Derfor lukker Rusland endegyldigt døren til Nato

Rusland lukker Natos kontor i Rusland og sit eget Nato-kontor i Bruxelles. Det udstiller Natos mangel på mission, at den bedste fjende opgiver organisationen

Ruslands præsident, Vladimir Putin, gav Nato sin mission, da han underskrev ordren om annekteringen af Krim. Siden da har man i Nato og i vestlige hovedstæder talt om Ruslands tiltagende aggression i en grad, så det er blevet en besværgelse.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, gav Nato sin mission, da han underskrev ordren om annekteringen af Krim. Siden da har man i Nato og i vestlige hovedstæder talt om Ruslands tiltagende aggression i en grad, så det er blevet en besværgelse. Foto: Umit Bektas/Reuters/Ritzau Scanpix.

”Hvis Nato har nogle hastesager, så kan vores ambassadør i Belgien kontaktes.”

Med disse tørre ord lukkede Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, i mandags en epoke, hvor Nato og Rusland efter den kolde krig har gjort mange, men nu endegyldigt forgæves forsøg på at institutionalisere et samarbejde og en gensidig relation.

Den konkrete anledning er, at Nato i begyndelsen af oktober udviste otte russiske diplomater på Ruslands Nato-kontor i Bruxelles med den begrundelse, at man anså dem for at være spioner forklædt som diplomater. Den konventionelle forventning ville herefter være, at Rusland inden for nogle dage ville udvise otte Nato-repræsentanter i Moskva og dermed følge det reciprocitetsprincip, der har været gældende i diplomatiske tvister i årtier mellem Rusland og Vesten. Det russiske skridt blev meget mere dramatisk – og er fuldkommen logisk.

Flere logikker er i spil. Lavrov har for så vidt ret, når han siger, at Rusland og Nato ikke har mere at tale om. Samtalen sluttede endegyldigt, da Rusland i 2014 annekterede den ukrainske Krim-halvø. Fra da af mistede de to parter enhver flig af fælles fortælling og mulighed for at rumme principielle uenigheder og konflikter. Den vestlige fortælling om Krim kan ikke rumme den russiske, og den russiske fortælling om Krim kan ikke rumme sandheden.

Annekteringen af Krim lukkede pluralismen mellem konservative og såkaldt liberale kræfter i den russiske politiske elite. Siden har der kun været plads til konservative og nationale strømninger i udenrigspolitikken over for Vesten, og derfor flyttede de udenrigspolitiske temaer også endegyldigt fra det russiske udenrigsministerium til Kreml. Lukningen af de to kontorer er ikke en tanke, der er født i udenrigsministeriet, hvor man er principiel tilhænger af dialog. Lavrov talte ikke på egne vegne i mandags, men på diktat fra Kreml.

Men lukningen har også en Nato-logik, som vi bør granske i Europa. Kontorlukningerne er ikke årsag til Natos krise, men udstiller den. Ved Nato-topmødet i Chicago i 2012 var der en mærkelig og desorienteret stemning; for hvorfor var man sat i verden? Den kolde krig var vundet, og Rusland var en partner, hvad var Natos mission nu? Det havde ingen på topmødet begavede svar på. I Washington var daværende præsident, Barack Obama, af den opfattelse, at Europa nu kunne tage ansvar for sin egen sikkerhed og bidrage til sikkerhed ude i verden på USA-ledede missioner i kampen mod terror og for demokratiet udbredelse.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, gav Nato sin mission, da han underskrev ordren om annekteringen af Krim. Siden da har man i Nato og i vestlige hovedstæder talt om Ruslands tiltagende aggression i en grad, så det er blevet en besværgelse.

Men hvad er Nato i forhold til Rusland? I Ukraine, der huser Europas største sikkerhedspolitiske udfordringer, Krim og krigen i Østukraine, er Natos rolle yderst begrænset. Krigen i Østukraine håndteres med få resultater i Normandi-formatet mellem Ukraine, Rusland, Tyskland og Frankrig. I styrkelsen af den ukrainske hær er USA den primære partner og donor. Og sanktionerne mod Rusland er et EU-anliggende.

Ruslands ageren i 2014 blev Natos genfødsel som fortælling med Rusland som hovedfjenden – i den rolle var Natos første opgave at gøre sig til Moskvas primære samtalepartner om sikkerhed i Europa. Under Obama begyndte en træg øvelse med at tale byrdefordeling – at de europæiske medlemmer skulle op på to procent af bnp i forsvarsbudgettet. Under efterfølgeren Donald Trump blev diskussionens fokus overhovedet at holde USA inde i alliancen. Og ved præsident Joe Bidens indsættelse i år blev mantraet, at ”USA er tilbage”. Nato har med roterende styrker øget sikkerheden hos de medlemmer, der har grænse til Rusland, men ressourcemæssigt er den indsats yderst begrænset.

Nato har udråbt Rusland som fjenden, men fejlet i at gøre sig til Moskvas primære samtalepartner. Moskva vil hellere tale med Washington, Berlin, Paris og London. Da Anders Fogh Rasmussen var Nato-generalsekretær, talte han med Putin. Den nuværende generalsekretær, Jens Stoltenberg, kan fra nu af tale med Ruslands ambassadør i Belgien. Putin har ikke længere tid.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.