Fortsat gnidningsfri samhandel. Sådan lyder et af premierminister Theresa Mays nøgleargumenter for den aftale om Brexit, som britiske og europæiske forhandlere er nået frem til, knap fire måneder før den historiske skilsmisse bliver en realitet. Men på den politiske hjemmebane har modtagelsen af de 585 sider, der skal sætte kursen for briternes farvel til EU, været alt andet end gnidningsfri. Premierministeren måtte torsdag stå skoleret i parlamentet og samtidig se sin regering og magt smuldre.
Fra alle sider haglede der næsten udelukkende kritiske spørgsmål ned over Theresa May, som i over tre timer ene kvinde måtte forsvare Brexit-aftalen. Spørgsmålene i Underhuset gik i alle retninger – fra det principielle om den fremtidige grænse mellem Irland og Nordirland til noget så jordnært som et konservativt medlem, der kritiserede, at der fortsat skal betales penge til EU, når der mangler penge til plejehjem i hans valgkreds. Og flere parlamentsmedlemmer krævede en ny folkeafstemning.
Det var anden dag i træk, at Theresa May blev heglet igennem over detaljerne i det længe ventede aftale-udkast. Onsdag holdt hun møde med kabinettet – regeringens inderkreds med de 24 vigtigste ministre. Mødet var sat til to timer, men der gik fem timer, før Theresa May kunne meddele, at et enigt kabinet bakkede op om hendes aftale med EU’s chefforhandler. Det var dog mere pisk end gulerod, der sikrede enigheden.
Blot et halvt døgn senere trak hendes chefforhandler, Brexit-minister Dominic Raab, sig med en besked om, at han ikke med samvittigheden i behold kunne støtte aftalen. Men det er også en offentlig hemmelighed, at de kritiske forhandlinger er gennemført af premierministerens folk i Downing Street, mens Brexit-ministeriet har set til fra sidelinjen. En time senere gik også arbejdsminister Esther McVey og fik følgeskab af tre af de såkaldte juniorministre. Det vil ikke overraske, hvis flere følger efter.
Dermed er der dømt deja vu for Theresa May. I juli annoncerede hun også fuld enighed om en Brexit-plan efter et kabinetsmøde på sit landsted Chequers. To dage efter smækkede daværende Brexit-minister David Davis med døren, efterfulgt af udenrigsminister Boris Johnson og flere ministre med mindre vægtige porteføljer.
Presset på Theresa May blev yderligere forstærket, da den uofficielle leder af den konservative Brexit-fløj, Jacob Rees-Mogg, meddelte, at han støtter en mistillidsafstemning om Mays lederskab. Den bliver en realitet, hvis 48 konservative parlamentsmedlemmer kræver en afstemning, og i går var vurderingen fra BBC, at May-modstanderne har den nødvendige opbakning til at forsøge at vælte hende som partileder.
De er særligt oprørte over løsningen på grænseproblematikken mellem Nordirland og Irland, som fremover vil være den eneste faste landegrænse mellem briterne og EU. Aftalen nu er, at briterne bliver i toldunionen med EU, og at grænsen dermed forbliver åben, indtil der er fundet en anden løsning. Hvilket giver skyts til modargumentet om, at briterne reelt ikke forlader EU.
Mange af detaljerne i aftalen skal desuden forhandles på plads inden for en overgangsordning, der løber fra den 29. marts næste år til udgangen af 2020. Men hvad der for mange er endnu mere uspiseligt, er, at Nordirland på visse områder bliver i det indre marked. Det vil i praksis betyde, at der kommer en ny teknisk grænse i Det Irske Hav, hvilket især er uacceptabelt for det nordirske unionistparti DUP, som er støtteparti for Mays mindretalsregering i Underhuset.
Tilsvarende kalder Labours partileder, Jeremy Corbyn, det en aftale, hvor briterne kun vil være halvvejs ude af EU.
Det leder igen frem til en af de populære referencer om Brexit – fra The Eagles’ sang ”Hotel California”. En af de berømte strofer beskriver hotellet som et sted, som du nok kan tjekke ud fra, men aldrig forlade. Det er blevet et billede på, hvordan fremtiden vil være for forholdet mellem briterne og EU – at de melder sig ud, men altid vil hænge fast i EU, uanset om premierministeren hedder Theresa May eller ej.