”Kedelig søvngænger” eller energisk bayrer som Tysklands næste kansler? Svaret kan overraske - og handler om Fætter Højben

Markus Söder ville være den mest populære, borgerlige kanslerkandidat. Hvorfor kan det ende med en anden?

Det er selvfølgelig Bayerns blåhvide våbenskjold, der pryder de selvsikre Markus Söders mundbind. – Foto: Peter Kneffel/DPA/Ritzau Scanpix.
Det er selvfølgelig Bayerns blåhvide våbenskjold, der pryder de selvsikre Markus Söders mundbind. – Foto: Peter Kneffel/DPA/Ritzau Scanpix.

Tyskland er et land for voksne, lød det engang fra en norsk filosof. Den holder stadig.

Se nu på balladen mellem det borgerlige CDU, i mange år ledet af Angela Merkel, og det bayerske søsterparti CSU.

Man skal enes om en kanslerkandidat til valget i september. CDU ønsker Armin Laschet, der er ny partiformand og ministerpræsident for delstaten Nordrhein-Westfalen. Hos CSU har førstemanden Markus Söder, som også er Bayerns ministerpræsident, foreslået sig selv. Laschet virker så kedelig, at et britisk tidsskrift har kaldt ham en søvngænger. Söder udstråler energi og har overvældende opbakning i befolkningen, viser meningsmålinger. Opgaven med at finde den rigtige synes overkommelig.

Alligevel er det Laschet, der kan gå hen og blive den fælles kandidat, skønt det kan betyde, at de borgerlige mister magten i Berlin. Hvordan kan det gå til?

Der er et kort og et længere svar. Det korte er, at Markus Söder er bayrer.

Det længere er, at han anses for at være en populist, at han sjældent holder fast ved et synspunkt, og at han ikke har den tyngde, der skal til for at være forbundskansler.

Formentlig er det den korte forklaring, der tæller mest. En bayersk ministerpræsident indtager i Tyskland den rolle, som Fætter Højben udfolder i Andeby. Han er altid heldig og synes, at han er klogere end alle andre, og at kun mindre begavede kan være uenige.

Som bevis peger han – det har altid været mænd – på sin hjemstavn. Bayern er blandt de mest velhavende og effektivt drevne delstater. Hovedstaden, München, er Tysklands sikreste storby. Skoler og universiteter er i top. Lufthavnen er, i modsætning til for eksempel Berlins, et internationalt knudepunkt.

Den slags irriterer resten af Tyskland grænseløst. Man synes, at Bayern er hyggelig at holde ferie i, og ingen har noget imod en BMW, der har sit hovedkvarter i München. Men man bryder sig ikke om Fætter Højben-attituden, der – mener man – følger samtlige delstatens ministerpræsidenter som en stråleglans. I øjeblikket er det så Söder.

Derfor har Tyskland aldrig haft en bayersk forbundskansler. De to, der virkelig har prøvet at blive det, Franz Josef Strauss (1980) og Edmund Stoiber (2002), nåede ikke målet. Strauss blev betragtet som uberegnelig, og Stoiber – usædvanligt for en bayrer – som for kedelig.

Söder virker som et kompromis mellem de to. Han er en slags borgerlig Gerhard Schröder; denne var socialdemokratisk kansler fra 1998 til 2005. Schröder havde et kraftigt, populistisk gen og var ligeglad med små lande, hvilket gjorde ham upopulær hos danske partikammerater. Men han fandt hurtigt ud af, at der er grænser for, hvor frisk man kan være som regeringschef for Europas mægtigste nation, der også har en svær historie. En overgang talte han om en særlig tysk vej i verden. Den blev opgivet i løbet af tre uger. Herefter søgte han at agere som sit forbillede Willy Brandt; det lykkedes ikke helt, men en katastrofe var han ikke.

Det ville formentlig ikke gå meget anderledes med Söder. Han har ikke skiftet standpunkt oftere end Angela Merkel, der har ændret mening om blandt andet atomkraft, værnepligt, kønskvoter, mindsteløn, flygtninge og klima. Han virker ikke synderligt globalt orienteret, men det gør Laschet, der afslog at tale engelsk på en international sikkerhedskonference, heller ikke. De er forskellige typer, og Laschet lægger mere vægt på EU end hans konkurrent, men så er det heller ikke værre.

Alt det blegner imidlertid i betragtning af, at Söder er bayrer. Morsomt er det, at den almindelige tysker efterhånden synes ligeglad med den geografiske proveniens. Det har taget godt 70 år – siden forbundsrepublikkens grundlæggelse. Hos CDU tager det lidt længere tid. Men sådan er det ofte med Tysklands store, borgerlige parti.

Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver om internationale forhold med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.