Prøv avisen

Derfor er nordirske bålfester eskaleret med afbrænding af biler

Bålene i anledning af markeringen af Slaget ved Boyne er en årlig protestantisk tradition – her er det 11. nat i træk, at bålet brænder i Sandy Row-kvarteret i Belfast. – Foto: PA/Ritzau Scanpix

Protestantiske loyalisters årlige markering af slaget ved Boyne er endt i kaos og kulturkamp efter myndighedernes forsøg på at stoppe farlige bål

”En nat fyldt med kaos.”

Sådan beskriver avisen Belfast Telegraph ugens optøjer i Nordirland, der kulminerede natten til i går. Biler blev stjålet og brændt af. En bus blev kapret, og chauffør og passagerer gennet ud, før køretøjet blev sat i brand. En kort overgang var lufthavnen i Belfast tilmed lukket af sikkerhedsgrunde.

I folkemunde hedder det ”den 11. nat”, natten før den 12. juli, der markerer Slaget ved Boyne i 1690, hvor den protestantiske konge Vilhelm 3. af Oranje sejrede over sin katolske rival Jakob 2. Stuart.

Natten bliver markeret med store bål, og der er gået konkurrence i at have det største bål, som bliver bygget op med træpaller i mange meters højde. Nogle er efter brandmyndighedernes opfattelse så uforsvarlige og til fare for nærliggende bygninger, at domstolene har beordret dem pillet ned.

”Men loyalisterne føler, at det er deres kultur, der bliver begrænset, og derfor reagerer de så voldsomt,” forklarer Brendan Browne, der er ekspert i konfliktløsning og forsoning ved Trinity College i Belfast.

Han er selv katolik, men bor i et protestantisk område i Belfast tæt på et af de store ulovlige bål, hvor brandvæsen forebyggende pøser vand på nærliggende bygninger.

”I år er noget af det mest intense, jeg har oplevet. Det føles som en eskalering, og det bliver orkestreret af paramilitære loyalistgrupper, som udnytter muligheden til at få folk til at mærke deres tilstedeværelse,” mener Brendan Browne.

Men selvom politi og brandvæsen siger, at antallet af udrykninger er steget med 25 procent i forhold til sidste år, skal man ikke læse alt for meget politik ind i det.

Det mener Eric Kaufmann, professor i politik ved Birkbeck, University of London, hvor han er ekspert i religiøse konflikter. Han er forfatter til en bog om de protestantiske Orangeordener, der også markerer Slaget ved Boyne med marcher hele sommeren.

”Folk vil ofte være fristet til at lægge for meget betydning i optøjerne. Men det er mest af alt lidt fritidsoptøjer, som ikke er politisk vigtige,” siger Erik Kaufmann.

Som Brendan Browne fremhæver han også, at rødderne er i de gamle paramilitære grupper, men uden det militante element.

”Du har de her subkulturer i de fattige byområder, og det er unge brushoveder, der synes, det er fascinerende, og som end ikke personligt kan huske de tidligere tiders uroligheder,” siger Eric Kaufmann.

En pointe, der understreges af, at en 16-årig dreng, der deltog i uroligheder i Londonderry tidligere på ugen, ifølge Belfast Telegraph forsvarede sin deltagelse i brandstiftelse med kedsomhed.

Brendan Browne understreger, at langt de fleste bålfester er fredelige, og at der er forsøg på at gøre dem til mere sociale begivenheder som en midsommerfest:

”Nok er den voldelige kamp afsluttet i Nordirland, men i stedet har vi kulturelle krige, hvor folk skærper deres identitet og holder fast i den som med bålene, hvor de markerer den ene sides sejr over den anden. I de mere ekstreme tilfælde bliver flag og dukker af religiøse figurer brændt af, og der er skilte som ’dræb alle katolikker’,” siger han og efterlyser en mere kontant afstandtagen fra politikerne og særligt de protestantiske unionister.