Prøv avisen

Der er plads til religionen i det offentlige rum

"Nogle mennesker mener, at religion skal holdes helt ude af den offentlige debat. Jeg siger, at vi skal have et religionsvenligt demokrati," siger Tony Blair. Foto: James Veysey Denmark

Den tidligere britiske premierminister Tony Blair og ærkebiskop Rowan Williams vil have plads til religionen i det offentlige rum, og er også enige om, at religion ikke skal stå som den absolutte sandhed

Møder om religionens plads i samfundet er ikke normalt omgærdet af et stort politiopbrud og vrede demonstranter. Men det var tilfældet, da den tidligere britiske premierminister Tony Blair i denne uge mødtes til en debat med ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams.

Det er ikke religion, der optager demonstranterne, som følger Tony Blair rundt til nærmest alle hans offentlige optrædener. I stedet er det ord som løgner og massemorder, der bliver råbt med henvisning til, at Tony Blair førte briterne ind i Irak-krigen.

LÆS OGSÅ: Biskop beskylder Cameron for sekulær dagsorden

Indenfor er stemningen mere afslappet. 450 religiøse ledere og akademikere er samlet i den store metodistkirke, der ligger skråt over for Westminster Abbey, for at høre Tony Blair og Rowan Williams debattere.

De to var også uenige om krigen i Irak, men det bliver slet ikke berørt i debatten, som handler om troen i det offentlige rum.

Tony Blair konverterede til den katolske tro, da han trådte tilbage som premierminister, og i debatten bruger han konsekvent ordet vi, når han taler om kristne.

Jeg er kristen. Jeg tror på frelsen gennem Jesus Kristus. Det er min tro, siger Tony Blair.

Dermed er debatten åbnet for, hvor meget tro må og kan fylde.

Nogle mennesker mener, at religion skal holdes helt ude af den offentlige debat. Jeg siger, at vi skal have et religionsvenligt demokrati, men også demokrativenlige religioner. Det er helt legitimt at fremme en holdning baseret på ens religiøse opfattelse. Men man skal også acceptere, at andres holdninger har en tilsvarende værdi, siger Tony Blair.

Ærkebiskop Rowan Williams advarer imod, at religiøse mennesker tror, at de har ret og skal have ret.

Det er fundamentalt et åndeligt problem, at mange religiøse tror, at de skal vinde Guds-argumentet for ham. Og hvis du taber debatten, så taber Gud. Men det er jo en fuldstændigt absurd påstand, siger ærkebiskoppen af Canterbury.

Han er klar fortaler for en offentlig rolle til kirken og andre religioner og udtrykker betænkelighed over de grupper af troende, som mener, religion bliver marginaliseret i samfundet.

Jeg er lidt bekymret over tendensen til alt for hurtigt at påtage sig offerrollen, siger Rowan Williams.

Tony Blair bruger i dag en stor del af sin tid som fredsmægler i Mellemøsten, og han taler om islam som en fredelig religion, hvilket udløser spørgsmålet, hvorfor det ikke tilsvarende er nødvendigt at understrege, at eksempelvis metodistkirken er fredelig.

Der har også været tider i den kristne historie, hvor du ville tvivle på, at kristendommen var en fredelig religion, lyder svaret.

Han er ligeledes fortaler for den tværreligiøse dialog.

Når mennesker af forskellig tro møder hinanden, opgiver de ikke deres tro, men lærer om andre og indser hvad de er fælles om, siger Tony Blair.

Rowan Williams ser et mindre problem med den tvær-religiøse dialog.

Du taler med dem, der er klar til at tale med dig. Men det vigtige er, at de efterfølgende går tilbage og tager den dialog op i deres egen religion, pointerer ærkebiskoppen.