Prøv avisen

Den usynlige arv efter danskernes kolonistyre sidder dybt i folk på St Croix

Sammen med Stars and Stripes og Jomfruøernes eget flag vajer Dannebrog stadig fra regeringsbygningen i Christiansted. Foto: Ane Nordentoft

På de tidligere Dansk Vestindiske Øer er sårene stadig ikke helet efter den danske slavehandel og Danmarks kolonisering, der sluttede med salget af øerne til USA for 100 år siden. Vi søger fortsat efter identitet, lyder det fra en af dem, der arrangerer markeringen af 100-året på De Amerikanske Jomfruøer

Himlen åbner sig og et tropisk regnskyl vælter ned over gader og hustage i Christiansted. En gruppe lokale søger tilflugt for styrtregnen under halvtaget uden for syvendedagsadventisternes kirke.

”Er du fra Danmark? Så er det her jo din ø,” siger en af mændene, Etienne, med et glimt i øjet.

Her er absolut ingen fjendtlighed at spore mod de tusinder af danskere, der besøger de øer, som indtil for 100 år siden var dansk territorium. Men der er en bitterhed og vrede over den danske fortid.

Det kommende hundredår for, at Danmark solgte øerne til USA, er ikke noget, indbyggerne på de tidligere Vestindiske Øer fejrer. Det er noget, de markerer. For mange er det stadig et følsomt emne.Den danske fortid er da heller ikke hovedfokus ved den officielle markering af hundredåret. I stedet handler det om, at øerne nu har været under amerikansk styre i 100 år.

”Desværre har vi ikke altid følelsen af, at hundredåret er lige så vigtigt for Danmark og USA, som det er for os. Og det er uheldigt,” mener Gerville Larsen, næstformand for den komité, der arrangerer den officielle markering af hundredåret.

På St. Croix er der for længst taget hul på en lang række udstillinger, performances, film og fortællinger om øernes historie. Også i Danmark er arrangementerne i fuld gang – men uden inddragelse af folk fra det tidligere Dansk Vestindien.

Gerville Larsen, som har sit efternavn fra en dansk oldefar, hvis forældre kom til St. Croix i 1850, ærgrer sig over, at danskerne ikke er klar over, hvilke diskussioner der foregår på øerne i anledning af hundredåret. Alene debatten i komitéen har været meget følelsesladet, fortæller han.

”Det er vores søgen efter identitet. For os er historien vigtig, fordi den giver os retning,” forklarer han.

”Der er stadig mange ar og sår, der skal heles. Det handler om at få vores samfund på ret køl, for det var en mørk periode.”

Historien er synlig overalt på de tre øer St. Croix, St. Thomas og St. John. Rent fysisk ligger fortiden strøet ud over øerne i form af ruiner af sukkerplantager, slaveboliger, plantageejernes enorme palæer og faldefærdige træhuse, som for manges vedkommende er over 200 år gamle.

Gadeskiltene står mange steder på dansk i St. Croix’ hovedby, Christiansted.

Kongens Tværgade krydser Company Street, der fører direkte ned til Hotel Kong Christian ved siden af fortet, som slaver byggede til de danske soldater.

Mange af de danske turister, der kommer til øerne, kigger sig omkring og synes, at blandt andet Christiansted ligner Danmark.

V. Celeste Fahie, som er turguide hos organisationen Cruzian Heritage and Nature Tours, fortæller, at hun havde en dansk gymnasieklasse med på en rundvisning på St. Croix. Nogle af eleverne spurgte, hvorfor de tidligere Vestindiske Øer ikke gør mere ud af den danske arv. Men som mange andre på St. Croix fnyser V. Celeste Fahie ved påstanden om, at bygningerne på øen skulle have et særligt dansk islæt:

”Mit folk blev stjålet og bragt hertil for at arbejde. De blev tvunget til det. Det var ikke danskere, der byggede øen her. Det var vestafrikanere.”

”Det er skilderhusene, navnene på gadeskiltene, farven på facademalingen og kun i lille grad byggestilen, som er dansk. Resten er afrikansk. De slaver, Danmark bragte hertil, havde lært deres håndværk i Afrika,” siger hun.

Det er ikke kun i byerne og i det tilgroede landskab, at den danske fortid kan spores.

Den eksisterer i høj grad i bevidstheden hos indbyggerne i det tidligere Dansk Vestindien.

”Ikke alene er historien meget levende og til stede i vores mad, kultur, traditioner med mere, men der er også megen vrede. Der er en nedarvet smerte, som er videregivet fra generation til generation,” fortæller historiker Frandelle Gerard, der bor i Frederiksted og i lighed med størstedelen af indbyggerne på St. Croix er efterkommer af nogle af de vestafrikanere, danskerne gjorde til slaver.

Ifølge Frandelle Gerard lider mange af øboerne under en dyb og uforløst smerte, som ikke kun handler om den måde, folk blev behandlet på under det danske styre. Den handler først og fremmest om, at problemet ikke anerkendes. At Danmark aldrig har givet den undskyldning, mange efterspørger:

”Vi kalder det den usynlige arv. Hvis man ved, hvad den handler om, kan den ikke undskyldes væk. Man kan ikke ’komme videre’. Man bad jo heller ikke jøderne komme videre efter holocaust.”

Under den caribiske sol i Christiansted ligger kulørte bygninger med tunge træskodder og svungne buer side om side med gamle pakhuse, hvor danskerne holdt slavemarkeder, når endnu et skib fuld af slaver kom over Atlanten.

Begiver man sig længere væk fra vandet, ligger ruinerne af træhuse mange steder tilbage i de kvarterer, hvor de sorte fik lov at bo, hvis de formåede at købe eller arbejde sig fri fra slavetilværelsen.

La Vaughn Belle er kunstner og har et atelier i denne del af Christiansted – ”the free gut” (den frie mave), som det blev kaldt. Hun overtog huset for 15 år siden for 39.000 dollars (275.000 kroner). Det var en ruin, der på det tidspunkt husede en hjemløs, som om aftenen holdt varmen ved at lave bål i stuen.

La Vaughn Belle har sat huset i stand, sporet dets historie og givet det et navn: ”The house that freedom built” – huset, som friheden byggede.

En historiker sporede husets historie til 1777 og fandt ud af, at en lang række tidligere slaver havde boet her, efter at de formåede at købe sig fri fra deres danske ejere.

”Jeg købte huset billigt og undrede mig over, hvorfor det var forladt ligesom så mange andre af de huse, der var ejet af tidligere slaver. Indtil det gik op for mig, at det var, fordi det er forbundet med minder, der er for smertefulde for os. På samme måde, som Danmark har et kollektivt hukommelsestab, hvad angår historien her, har vi det på nogle måder også,” siger hun.

La Vaughn Belle besøgte Danmark i to måneder i 2008. Her vandrede hun rundt i gader, stræder og parker for at finde fysiske tegn på den danske fortid i Caribien.

På Nationalmuseet fandt hun vikingeskibe, men ikke nogen slaveskibe.

”Jeg ledte efter noget genkendeligt i de danske gader, men jeg fandt ikke noget. Hverken i gaderne, på museer, i parker eller andre steder. Der var intet! Det var meget ydmygende. Hvordan kunne I sende os ud i glemselen på den måde?”.

For mange øboere er historien stadig præsent. De 100 år, der er gået, siden Dannebrog blev strøget en sidste gang, er ikke længe siden.

De lokale har hørt historier fra deres bedsteforældre om, hvordan deres mødre blev forulempet af danske mænd på gaden. Går man et par generationer længere tilbage, er overgrebene mere brutale. Utallige optegnelser fra 1700- og 1800-tallet bekræfter, at danskerne ikke var bedre end andre koloniherrer. Måske faktisk værre.

Det har taget Frandelle Gerard mange år at komme igennem et bestemt kapitel i en af de mange historiske bøger, hun har stående.

”Beskrivelserne af de straffe, danskerne udsatte de slavegjorte for, var så voldsomme, at jeg ikke kunne komme igennem det,” forklarer hun og tager bogen ned fra reolen.

Kapitlet indeholder beskrivelser af, hvordan slaver, der har deltaget i oprør, får brækket deres knogler ved at blive spændt fast til et hjul og få tæsk med et koben. Andre bliver hængt op med en krog gennem ribbenene som straf for at være gået imod deres ejer. Nogle af slaverne bliver slået ihjel. Deres lig bliver slæbt gennem gaderne, inden hovedet bliver skåret af og sat på et spid til skræk og advarsel for andre, der skulle finde på at gøre oprør.

Med vanlig dansk sans for optegnelse og registrering har den danske dommer Engelbret Hasselberg noteret, hvordan en af de 89 slaver, der deltog i et af slaveoprørene i 1700-tallet, var fire og et halvt minut om at dø, da han blev brændt levende.

Når den danske kolonifortid er så brutal, hvorfor vajer det danske flag så stadig fra toppen af regeringsbygningen i Christiansted og mange andre steder?

”For nogle er det er en måde at ære den nylige fortid på. Men for andre er svaret, at Danmark ikke kun efterlod masser af ruiner og et udpint samfund, men også en kolonial tankegang, der stadig fylder meget i hovedet på indbyggerne her,” mener La Vaughn Belle.

Så den danske arv fylder hos efterkommerne af de slaver, der i et par hundrede år er blevet behandlet nedværdigende, brutalt og undertrykkende.

”Det er nok ikke kun her, det er mange steder. Mange sorte mennesker har den mentalitet dybt begravet i sig,” siger Jean-Claude, der ejer LA Bar i den anden af St. Croix’ to byer, Frederiksted.

Han slår ud med armene:

”Alle de mennesker, der havde noget med slaveriet at gøre, er jo døde for længst. Alligevel sidder det dybt i folk. Mange definerer sig selv ud fra det og kan ikke give slip.”

Næstformanden for 100-årsmarkeringen, Gerville Larsen, ønsker sig et tættere samarbejde med Danmark, som han mener kan forsøge at gøre noget af skaden god igen ved at levere knowhow til øerne. Foto: Ane Nordentoft
De danske særpræg ses overalt på St. Croix, blandt andet ved fortet i Christiansted. Her ved siden af skilderhuset lå den plads, hvor slaverne fik straf i form af pisk. Foto: Ane Nordentoft
Kunstneren La Vaughn Belle ved sit atelier, som hun kalder ”The house that Freedom built” – huset, som friheden byggede. Det blev bygget i 1777 af tidligere slaver, der havde vundet deres frihed. Både Danmark og Jomfruøerne lider af kollektivt hukommelsestab om fortiden, fordi den er så smertefuld, mener hun. – Foto: Ane Nordentoft
Næstformanden for 100-årsmarkeringen, Gerville Larsen, ønsker sig et tættere samarbejde med Danmark, som han mener kan forsøge at gøre noget af skaden god igen ved at levere knowhow til øerne. Foto: Ane Nordentoft
De danske særpræg ses overalt på St. Croix, blandt andet ved fortet i Christiansted. Her ved siden af skilderhuset lå den plads, hvor slaverne fik straf i form af pisk. Foto: Ane Nordentoft
Kunstneren La Vaughn Belle ved sit atelier, som hun kalder ”The house that Freedom built” – huset, som friheden byggede. Det blev bygget i 1777 af tidligere slaver, der havde vundet deres frihed. Både Danmark og Jomfruøerne lider af kollektivt hukommelsestab om fortiden, fordi den er så smertefuld, mener hun. – Foto: Ane Nordentoft