Der er kurrer på tråden mellem Emmanuel Macron og Olaf Scholz. Den ordrige franske præsident og den fåmælte tyske forbundskansler har aldrig fået skabt det parløb, som plejer at inspirere medierne til fikse sammentrækninger af de fransk-tyske lederes navne.
Der er ingen ”Scholcron” i udsigt, som den tyske tv-station ARD har formuleret det.
Uenigheden kulminerede med aflysningen af et planlagt møde mellem de to landes regeringer i oktober, efter at Frankrig og Tyskland over de seneste måneder har trukket i hver sin retning i snart sagt alle europæiske spørgsmål.
Det gælder energidebatten, hvor Frankrig - men også andre lande - er utilfredse med den tyske regeringsmodstand mod at at lægge låg på gaspriserne og modernisere det europæiske marked for el. Tyskland har i stedet valgt at bruge 200 milliarder euro ( 1500 milliarder kroner) på at støtte sine egne virksomheder.
Og den såkaldte ”Zeitenwende”, det historiske skift i Tysklands sikkerheds- og udenrigspolitik i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i februar, har ikke bragt Tyskland tættere på Emmanuel Macrons vision for et stærkt og selvstændigt Europa med en militær egenkapacitet.
Det skyldes, at Berlin i stigende grad har blikket rettet mod øst snarere end mod den traditionelle fransk-tyske akse, som har været EU’s omdrejningspunkt siden oprettelsen, skriver for eksempel det franske dagblad Le Mondes internationale kommentator, Sylvie Kaufmann.
”Jo længere krigen i Ukraine varer, og jo mere Vesten støtter landet, jo mere europæisk bliver Ukraine også. Og jo mere flyttes Europas tyngdepunkt mod øst og mod nord for at organisere sig omkring Ukraine, Polen, de baltiske lande og Norden.”
Frem for at støtte Frankrigs ønsker om en fælles europæisk militærproduktion af kampfly, helikoptere og kampvogne har Olaf Scholz valgt at bruge en del af sin nye militærfond på 100 milliarder euro på amerikanske F-45 kampfly og trukket 14 europæiske lande med i et Nato-projekt om et missilskjold i stedet for at støtte Frankrigs tanker om europæisk militær.
Omvendt bebrejder Tyskland Emmanuel Macron, at han slæber på fødderne i forhold til en udvidelse af EU mod Balkanlandene.
Tyskland har i højere grad blikket rettet mod øst, mener også Frank Baasner, som er direktør for Det fransk-tyske institut, DFI, i Ludwigsburg nær Stuttgart.
”Angela Merkel var også skeptisk over for Macrons europæiske idéer, men med den nye geopolitiske situation er det blevet endnu mere tydeligt for Berlin, at det er Østeuropa og ikke Frankrig, der tæller,” siger Frank Baasner.
Senest har den tyske forbundskansler slået hovedet på sømmet ved at rejse alene til Kina for at møde præsident Xi Jinping og forsvare den tyske industris interesser i stedet for, som Angela Merkel gjorde, at inddrage Frankrig i dialogen med Kina for at repræsentere en samlet europæisk blok.
Enegangen vækker ikke kun bekymring i Frankrig. Også i Tyskland selv lyder der advarsler mod at slukke for den fransk-tyske motor og glemme alle forsøg på at finde en fælles fransk-tysk udenrigspolitisk linje.
Norberg Lammert, formand i den kristendemokratiske tænketank Konrad-Adenauer-Stiftung og tidligere formand for Forbundsdagen, har i et indlæg i dagbladet Die Welt peget på, at en nyorientering af den tyske udenrigs- og sikkerhedspolitik kun kan lykkes med, ikke uden, Frankrig.
Og i et interview på tv-stationen ARD har lederen af den kristendemokratiske og konservative partisammenslutning EPP i Europa-Parlamentet, Manfred Weber, opfordret Olaf Scholz til hurtigst muligt at få gang i dialogen med Emmanuel Macron igen.
Det er der mange gode grunde til, mener Frank Baasner.
”Siden Brexit er Frankrig det eneste EU-land, der er militært relevant og desuden har et permanent sæde i FN’s Sikkerhedsråd. Og den eneste måde at nå frem til stærke forslag i EU er stadig, at Frankrig og Tyskland bliver enige om et kompromis, som andre lande kan forholde sig til,” siger han.
Jacob Ross forsker i fransk-tyske relationer ved det tyske selskab for udenrigsforskning, DGAP. Han tvivler på, at magtbalancen i Europa reelt har forskubbet sig.
”Men forventningen om, at det vil ske, præger i høj grad reaktionerne i både Paris og Berlin. Og det kan blive et problem for EU, som har brug for at finde løsninger om energikrisen, der driver forbrugerpriserne i vejret. Og hvis et nyt flertal i den amerikanske kongres beslutter at standse hjælpen til Ukraine, har EU også brug for Frankrig og Tyskland til at skabe aftaler for eksempel om øget hjælp til Ukraine,” siger Jacob Ross.