Risikoen for en ny krig i Europa har med den russiske troppeopmarchering ved Ukraines østlige grænse ikke været højere efter årtusindskiftet, end den er nu. Sådan som Rusland har opstillet de geopolitiske domino-brikker, er der sat et komplekst pres på alle betydende europæiske ledere og den amerikanske præsident. I foråret opmarcherede Rusland et lignende kontingent soldater langs den ukrainske grænse. Det førte til, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, fik et bilateralt topmøde med USA’s præsident, Joe Biden, og herefter blev situationen deeskaleret.
Den nuværende situation kan ikke sammenlignes med forårets, hvor opmarcheringen var iklædt militære øvelser, hvilket betyder, at tropperne har en hjemsendelsesdato. Det er ikke tilfældet for de fleste tropper denne gang, og sidst man havde en lignende situation, var i 2008. Dengang var en bataljon fra Pskov-regionen dirigeret til Georgiens grænse, hvor det som bekendt endte med krig. Forskellen er, at den russiske styrkeindsats er mange gange større denne gang. Derfor er bekymringen i Nato-kredse og Pentagon udtalt og velbegrundet.
Rusland ønsker en definitiv tilkendegivelse af, at Ukraine aldrig kan blive optaget i Nato og stop for vestlig militærstøtte til landet. Det første kan Nato ikke give, og det sidste vil Biden ikke gå med til.
Den russiske timing er nøje tilpasset situationen i Washington, Berlin og Paris. Udførelsen af USA’s tilbagetrækning fra Afghanistan svækkede Biden indenrigspolitisk, hvilket gør det naturligt med et pres fra Moskva.
Regeringsforhandlingerne i Berlin, Europas vigtigste hovedstad set fra Moskva, har naturligt i en periode handlingssvækket Tyskland, og samtidig ønsker man i Moskva svar på Merkel-afløseren Olaf Scholz’ linje overfor Rusland, når han er tiltrådt som kansler i næste uge.
Og Paris står overfor et præsidentvalg i foråret 2022. I Moskva er man udmærket tilfreds med præsident Emmanuel Macron, der er relativt fleksibel i forhold til dialog med Rusland. Men falder det franske valg ud til fordel for en højrepopulist, så bliver det europæiske kludetæppe endnu mere spraglet.
En udenrigspolitisk uprøvet kansler, der skal navigere mellem højrenationalister i Frankrig og Polen kunne være opskriften på et sikkerhedspolitisk handlingslammet Europa, hvilket vil være gunstigt set fra Moskva. Og derfor er der stor sandsynlighed for, at Rusland vil fastholde et højt spændingsniveau langs grænsen til Ukraine til langt ind i foråret.
Et langvarigt spændingsniveau lægger pres på andre aktører – i Baltikum og Polen ønsker man flere amerikanske soldater permanent, hvilket lige nu ikke kan lade sig gøre i overensstemmelse med Nato-Ruslands-akten fra 1997, der kun giver mulighed for roterende styrker.
Men størst er naturligvis presset på Ukraine og her kan Rusland med lethed iværksætte situationer, der kan føre til krigshandlinger, hvis Ukraine fremstår som aggressor. Truslen om yderligere økonomiske sanktioner fra USA vejer ikke tungt i Moskva, hvis en markant geopolitisk gevinst er indenfor rækkevidde.
Den næste uges tid vil Moskvas pres ligge på Biden, men herefter vil fokus med al sandsynlighed forrykkes til Berlin med den formalistiske begrundelse, at man må se på problemerne i Normandi-formatet. Det omfatter Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraine og har siden 2014 søgt at bilægge krigen i Østukraine, hvilket har den fordel, at USA så er sat udenfor forhandlingsrummet.
Og så får Tysklands nye kansler, Olaf Scholz, sin udenrigspolitiske ilddåb i direkte konfrontation med Putin og med alle allieredes øjne hvilende på sig. Men en uprøvet kansler er ikke den største risiko i den nuværende situation – dertil ligger den tyske sikkerhedspolitik i tilpas faste rammer. Den største risiko er, hvis Putin har sat et skakspil op, som han i sidste ende ikke kan overskue de mulige udfald af – for så bliver der krig i Europa.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og partner i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.