”Jeg er endnu ikke gammel nok til at stemme, men ansvaret ligger i jeres hænder for at stemme for min fremtid, for min brors fremtid og for jeres egen fremtid.”
Opfordringen til at stemme ved efterårets amerikanske valg kom fra den 16-årige afroamerikanske tennisspiller Coco Gauff, da hun i sidste uge stillede sig på talerstolen i sin hjemby, Delray Beach, i Florida foran en stor forsamling demonstranter. Den antiracistiske demonstration var blot én af mange verden over, hvor slagordene ”Black Lives Matter” har lydt gennem gaderne, siden den 46-årige afroamerikaner George Floyd blev kvalt under en politibetjents knæ i Minneapolis den 25. maj. Demonstrationer er foregået på både fredelig og voldsom vis, men fælles for dem er, at langt de fleste demonstranter ligesom Coco Gauff tilhører den unge generation.
Det overrasker ikke Jeremy Pressman, der er professor i statskundskab på universitetet i Connecticut og som forsker i protester.
”Der er sket et kæmpe skifte i, hvordan mennesker opfatter social retfærdighed, og derfor er det ikke mærkeligt, at det er de unge, der råber højest i denne bevægelse. Vi har set det i klimakampen, hvor den unge generation kæmper for den fremtid, der ligger foran dem. Det samme gør sig gældende nu,” siger han.
Når 50-årige Ghanniy Oydele i dag går på gaden i Taiwan for at protestere mod racistisk forskelsbehandling, forventer han derfor også at være én af de ældste i flokken. Den afro-britiske initiativtager til Black Lives Matter-bevægelsen i Taiwan overlader dog gerne sin plads i forreste række til de yngre demonstranter, for han mener, at det er vigtigt, at netop de unge går forrest i kampen mod racisme.
”De unge er de mest energiske, og hvis nogen skal lede en kamp som denne, bør det være dem. I Taiwan bor der mange sorte europæere og amerikanere, der måske er kommet hertil på grund af racisme i deres hjemlande. Det er nødvendigt for de unge at tage hånd om deres fremtid,” siger han.
Den unge generation har ellers været kritiseret for at opføre sig alt for pænt. Hvor bliver oprøret af, har det lydt fra 68’er-generationen. Men nutidens unge har lært at kigge udad frem for at opfatte sig selv som problemet, og det er derfor, at det er dem, der er flest af i gaderne, uanset om protesterne handler om klimakamp eller antiracisme, vurderer Noemi Katznelson, leder af center for ungdomsforskning ved Aalborg Universitet.
”Der har længe været en tendens blandt de unge til at tage alverdens dårligdomme på egne skuldre. Nu ser vi en spirende bevægelse af unge, som virkelig engagerer sig i de her globale sager. De unge kigger ud på samfundet og ser, at den fremtid, som generationerne før kan tilbyde dem, simpelthen ikke er attraktiv nok,” siger hun.
De seneste års protester verden over modbeviser da også påstanden om de unges passivitet. 2019 blev året, hvor flere masseprotester end nogensinde før udspillede sig i gaderne ifølge tal fra den amerikanske tænketank CSIS. Der findes ingen officielle målinger af, hvor stor en del af sidste års demonstranter, der tilhører den unge generation. Men særligt ved de mange klimastrejker, anført af den 17-årige svensker Greta Thunberg, blev det tydeligt, at det er de unge, der går forrest i mange af nutidens politiske og sociale kampe.
Gaden er dog ikke det eneste sted, hvor de unge udtrykker deres ønske om sociale forandringer. Siden drabet på George Floyd er hashtagget ”Black Lives Matter” blevet koblet på mere end 21 millioner billeder, der er lagt ud på det sociale medie Instagram. Netop interaktionen på de sociale medier er ifølge professor Jeremy Pressman meget sigende for de unges engagement i protesterne.
”Den unge generation er vokset op med sociale medier og en kameratelefon i lommen. Informationer og budskaber bliver spredt enormt hurtigt, og derfor vokser de her protestbevægelser eksplosivt,” siger han.
De sociale medier gør dog til gengæld, at de unges synlighed på gaden ikke nødvendigvis kun handler om den sag, der kæmpes for. For nogle af de unge demonstranter handler det også om selviscenesættelse i en tid, hvor det er blevet ”moderne” at være aktivist, mener flere debattører. Blandt andet stiller den norske journalist på Aften-posten Ingeborg Sennest spørgsmålet: Er aktivisme blevet moderigtigt?
Selv er hun stærkt engageret i Black Lives Matter-bevægelsen, men mener også, at det er ”provokerende som bare fanden”, når unges deltagelse i de igangværende protester kun bruges som en måde at opnå likes på på de sociale medier.
”Menneskerettigheder er ikke mode. De er pligt. Hvis du har pyntet dig med et skilt eller en sort boks eller har deltaget i en demonstration, kun fordi det er sejt lige nu, ja, så kald det et løfte og fortsæt resten af dit liv,” skriver Ingeborg Sennest på sin Instagram-profil.
Samuel Brannen, der som professor hos den amerikanske tænketank CSIS studerer nyere tids protestbølger, mener dog ikke, at der er tale om iscenesættelse forklædt som politisk aktivisme blandt de unge demonstranter.
”De protestgrupper, vi ser lige nu, er oprigtige græsrodsbevægelser. Ser man på undersøgelser af unges engagement, er det tydeligt, at jo yngre du er, desto mere inkluderende er du i raceproblematikker, og desto mere bekymret er du for racisme. Millennial-generationen og Generation Z, altså dem under 34 år, er den mest etnisk forskellige gruppe af unge nogensinde, i hvert fald i USA’s historie. De har langt oftere forældre eller venner med forskellige hudfarver, end generationer før dem har,” siger han.