Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Over hele verden går unge forrest i oprørene

Oprør i Chile (billedet), Hongkong, Libanon, Iran og Irak er drevet primært af unge mennesker. ”De er utilfredse med deres livssituation og har noget at kæmpe for," siger Isabel Bramsen, postdoc ved Center for Freds- og Konfliktstudier på Københavns Universitet. Foto: Ivan Alvarado/Reuters/Ritzau Scanpix

Den unge generation udgør næsten halvdelen af klodens befolkning og er en ”politisk tidsindstillet bombe”. Det er ofte unge, der laver revolution

”Vi vågnede. Vi vågnede. Chile vågnede,” synger de chilenske demonstranter, når de protesterer mod landets regering i Santiagos gader. I Hongkong buher demonstranterne af den kinesiske nationalsang og synger om selvstændighed. Libanesere råber, at hele regeringen skal gå af, så økonomien kan komme på ret køl, og klimademonstranter messer, at verdenssamfundet skal redde kloden.

I hele verden går demonstranter lige nu på gaden med sange og kampråb. Detaljerne i protesterne er forskellige. Men noget går igen: Gennemsnitsalderen. I langt de fleste tilfælde er det unge, der går forrest i protesterne.

Sådan er det også i Libanon, hvor 23-årige Anis Jermani, der studerer medicin, hver dag tager del i protesterne.

”De unge har mere tid, mens de ældre har ansvar og mere at bekymre sig om,” siger han.

Han bor uden for hovedstaden Beirut med sin familie og er en del af den politiske gruppe ”Borgere i en Stat”, der kæmper for en sekularisering af Libanons politiske system.

Protesterne har varet i over en måned og begyndte, fordi den libanesiske regering ville lægge afgifter på opkald via det sociale medie WhatsApp. Men det er toppen af isbjerget, fortæller Anis Jermani.

”På kort sigt handler det om den økonomiske krise. Regeringen har kørt landet i sænk, og de kan ikke løse problemerne. På lang sigt kæmper jeg og mange andre for, at Libanons system skal sekulariseres,” siger han.

Det giver god mening, at det er unge som Anis Jermani, der går forrest i kampen for at ændre samfundet, mener Isabel Bramsen, der er postdoc ved Center for Freds- og Konfliktstudier på Københavns Universitet og har forsket i det Arabiske Forår:

”I de fleste revolutioner – ikke blot dem, vi ser nu – har de unge været i front. Der er en indgroet revolutionær kraft i ungdommen.”

Isabel Bramsen er enig med Anis Jermani i, at kraften kan komme fra, at de unge har mere tid og mindre ansvar, men der er også andre grunde:

”De unge har fremtiden foran sig og skal finde arbejde, og det er svært efter den økonomiske krise. De er utilfredse med deres livssituation og har noget at kæmpe for.”

Hun tilføjer dog, at ungdommen i sig selv ikke kun arbejder for demokratiske og fredelige værdier.

De unges utilfredshed skaber ”politisk tidsindstillede bomber”, skriver Simon Tisdall, udlandskommentator ved den britiske avis The Guardian. 41 procent af verdens 7,7 milliarder store befolkning er 25 år eller yngre. Hver måned er der én million mennesker i Indien, der runder 18 år, og i Mellemøsten og Nordafrika vil omkring 27 millioner unge komme på arbejdsmarkedet inden for de næste fem år.

”Enhver regering, valgt eller ikke valgt, der ikke formår at sørge for jobs, anstændige lønninger og boliger er i store vanskeligheder,” skriver Simon Tisdall.

Den unge generations brug af internettet og sociale medier kan forstærke den utilfredshed, siger Isabel Bramsen:

”Det skaber det, man kalder relativ depravation.”

Begrebet dækker over følelsen, af at have færre muligheder sammenlignet med unge i andre lande, hvis liv man får indsigt i via internettet og de sociale medier.

Den følelse kender den 33-årige chilener Francis Mason, der er sociolog.

Som studerende var han på udveksling i Danmark, hvor han så et helt andet system end det chilenske.

”Vi er det eneste land i hele verden, hvor vand er privatiseret. Uddannelse er privat. Alt er privat. Uligheden er ekstrem,” siger han.

Han har selv mærket konsekvenserne. Da hans mor fik kræft, skabte det en økonomisk krise i hans familie, fortæller han. Lægeomkostningerne var uoverskueligt høje.

Protesterne i Chile brød ud tre dage før protesterne i Libanon. Det var en stigning i Santiagos metropriser, der fik sat sindene i kog, men som i Libanon handler det i virkeligheden om en mere grundlæggende social og politisk utilfredshed.

Francis Mason er begyndt at have beskyttelsesbriller og en hue med i sin taske. Det tager han på, når han dagligt demonstrerer. Politiet skyder ind i folkemængderne med tåregas, og der er 230 demonstranter, der i den første måned af demonstrationerne har mistet synet på deres ene øje.

”Det er uretfærdigt. Derfor er jeg meget glad for, at Chile er vågnet. Vi vil ikke længere være stille,” siger han.