Derfor tror Tyskland stadig på rundbordspædagogik

Forbundsrepublikken bryder sig ikke om at gribe ind i konflikter. Det er bedre med endeløse diskussioner. Vil det ændre sig efter valget?

"Tyskland er et demokrati, og dets politikere udtrykker befolkningens holdninger. Man ønsker ikke at stikke næsen for langt frem. Retfærdighedsvis skal det siges, at omverdenen heller ikke gør det lettere."
"Tyskland er et demokrati, og dets politikere udtrykker befolkningens holdninger. Man ønsker ikke at stikke næsen for langt frem. Retfærdighedsvis skal det siges, at omverdenen heller ikke gør det lettere.". Foto: Joachim Herrmann/Reuters/Ritzau Scanpix.

I en urolig verden har der været to ting, der var lige så forudsigelige, som at solen står op hver morgen.

Den ene var, at enhver ny, dansk udenrigsminister er taget på tiltrædelsesbesøg i Berlin i en fart; her har han – eller hun – erklæret, hvor vigtig Tyskland er for Danmark, og at der skal gøres noget for at gøre kongerigets befolkning opmærksomme herpå.

Den anden var, at Tyskland i snart en snes år har bedyret, at det er på tide at markere sig helt anderledes håndfast i forsvars- og sikkerhedspolitikken. Tyske ministre, endog forbundspræsidenter, har meddelt, at man må holde op med at gå i skjul, hver gang der er et internationalt problem.

Fælles for dem er, at hensigterne ikke har ført til alverden. Danske udenrigsministre har – med undtagelse af Villy Søvndal – ikke været i stand til at tale tysk, i modsætning til flere af deres nordiske kolleger. Politisk synes det, som om Danmark lægger sig i selen for at gøre det modsatte af Tyskland – omkring flygtninge, grænsekontrol, vacciner og energi, eksempelvis. I skolerne er tysk igen obligatorisk, men ikke mere, end at eleverne kan vælge fransk i stedet, hvor det er muligt. Danske mediefolk kan i det store hele ikke sproget, så hvis de endelig læser noget om Forbundsrepublikken, er det ofte på engelsk. Taget i betragtning at de fleste britiske aviser har en negativ forestilling om landet, er det måske ikke den heldigste måde at erhverve sig kundskaber.

Nu er Danmark ikke den største magt i Europa, men det er Tyskland, og derfor er det mere alvorligt for kontinentet og kloden, hvad der foregår her, når det gælder globale anliggender. For at sige det kort: Ikke det store. I hvert fald ikke dér, hvor det kan gøre ondt. Tyskland lurepasser stadig, når det gælder om at skrue bissen på. Det er grunden til, at man fortsat søger at være venlig over for Rusland og Kina, Polen og Ungarn og lande midt imellem. Det er derfor, man i reglen kommer sidst om bord, når noget bliver rigtigt alvorlig. Og når det ikke kan undgås, beder man om beskyttede forhold. Det var derfor, tyske tropper i Afghanistan holdt til i det relativt fredelige Mazar-e Sharif i den nordlige del af landet, mens britiske og danske tropper var i den urolige Helmand-provins mod syd.

”Tyskere kæmper stadig med at se internationale anliggender som ærlige sammenstød mellem nationale interesser, ikke simple misforståelser, der kan løses gennem endeløse diskussioner,” skrev sikkerhedseksperten Bastian Giegerich for nylig i Financial Times.

Den tilstand har, som så meget andet i Tyskland, historiske rødder. Efter to verdenskrige og holocaust – mordet på seks millioner jøder – har man efter 1945 gjort alt for at være den venlige stemme i Europa, bevidst om egne forbrydelser i fortiden og med en skræk for at forløbe sig. Man har betalt sig fra de fleste forpligtelser, og tyske udenrigsministre – ikke mindst den nuværende – kommenterer i reglen enhver international krise med, at de er bekymrede.

Der er en del, som mener, at det ikke kan fortsætte efter forbundsdagsvalget. Storbritannien var tidligere en stærk, sikkerhedspolitisk stemme i EU. I dag styrer man mod ubetydelighed, også i forhold til Amerika. Frankrig har mange ideer, men problemer på hjemmefronten. Polen har meldt sig ud af værdifællesskabet. Der er Spanien, men det er ikke nok. Tyskland er den eneste virkelig vigtige stemme. Forudsat at den kan høres.

Tyskere tror stadig på rundbordspædagogik, også med folk som Vladimir Putin og Aleksandr Lukasjenko, lederne fra henholdsvis Moskva og Minsk. Økonomiske interesser får dem til at vige tilbage fra at gå forrest i sanktioner mod Beijing.

Måske bliver det bedre efter valget, men næppe med ét slag. Tyskland er et demokrati, og dets politikere udtrykker befolkningens holdninger. Man ønsker ikke at stikke næsen for langt frem. Retfærdighedsvis skal det siges, at omverdenen heller ikke gør det lettere. Hvis Tyskland ikke tager lederskab, får det ballade. Hvis det tager lederskab, er det også galt, og visse begynder at tale om, at det ikke skal komme for godt i gang. Lidt ligesom med USA, i øvrigt.

Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver om internationale forhold med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.