Prøv avisen

Der er grøde i Israels strikse ultraortodokse verden: Kvinder kræver at blive hørt

De nye strømninger i Israels ultra-ortodokse samfund kan også spores i fødselstallet. De ultraortodokse kvinder fødte i 2003 i gennemsnit 7,5 børn, i 2016 var tallet faldet til 5,9, mens de andre jødiske kvinder i snit fødte 2,4 børn. Her ses en ultra-ortodoks mor i Jerusalems Mea Shearim-kvarter med sine to udklædte børn under den nylige jødiske purim-fest, som er den mest løsslupne af de jødiske fester. – Foto: Abir Sultan/EPA/Ritzau Scanpix

Når israelerne går til valg den 9. april, stemmer næsten trekvart million ultraortodokse vælgere på rabbinernes ordrer på de ultraortodokse partier, der kun opstiller mænd. Men blandt kvinderne ulmer der krav om forandring, for de vil også repræsenteres. ”Det er en principsag,” siger en af dem, Esty Shushan

Så oprandt den 19-årige Shira Hershkovitz’ store dag. Hun stod i sidste måned brud under bryllupsbaldakinen i Bnei Brak, en by lige vest for Tel Aviv, hvor stort set samtlige 200.000 indbyggere er ultraortodokse – harediske – jøder. Brylluppet foregik efter de strengeste ortodokse religiøse regler. Mænd og kvinder sad adskilt i hver sin del af bryllupshallen og dansede adskilt til et orkester med udelukkende mandlige musikere.

Men bruden ville give sin mand en helt særlig bryllupsgave. Da alle fremmede var gået, og der kun var familiemedlemmer tilbage i salen, tog hun efter aftale med orkesterlederen plads ved bandets trommesæt og spillede et nummer med dem. Hun har lært trommespil i to år, og hun strålede. Gommens og gæsternes begejstring ville ingen ende tage. Det kan man se på en video, der er gået viralt på internettet.

Så kom skandalen: Det rabbinske tilsyn i Bnei Brak har truet bryllupshallen med at fratage den dens religiøse kosher-godkendelse, der er stedets levebrød. Og bryllupsorkesteret har måttet levere en offentlig undskyldning for at have medvirket til et ”frygteligt brud på ærbarhedsreglerne” for ikke også at miste sit levebrød.

Skandalen om den trommende brud illustrerer tydeligt, hvordan det bliver stadig sværere for de konservative ultraortodokse rabbinere at opretholde vandtætte skotter mellem det før så lukkede ultraortodokse miljø og det omliggende moderne israelske samfund. Trods forbud er internettet kommet for at blive, og rabbinernes eneste våben er at skærpe de religiøse regler yderligere.

Når israelerne går til valg tirsdag den 9. april, vil de omkring 700.000 ultraortodokse vælgere følge rabbinernes ordrer og stemme på et af to ultraortodokse partier, der kun opstiller mænd. Men der er røre i græsrødderne: de ultraortodokse kvinder ønsker indflydelse, repræsentation og synlighed.

En af dem, der formulerer det og er gået aktivt ind i kampen, er Esty Shushan, en 41-årig ultraortodoks kvinde. Hun er leder og grundlægger af organisationen Niv- charot, der kæmper for, at ultraortodokse kvinder bliver behandlet lige, hørt og repræsenteret. Oversat fra hebraisk kan Nivcharot betyde både ”folkevalgte kvinder” og ”særligt udvalgte kvinder”.

”Vi er bolværket imod den radikalisering, der foregår i den harediske verden. Vi er de moderne israelske haredim. Vi ønsker ikke at leve isoleret. Vi vil bevare vores religion og særlige leveform, men vi ønsker at være en del af det israelske samfund. Det er ikke kun en bevægelse, der består af kvinder,” siger hun og uddyber:

”Vi er både mænd og kvinder, der vil have uddannelser og deltage i samfundet. Vi ønsker, at vores børn ud over religion også lærer de basale fag i skolen. Vi vil være del af økonomien, af hæren og af uddannelses- systemet. Radikaliseringen blandt haredim er især vendt imod kvinder, og vi, de harediske kvinder, er de første, der lider. Da jeg var barn, var der ikke noget, der hed, at kvinder skulle sidde bagerst i bussen. Vi havde bøger med billeder af piger og kvinder. Ikke som i dag, hvor billeder af piger i skole- og børnebøger bliver overmalet med sort.”

Esty Shushan er vokset op i en rabbiner- familie som den ældste af 12 børn. Selv har hun fire, og det er nok børn, siger hun og forklarer, at færre børn kendetegner de israelske haredim i dag. De unge par vil ikke leve i den dybe fattigdom, som følger med meget børnerige familier. De vil op ad den sociale rangstige og give deres børn muligheder, de ikke selv fik. Men der er stadig lang vej igen.

Det er ikke muligt at sætte tal på, hvor mange ultraortodokse israelere, der definerer sig selv som moderne haredim, men forandringen spores allerede i resultaterne af den omfattende forskning i det ultra- ortodokse samfundssegment, som Israels Demokratiske Institut (IDI) har foretaget:

De ultraortodokse kvinder fødte i 2003 i gennemsnit 7,5 børn, i 2016 var tallet 5,9, og det falder stadig. Og antallet af akademikere – både mænd og kvinder – stiger.

Men i 2016 fødte den gennemsnitlige jødiske kvinde 2,4 børn, så der sker en hurtig forskydning i samfundets sammensætning. De ultraortodokse udgør i dag 12 procent af Israels samlede befolkning. IDI’s statistiske beregninger anslår, at de i 2030 vil udgøre 16 procent, og i 2065 vil hver tredje israeler være ultraortodoks.

”Men måske holder den beregning ikke til 2065,” indrømmer Gilad Malach, der leder IDI’s projekt ”Ultraortodoks i Israel”.

Han observerer både den forandring, der er ved at ske i det ultraortodokse samfund, som Esty Shushan beskriver, og en stille rislende flugt fra det isolerede ultraortodokse liv til et friere religiøst eller et helt sekulært liv.

Statistikken fortæller ikke om de problemer, som Esty Shushan i seks år har sloges for at få sat på dagsordenen, og som det mandsdominerede harediske samfund og de ortodokse partier ikke taler om.

”Jeg grundlagde Nivcharot for at kræve repræsentation og indflydelse. Men vi er oppe imod et meget stærkt establishment. Rabbinerne har kaldt os ’skizofrene kvinder’ og har sagt direkte, at det giver vores mænd ret til at lade sig skille. Der er to ortodokse partier her i landet. De tillader ikke kvinder i partierne. Nul procent. Og det israelske samfund giver dem ret til at nægte os repræsentation. Vi befinder os i et demokratisk land – håber jeg – hvor to partier får lov at eksistere helt uden kvinder. Og ingen siger noget,” siger Esty Shushan vredt om såvel det ultraortodokse som det sekulære Israel.

”Det er en principsag: Ingen skal sige ’ingen adgang’ til mig. Men endnu vigtigere er det, at harediske kvinder har problemer, som mændene ikke forstår: deres sundhed, uddannelse og ikke mindst de arbejdsforhold, vores kvinder bydes. Husk på, at det er kvinderne, der er på arbejdsmarkedet. De tjener pengene i vores familier. Mændene studerer religionen. Vi har også et voksende antal fraskilte ultraortodokse kvinder, mange af dem er meget unge mødre med små børn. De har brug for, at beslutningstagerne taler om de problemer, det giver både for den enkelte og for samfundet. Men det ignoreres af de mandlige politikere. For dem eksisterer problemet ikke. Det samme gælder vold i familien og seksuelle overgreb. Det ignoreres. Og det må vi ændre,” siger hun.

Op til det seneste Knesset-valg i 2015 førte Esty Shushan og Nivcharot en kampagne under parolen ”Ingen repræsentation – ingen stemmer”. De opfordrede harediske kvinder til at nægte at stemme på de ultra-ortodokse partier, hvis de ikke satte kvinder på partilisterne. Men det gav – som forudset – intet resultat. Israelerne stemmer som ”stammer”, forklarer Shushan. De ultraortodokse, mænd som kvinder, hører rabbinerne sige, at det er en religiøs pligt at stemme på de ortodokse partier. Derfor fører Nivcharot ingen særkampagne op til valget om halvanden uge.

Esty Shushan tror nu mere på det lange seje træk. At holde kurser og træne fremtidige ultraortodokse kvindelige ledere. Lære dem at tage ordet og stille deres krav, indtil de mandlige ledere en dag føler sig tvunget til at lytte. Nivcharot har 15.000 følgere på Facebook og har netop lavet en meningsmåling, der viser, at 40 procent af de harediske kvinder mener, at kvinder bør repræsenteres, og kvinders problemer høres. Men foreløbig er dørene til den ultraortodokse ledelse hermetisk lukkede.

”Jeg ser ingen nytænkende rabbinske ledere i vores samfund. Forandring vil ikke komme fra dem. Vi kvinder har ingen ret til at møde rabbinerne og tale direkte med dem. Vi skal kræve vores rettigheder, men jeg venter ikke på dem og på deres tilladelse. For den får vi ikke. Et ortodokst kvindeparti har ingen chancer, men vi opbygger fremtidens kvindelige ledere, hvis rabbinerne en dag skulle ændre mening,” siger Esty Shushan og hæfter sig ved, at der er to harediske kvinder, der er opstillet ved valget den 9. april – en for Arbejderpartiet og en for den nye Blå-Hvide-bevægelse, der ledes af tidligere forsvarschef Benny Gantz og tidligere finansminister Yair Lapid.”

”Jeg grundlagde Nivcharot for at kræve repræsentation og indflydelse. Men vi er op imod et meget stærkt establishment,” siger Esty Shushan. Hun er godt og grundigt træt af, at de ultraortodokse kvinder arbejder for at forsørge deres storfamilier, men ikke har nogen stemme, da de to ultraortodokse partier i Knesset udelukkende består af mænd. – Foto: Jack Guez/Ritzau Scanpix