Putinfobi-bacillen har ramt mange i Vesten. Det var Kremls reaktion på internationale mediers afsløringer af, at præsident Vladimir Putins inderkreds ifølge de lækkede Panama-papirer har scoret 13 milliarder kroner gennem skuffeselskaber i Panama.
”Putin, Rusland, vort land, vores stabilitet, vores kommende parlamentsvalg; det grundlæggende formål er at destabilisere alt dette,” udtalte Putins talsmand, Valerij Peskov.
Det skal man dog ikke forventes at lykkes med – også ifølge Kreml. Anderledes er reaktionen i Ukraine, hvor præsident Petro Porosjenko også er inkrimineret for at have oprettet et skuffeselskab med hjælp fra de driftige panamanske advokater i Mossack Fonseca-firmaet. Det har længe været en statskrise under opsejling i Kijev. Fundamentet under regeringen smuldrer – og nu også under præsidenten, der blev valgt på sine løfter om at bekæmpe korruptionen.
Udviklingen er på ingen måde overraskende, men følger af de to vidt forskellige spor, som de to lande har udviklet sig ad de seneste årtier. Og det centrale omdrejningspunkt er, hvad der driver politik og politiske processer i de to lande. Let spøgefuldt kan kontrasten mellem de to beskrives anekdotisk, at i Ukraine er det oligarkerne, der vælger præsidenten. I Rusland er det Putin, der vælger oligarkerne.
Det er to vidt forskellige regimeformer, hvilket udløser vidt forskellige dynamikker. Og her spiller befolkningernes opfattelse af, hvad der er politisk muligt og politisk ønskeligt, en nøglerolle.
I Ukraine har befolkningsgrupper, der vel at mærke er i stand til at drive politiske processer frem, gang på gang udtrykt ønske om et opgør med det korrupte regime, der er blevet dem til del. Og for dem er den eneste rationelle strategi mod det mål en tilnærmelse til EU, da EU betinger sig god regeringsførelse som forudsætning for medlemskab. Ondet vil således ad den vej blive taget op ved rode. Men Panama-papirerne bekræfter ukrainerne i, at ondet forsat har dybe rødder og når helt op til toppen.
I Rusland forholder det sig helt anderledes. Det er ikke russisk gemyt at være bestemt optimistisk.
Hvor vi har talemåden ”i morgen er der atter en dag”, når dagen ikke har bragt medvind, så er den tilsvarende russiske talemåde; ”jo, men i morgen kan blive værre”. I Rusland har man en folkelig grundopfattelse af nationens position i verden, af den russiske stats grundkarakter – samt af det russiske folk selv.
Den første er præget af den mongolske 200-årige besættelse af Rusland. Konklusion: Fremmede magter vil ikke Rusland det godt, Rusland kan kun regne med sig selv. En orientering mod Vesten er i dette narrativ ikke en rationel løsning for Rusland. Den anden selvopfattelse udtrykker en fast tro på, at russeren på den ene side er af en anarkistisk natur, og at det statslige byzantinske bureaukrati på den anden side kun tjener egne interesser. Begge er fundamentalt uregerlige.
Derfor må landet ledes af en stærk mand, der – om ikke andet – kan inddæmme disse to kræfter og sikre en vis stabilitet til folkets eget bedste. Putins primære legitimitet hos befolkningen er, at han har leveret den stabilitet. Og sekundært, at man – rationelt – ikke ser et politisk alternativ til Putin. Det er den russiske udgave af Stauning eller kaos.
Sidder Putin så sikkert? Tja. Kremls største frygt er en såkaldt farverevolution, hvor en befolkning vender sig mod regimet og vælter det omkuld ved en politisk flodbølge. Som vi har set det ske i Ukraine, Georgien og Kirgisistan. Efter sommer er der parlamentsvalg i Rusland. Ved det seneste parlamentsvalg opstod der en politisk bevægelse mod valgsvindel. Dens ”nok er nok” rystede Kreml i sin grundvold. Vil der ved dette valg opstå en kobling mellem den økonomiske krise og den politiske klasses korruption, kan det skabe en lignende bevægelse. Der er Kremls præmære bekymring, og derfor er Panama-papirerne alligevel ikke business-as-usual.