Den vigtige by Lyman i Donbas er renset for russere

Stoltenberg: Ukraine viser, at det er i stand til at trænge de russiske styrker tilbage.

Ukrainske soldater har indtaget den vigtige by Lyman i Donbas. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger søndag, at den strategiske vigtige by Lyman i Donbas er "renset" for russiske soldater.
Ukrainske soldater har indtaget den vigtige by Lyman i Donbas. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger søndag, at den strategiske vigtige by Lyman i Donbas er "renset" for russiske soldater. Foto: Oleksiy Biloshytskyi/Reuters.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger søndag, at den strategisk vigtige by Lyman i Donbas er "renset" for russiske soldater.

Byen er meldt befriet kort tid efter, at Rusland annekterede Lyman, som ligger i regionen Donetsk. Donetsk er en af fire regioner, som Vladimir Putin fredag annekterede ved at skrive under på et dokument om, at de nu udgør en del af Rusland.

Russerne brugte uger på at vinde kontrol over Lyman i foråret, men de har været trængt i området i den seneste tid, og de blev i weekenden tvunget til en fuld tilbagetrækning.

- Søndag klokken 12.30 (klokken 11.30 dansk tid) var Lyman fuldstændig befriet. Tak til vort militær, hedder det i en videotale, som Zelenskyj har fået lagt ud på sociale medier.

-Nu er jeg optimistisk og meget motiveret. Jeg ser aktivitet på frontlinjen, og hvordan udenlandske våben hjælper os med at tage vort land tilbage, siger en 33-årig ukrainsk soldat, som bruger navnet "Smoke" som soldaternavn.

Zelenskyj svor lørdag, at ukrainske styrker inden for den næste uge vil generobre flere områder i landets østlige Donbas-region fra russerne.

Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger søndag, ukrainernes erobring af Lyman viser, at Ukraine gør fremskridt og er i stand til at trænge de russiske styrker tilbage.

Tidligere på weekenden meddelte det russiske forsvarsministerium ifølge det statslige nyhedsbureau Ria, at russiske styrker har trukket sig fra området på grund af "truslen for at blive omringet".

I en tale lørdag aften sagde Volodymyr Zelenskyj, at russerne vil blive "dræbt en efter en", så længe præsident Vladimir Putin, der gav ordre om at invadere Ukraine, forbliver ved magten i Rusland.

- Indtil I alle sammen løser problemet med ham, der startede det hele - som startede denne meningsløse krig mod Ukraine - vil I blive dræbt en efter en, siger han ifølge AFP.

Zelenskyj kalder samtidig krigen "en historisk fejltagelse for Rusland".

Byen Lyman i det østlige Ukraine spiller en strategisk vigtig rolle på grund af sin placering. Den fungerer som et trafikknudepunkt, og dem, der har kontrollen her, kan nemt bevæge sig rundt og komme til eksempelvis Sjevjerodonetsk og Lysytjansk.

/ritzau/Reuters