdykkede genforeningskanslerens popularitet, da rekordhøj arbejdsløshed kom til at præge store dele af det tidligere DDR. Kohl har siden erkendt, at han var for optimistisk, da han før genforeningen i 1990 lovede østtyskerne, at deres golde industriområder snart ville blive til ”blomstrende landskaber”.
”Men uanset hvad ser jeg stadig på Murens fald og genforeningen med meget stor lykke. For jeg vidste, at denne lykkelige begivenhed ville få stor indflydelse på den europæiske samling, og at vi nu var på vej ind i en tidsalder med fred i Europa. Jeg synes stadig, at det er helt fantastisk, at nutidens unge vokser op i fred og frihed – noget, som aldrig tidligere har været tilfældet i Europa,” har han sagt.
To år efter at han tabte valget i 1998 til socialdemokraten Gerhard Schröder, fik eftermælet dog alvorlige skrammer i 2000.
En skandale om ulovlig partistøtte fik Angela Merkel – ”min pige”, som Kohl en smule nedladende kaldte hende – til at vove opgøret med den indtil da almægtige Kohl. Den nuværende kansler var som partiets generalsekretær med til tvinge Kohl fra posten som CDU’s æresformand, fordi han nægtede at røbe, hvem han havde modtaget over to millioner D-mark i ulovlige støttebidrag fra i årene 1993-1998.
End ikke bødestraf fik Kohl til at bryde det løfte, han efter eget udsagn ”på hæder og ære” havde givet bidragyderne om ikke at røbe deres navne. Hemmeligheden tager han nu med sig i graven. Selv mente han, at partistøtteskandalen kun havde sekundær betydning sammenholdt med hans indsats som regeringsleder, og han brugte sine sidste leveår på at prøve at få renset sit eftermæle.
”Jeg er taknemlig for at have fået en historisk chance til at præge politiske beslutninger, som havde overordentlig stor betydning for den tyske og den europæiske historie,” understreger han i sine erindringer.
Hans sidste år var præget af et svigtende helbred, og Kohl var lænket til kørestolen efter et fald i sit hjem i Oggersheim i februar 2008.
Samtidig tyngede det ham, at hans hustru gennem over 40 år og dansepartner fra ungdomsårene, Hannelore, i 2001 tog sit eget liv efter flere års kamp mod en lysallergi. Men han nåede at oplevede en ny lykke med sin anden kone, den 34 år yngre Maike Richter, som i sin tid arbejdede for ham i kanslerministeriet. Hun talte i de senere år hans sag i pressen og retssalene, hvor parret i maj 2015 fik bekræftet et fogedforbud mod en bog, som Kohls tidligere ghostwriter udgav med kontroversielle båndoptagelser, hvor ekskansleren gik hårdt i rette med fæller og fjender. Og så sent som i april i år fik Kohl tilkendt en million euro i erstatning i den langvarige retslige strid om båndene.
Ud over sin enke efterlader han sig to voksne sønner fra første ægteskab, som han i de seneste år kom på kant med.