At en mor mister sit barn, er for mange det mest forfærdelige, et menneske kan opleve, og noget, de vil ofre deres eget og andres liv for at undgå.
Nogle kvinder ser dog ikke barnet som en gave, men i stedet en uoverkommelig belastning, der får dem til at dræbe det, som for andre er det dyrebareste i tilværelsen.
En 51-årig fransk kvinde er ifølge nyhedsbureauet AFP netop idømt ni års fængsel ved en domstol i Frankrig efter at have erkendt at have dræbt otte af sine egne børn, få timer efter at de var kommet til verden.
Kvinden fødte mellem 1989 og 2000 i al hemmelighed otte spædbørn, som hun efterfølgende kvalte. Det lykkedes tilsyneladende kvinden at holde sine mange graviditeter skjult fra omverdenen – deriblandt sin mand og parrets to døtre – fordi hun på daværende tidspunkt vejede 130 kilo, og man derfor ikke fattede mistanke om, at hun skulle have et barn i maven. Sagen kom frem, da kvindens daværende hus blev solgt, og de nye ejere fandt to lig begravet i haven. Senere blev yderligere seks lig fundet i kvindens eget hjem.
Historien fra Frankrig er ikke enestående. I sidste måned blev en 35-årig finsk kvinde fra Oulu i Midtfinland dømt til livstid for fra 2005 til 2013 at dræbe to drenge og tre piger, hun selv havde født. Hun levede ifølge omgivelserne et almindeligt liv og har en levende søn på 14 år, men formåede alligevel at holde graviditeterne hemmelige, kvæle spædbørnene og lægge ligene i en fryser, indtil hun sidste år lagde dem i en affaldsbeholder, hvilket fik naboer til at klage over stanken.
Retten erklærede, at hun ikke er psykisk syg, og dermed også, at hverken psykose eller personlighedsforstyrrelser kan forklare hendes handlinger.
At kvinder kan finde på noget så modbydeligt og systematisk, kan ifølge psykiater Henrik Day Poulsen kun forklares med, at nogle mennesker simpelthen ikke rummer empati.
”Det, der skræmmer, er, at den finske kvinde var fuldstændigt klar over, hvad hun gjorde, og det er svært at forstå for normale mennesker. Nogle forstår bare ikke følelser og kan ikke kende forskel på rigtigt og forkert. De ser deres liv som en slags leg, hvor de opretholder en facade, så ingen fatter mistanke, og samtidigt er de kyniske planlæggere – som om de slet ikke forstår, hvad de gør,” forklarer Henrik Day Poulsen, som Kristeligt Dagblad har talt med, inden den franske kvinde blev dømt.
Mens der i 1800-tallet i Danmark var flere, der myrdede uægte børn, har kvinder også de senere år slukket det liv, de selv har skabt.
I 1984 dræbte filminstruktør Niels Malmros’ kone, Marianne Tromholt, deres ni måneder gamle datter med kniv i en psykose, i 2008 dræbte en 30-årig mor sine to sønner på fire og 10 år, og i 2013 kvalte en 21-årig sin nyfødte søn med en pude og forsøgte efterfølgende at begå selvmord, angiveligt af frygt for ikke at slå til som mor.
Henrik Day Poulsen mener, at det kræver en særlig kombination af personlighedstræk for at begå en så bestialsk handling.
"Nogle kvinder har ikke den beskyttertrang, de fleste tror, er indbygget. Tværtimod har den slags ofte sadistiske træk, hvor de får nydelse af at planlægge, og under graviditeten kan kvinden sagtens være drevet af forventningen om, hvad der skal ske,” siger han.
Day Poulsen er ikke i tvivl om, at den finske kvinde er afvigende, men at hun er normal i den forstand, at hun ikke er behandlingskrævende. Han mener ikke, at drabene kan sammenlignes med sager, hvor kvinder handler i affekt, men at hun er en af de få, stille og uhyggelige mennesker, der er blottet fra helt banale egenskaber. Hun er simpelthen ond.
”I et reguleret land som Finland kan man ikke gennemføre fem graviditeter og hver gang tro, at djævelen har besat barnet, for i en sådan tilstand vil man ikke kunne undgå at vise tegn på, at man ikke er normal. Hvis hun har haft en vis distance til sin omgangskreds og har været meget systematisk, er det kun de sidste måneder, hun har skjult sig, og det viser hendes evne til at planlægge,” siger han.
Jørn Beckmann, dr.med. og tidligere professor ved New York University, har i mange år beskæftiget sig med profilering af gerningsmænd og mener, at man skal kigge tilbage til barndommen for at forstå kvinder, der dræber deres børn.
”Folk går ikke rundt med et stempel i panden, der siger, at de vil slå ihjel, men der skal være den rigtige arvelige basis, som så udløses. Det er et resultat af manglende nærvær i barndommen, manglende social kontakt og måske også traumatiske oplevelser med mænd,” siger han.
Anton Eg Andersen, der er teolog og psykolog, mener, at den eneste vej videre er at slippe trangen til at forstå. Han peger på, at både omverdenen og de pårørende er nødt til at skelne mellem gerningerne og personen.
”Ondskaben er forkert, men man må se på for eksempel den finske kvinde med nåde og ikke dømme, og det er den eneste måde, de pårørende kan bearbejde det på. Det, der er sket, er ondt, men hun er ikke derfor alene et ondt menneske. Hun har handlet ud fra hendes omstændigheder og har en livshistorie, vi ikke kender,” siger han.
Offentligheden ved i dag ikke ret meget andet, end at den 35-årige havde arbejde og levede en stille tilværelse i en boligblok i Oulu, men alligevel mener Svend Andersen, teolog og professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet, at flere ting kan læses ud af sagen.
”Hun regner ikke sit eget liv for værdifuldt og heller ikke det liv, hun har sat i verden. Hun ser mordene som en sen abort, og uanset, om hun er sindssyg eller ej, er der tale om en meget afvigende måde at forholde sig til liv på,” siger Svend Andersen.
Han mener, at der altid vil findes mennesker, som på den ene side lever almindeligt uden at skabe anledning til mistanke hos omverdenen og samtidigt indeholder en uforståelig ondskab og kynisme.
”Vi kan ikke bebrejdes, hvordan vi er udstyret fra skaberens hånd, og et af de mest gådefulde spørgsmål for troende er, hvorfor mennesker bliver skabt med den type ondskab. Dybest set har alle mennesker værdi, og derfor har vi ikke ret til at dømme hende,” siger han.