Den amerikanske senator og præsidentkandidat Bernie Sanders kom forleden med den opsigtsvækkende melding, at han var vidende om russisk indblanding i sin valgkampagne – til hans fordel. Den erklærede socialist, der efter sin klare sejr ved opstillingsmøderne i Nevada i weekenden går ind til næste uges såkaldte Super Tirsdag som foreløbig favorit til at vinde Det Demokratiske Partis nominering, fastslog også, at han ikke ville tolerere russisk indblanding, og at præsident Putin vil blive stoppet, hvis han, Sanders, bliver præsident efter valget i november. Men hvorfor skulle Rusland ville have Sanders, der tidligere har udtrykt sig stærkt kritisk over for Rusland og præsident Vladimir Putin? Er Putins mand i USA ikke den siddende præsident, Donald Trump?
Men Rusland har to gode grunde til at ville Sanders.
For det første vil et præsidentvalg mellem Sanders og Trump være ideelt set med russiske øjne. Trump er velkendt i den sammenhæng. Han er en disrupter i amerikansk politik og har øget den politiske polarisering i det amerikanske demokrati mellem dem, der er for Trump, og dem, der er imod. Bernie Sanders vil være den mest venstreorienterede demokratiske præsidentkandidat siden 1972, hvor senator George McGovern tabte med en brag til præsident Richard Nixon.
Sanders er populær på venstrefløjen, men vil ikke kunne appellere bredt til midten i amerikansk politik som eksempelvis rivalerne tidligere vicepræsident Joe Biden eller tidligere borgmester i South Bend Pete Buttigieg, der også kæmper om den demokratiske nominering. Den politiske midte i USA vil stå uden en kandidat at stemme på, og den splittelse er i sig selv i russisk interesse.
Og så er både Trumps og Sanders’ tilgang til valgkampen og håndtering af medier olie på den ild, som russiske trolde og bots kan antænde på de sociale medier. Det så vi i den seneste valgkamp, hvilket er veldokumenteret i den såkaldte Mueller-rapport, som Demokraterne iværksatte mod Trump. Politisk splittelse og en beskidt, konspiratorisk valgkamp vil endvidere øge det russiske politiske systems legitimitet over for USA’s både ude og hjemme – det er i al fald Kremls analyse.
For det andet har Trump og Sanders noget vigtigt til fælles udenrigspolitisk: De ønsker begge at reducere USA’s globale engagement. Både retorisk og politisk ad to forskellige veje, hvor Trump har udfordret og provokeret sine allierede, vil Sanders styrke samarbejdet med alliancepartnere. Men det fælles budskab er lavere globalt amerikansk engagement – både i mandskab og i omkostninger. USA’s delvise retræte på den globale scene – uden på nogen måde at forlade den eller blive globalt irrelevant – er også i Kremls interesse.
Over det seneste årti er det blandt andet Barack Obamas tøven i Syrien og efterfølgeren Trumps abrupte tilbagetrækninger i Irak og Syrien, der har givet Rusland plads til at blive en nøglespiller i Mellemøsten såvel som andre steder på den globale konfliktscene. Og i skabelsen af en ny verdensorden, hvor USA og Kina er dominerende aktører, har Rusland brug for at finde sin niche for at øve indflydelse på den fremtidige struktur og dens spilleregler. Derfor har Rusland brug for politiske scener, hvor man kan agere på stormagtsmanér, og det mener man, at både Trump og Sanders kan levere. Så den ukonventionelle præsident og dennes socialistiske udfordrer er de heste i den amerikanske valgkamp, der giver mening for Rusland. Sanders frabad sig vredt Putins ”støtte”, mens Trump med det samme hoverende i et tweet opfordrede Demokraterne til at få lavet deres egen Mueller-rapport og se, om ”korrupte” Hillary Clinton stod bag.
Trumps tweet siger alt om, hvor ruslandsforpestet den amerikanske præsidentvalgkamp er – denne gang behøver Putin måske ikke engang at røre en finger. Trump og Sanders kan gøre det mudrede arbejde selv.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.