Skoleinspektør ved Nbeke Grundskole Rosa Namweene ved godt, at det sker. Hele tiden. Skolepiger på 12-14 år, der forlader skolen, fordi de er blevet gravide, ofte med en ældre mand, der i forvejen er gift med én eller to kvinder og ikke har tænkt sig at tage ansvaret for en ny familie. Alligevel bliver virkeligheden ved med at chokere hende.
Denne gang er det afsløringen af den 12-årige, der gennem længere tid har taget en ældre mand med hjem til familiens hus, hvor hun deler seng med sin lillesøster på fire år, der ryster Rosa Namweene. Søsteren fik normalt en håndfuld bolsjer af manden for at holde sig i ro under tæppet, mens han gennemførte sit ærinde hos den store pige. Da han en tre-fire gange ikke havde haft bolsjer med – og en aften oven i købet kom til at sparke til hende under samværet – begyndte den fireårige at skrige, så forældrene blev opmærksomme.
– Det er endnu en rædselsfuld historie. Det er ikke til at holde ud at tænke på, hvordan en mand kan finde på at have sex med en 12-årig, mens hendes fireårige søster ligger under samme tæppe. I et hus, der er så lillebitte, at forældrene ikke har kunne undgå at vide, hvad der skete, men har valgt at overhøre det, indtil de bliver tvunget til at reagere, siger Rosa Namweene.
Den 53-årige inspektør ryster opgivende på hovedet. Den nedslidte skole ligger lidt uden for Mazapuka midt i Zambias sukkerdistrikt,
omkring 160 kilometer syd for hovedstaden Lusaka. Netop områdets mange sukkerplantager er en væsentlig årsag til, at en stor del af pigerne bliver gravide, inden de når 7. klasse.
– Arbejderne i plantagerne bor her 10 måneder om året. De er væk hjemmefra og finder så nogle store skolepiger, som de bruger som faste elskerinder. Til gengæld får pigerne lidt penge eller noget andet, de har hårdt brug for i hverdagen. Fattigdommen gør det attraktivt for pigerne, selvom de kan se, hvordan det er gået mange af de andre. Moderen ved typisk, hvad der sker, men lader tit som ingenting, fordi familien har brug for pengene eller, hvad det nu er, manden kommer med, siger Rosa Namweene, der forsøger at holde styr på Nbeke-eleverne fra sit lille kontor, hvor håndskrevne papskilte på de hvidmalede vægge fortæller, hvordan 806 elever er fordelt på piger og drenge, fra 1. til 9. klasse.
Zambias regering forsøger – som en del af arbejdet med at opfylde 2015-målene – at få lige så mange piger som drenge til at gennemføre mindst syv års skolegang, og meget gerne også 8. og 9. klasse. De mange gravide skolepiger gør det dog svært for Namweene at leve op til målsætningen.
– Det er vores opgave som lærere at forklare pigerne og deres familier, at det er rigtigt og fornuftigt, at piger bliver til skolen til 9. klasse. Men det er svært, når mange allerede bliver gravide i 6. klasse. Selvom vi tilbyder de gravide piger, at de kan vende tilbage, når de har født, er de for generte til at gøre det, siger hun.
Skolen prøver at lave undervisning om morgenen, inden de andre elever møder, eller om eftermiddagen, når de er gået hjem, men indtil nu har kun to piger taget imod tilbuddet.
– Det er meget vanskeligt. Når pigerne først har født, er det, som om at de indretter sig på, at deres liv nu går ud på at være mødre, siger Rosa Namweene.
Ifølge FN's seneste opgørelse har cirka en tredjedel af Zambias 15-19 årige piger et eller flere børn. Omkring hver femte pige i Zambia kommer aldrig i skole.
Forholdene i Mazapuka-området er typiske for Zambia. Oven i købet i en grad, så fænomenet med ganske unge piger, der bliver udnyttet seksuelt af ældre mænd mod at forære dem penge eller smågaver, har fået sit eget udtryk: sugar-daddies.
Ordet giver en særlig mening blandt sukkerarbejderne i Mazapuka, men mekanismen gælder over hele landet, også i hovedstaden Lusaka. Her er det dog ikke blot fattigdommen, der er drivkraft. Selv skolepiger og studerende med en god økonomisk baggrund kan finde på at have et forhold til en ældre mand for at skaffe smartere tøj, en ny taske eller en mobiltelefon.
Med til forklaringen på, at sugar-daddies er så udbredte, hører, at det langt hen ad vejen betragtes som socialt acceptabelt, at ældre mænd omgås selv ganske unge piger. Kommer man på barer og natklubber i Lusaka, vil man kunne se, hvordan selv mange af byens mest veluddannede og indflydelsesrige mænd omgiver sig med piger i skolealderen.
Endeligt er der er tradition for, at en kvinde viser sin ægtemand taknemmelig over at få gaver ved at danse for ham eller være sammen med ham seksuelt. Pigerne opfatter derfor udvekslingen af sex mod gaver som naturligt, også selvom de ikke er gift.
Zambias ældste pigespejderbevægelse, Girl Guides, har de sidste tre år lagt sine aktiviteter om til at handle langt mere om faren for hiv/aids og uønskede graviditeter end læren om knob, stik og flaghilsener. Bevægelsen er nu fokuseret på at præge pigerne til at være mere selvstændige og gøre alt for at få en uddannelse.
"Du har ret til at sige nej til din sugar-dad", lyder en af linjerne i de vers, pigerne lærer at sige taktfast i kor.
– Det vigtigt at fortælle pigerne fra de er helt små, at de har ret til at sige nej til en dreng eller mand, der vil have sex med dem. De skal være modne, før de gifter sig, siger Milred Mutinta, der er spejderleder og lærer på Nanambala Privatskole, som samarbejder med Nbeke grundskole.
Girl Guides gør det blandt andet ved at lave rollespil med pigerne, hvor de leger, at de bliver kontaktet af en mand, som de så skal afvise.
10-årige Alice Phiri, der har været Girl Guide på Nbeke Grundskole i tre år – hun begyndte som brownie, som de yngste spejdere bliver kaldt – har lært budskabet.
– Man skal lade være med at gå med drenge, og man skal lade være med at have sex, før man er 20 år. Det gælder om at tage en uddannelse og finde sig et job, før man gifter sig. Så kan man altid klare sig selv, hvis manden går fra en, siger hun med eftertryk.
Alice har også en forklaring på, hvorfor mange zambiske mænd foretrækker sønner fremfor døtre.
– Piger kan blive gravide. Drenge kan få en uddannelse og have bedre råd til at tage sig af deres forældre, når de bliver gamle, mener hun.
Godt en halv times kørsel fra såvel Lusakas brede asfaltveje og internationale hoteller som de hullede jordveje og usle småhuse i storbyens slumområder forsøger den sociale organisation Kara Counselling med støtte fra blandt andet Folkekirkens Nødhjælp at udstikke en ny tilværelse for nogle af storbyens mest udsatte pigeskæbner.
Langt nede ad en fredelig mark-vej ligger Umoyo, en form for højskole for 14- til 18-årige piger; typisk forældreløse, der ikke har nogen familie eller indtægt at falde tilbage på. Piger, der kunne blive lette ofre for prostitution i deres søgen efter at skaffe sig penge til at overleve.
– Når man intet har, er man villig til meget for at skaffe sig mad. Vi prøver at få fat i pigerne, inden de begår for mange dumheder, siger Alfred Bulaya, der er landbrugslærer på skolen.
Pigerne er på Umoyo i otte måneder. I den tid kan de vælge mellem en række praktiske fag foruden almindelig skoleundervisning. Formålet er at give pigerne en kort uddannelse, som gør dem i stand til at få et rigtigt arbejde, så de kan klare sig selv, når deres ophold er slut. Det lykkes for 80 procent af pigerne, fortæller skolens leder, Mwamba Mutale. I en sådan grad, at pigerne fra Umoyo bliver mærkbart senere gift end gennemsnittet i Lusaka.
– Udover at give pigerne en praktisk uddannelse, forsøger vi også at gøre dem stærke og frigjorte. Det skræmmer mange mænd, som er vant til, at ægteskabet er et et-vejs- forhold, hvor manden bestemmer, og kvinden adlyder. Derfor går der noget længere tid, før vores elever finder en mand. De er også selv blevet mere kritiske, siger Mwamba Mutale, der prøver at foregå skolens piger med et godt eksempel ved at hjælpe sin egen hustru med at lave mad og gøre rent.
For 17-årige Lindah Zulu haster det i hvert fald ikke med at blive gift. Foreløbig nyder hun at lære noget i stedet for at hutle sig igennem med underbetalte småjob, som hendes veninder i Lusaka må gøre. Hvis de da kan finde arbejde.
– Jeg er heldig. Ganske vist er jeg her, fordi min mor er død, og min plejefar ikke havde råd til at have mig boende mere, men han sørgede da for, at jeg kom et sted hen, siger hun.
– Hvis jeg var blevet i byen, ville der ikke have været nogen muligheder for mig. Nu kan jeg da blive til noget, siger Lindah, der har en drøm om at blive rådgiver i en af de sociale organisationer.
Allerhelst vil hun arbejde med unge mennesker og opmuntre dem til at sætte sig nogle mål i livet, som kan forhindre dem i at sælge sig selv for penge.
– Piger skal lære at respektere sig selv og tjene penge på andet end sex. Der er alt for meget fokus på sex blandt de unge. Jeg ville gerne få dem til at indse, at der er mange andre ting, der er vigtige i et forhold mellem mand og kvinde, end sex. Ting som ligeværdighed, omsorg, venskab, siger Lindah, der ser et forbillede i sin søsters ægteskab.
– Min søster og svoger elsker virkelig hinanden. De tager sig af hinanden og taler pænt. Hvis de skændes, prøver de også at finde en ordentlig løsning bagefter, fremhæver Lindah.
upoulsen@kristeligt-dagblad.dk
DEBATMØDE
Kristeligt Dagblad og Danida er vært ved et debatmøde med blandt andre udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) om 2015-målene på kvindernes internationale kampdag, onsdag den 8. marts kl. 17.30-19.30 i Bethesdas Festsal, Rømersgade 17 i København. Tilmelding sker til Kristeligt Dagblads abonnementsafdeling på telefon 33480505. Tilmelding er nødvendig, da deltagerantallet er begrænset.
Kvinde i Zambia
Zambia er et af Afrikas fattigste lande. Flertallet af de fattige er kvinder. Ud over at leve med alle fattigdommens karakteristika, som mangel på mad, rent vand, ordentlige sanitære forhold og uddannelse, vokser kvinderne op i et samfund domineret af mænd. De lærer, fra de
er små piger, at kvinden er underordnet manden og skal adlyde ham i ægteskabet. Det betyder blandt andet, at vold og seksuelle overgreb florerer, og at kvinderne er de mest udsatte for at få hiv/aids.
Zambia er dansk programsamarbejdsland og modtager omkring 200 millioner kroner årligt i udviklingsbistand.
Kristeligt Dagblad har besøgt Zambia for at få et indtryk af livet blandt landets piger og kvinder. Besøget er blevet til i samarbejde med Danida. Dette er den anden i artikelserien, som blandt andet belyser, hvor tæt Zambia er på at leve op
til de af FN´s 2015-mål, der drejer sig om at forbedre vilkårene for u-landenes kvinder.
