Efter fire-fem relativt rolige år er italiensk politik igen blevet den uforudsigelige og tumultariske scene, hvor alt kan ske. Hvem der kommer til at lede landet, er lige nu helt uvist, men resultatet er klart nok. Italienerne har afvist de konventionelle partier og bedt om en revolution.
Femstjernebevægelsen blev det største parti. Som stifteren, komikeren Beppe Grillo, plejede at gøre, så har vælgerne sagt ”op i en vis legemsdel” til den politik, der er blevet ført i overensstemmelse med Bruxelles, men ude af trit med en stadigt mere utilfreds, frustreret og også vred befolkning. Italienerne har sparket fra sig, trætte af det hele, og sat gang i noget, der kan blive et langvarigt politisk cirkus vel vidende, at de øverst i systemet har en præsident for republikken, Sergio Mattarella, som garant for, at forestillingen aldrig kan gå helt amok.
De mange migranter, der er kommet de senere år, spiller en hovedrolle, men det har været lige så vigtigt, at nationaløkonomien efter års krise kun er i svag bedring. Rigtig mange trængte familier har ikke kunnet se en forskel.
Der er stadig pensionister, som lever på sultegrænsen. Der bliver født stadigt færre børn, fordi de unge ikke har råd eller tør sætte dem i verden. Almindelige familier kan ikke længere få budgettet til at hænge sammen, fordi basale ting som el og gas er blevet så dyrt, og værst af alt, så er arbejdsløsheden stadig høj, især for de unge.
Der er snart ikke en familie i landet, som ikke har en eller flere unge, som stadig bor hjemme hos mor og far eller er afhængige af dem, selvom de er langt oppe i 30’erne. De kan ikke finde et job eller får så lidt for det løsarbejde, de laver, at de ikke har udsigt til at kunne klare sig selv.
Upopulære arbejdsmarkeds- og pensionsreformer kunne måske være gledet ned, hvis det havde givet en følelse af større økonomisk tryghed, men der er tværtimod kommet en usikkerhed og frygt for fremtiden, som regeringspartiet PD ikke har kunnet dæmpe. Officielt er landet ude af den økonomiske krise, fordi der igen er en lille vækst, men det går for langsomt og er for lidt til at have vist sig i det daglige liv.
Derfor har femstjernerne og Matteo Salvini, lederen af ultrahøjrefløjspartiet Lega, kunnet slå igennem med populistiske budskaber som ”minimumsløn til alle” og ”italienerne først”. Alle ved, at statens udgift til asylansøgere er 35 euro, cirka 260 kroner, i døgnet pr. person. De omkring 8000 kroner om måneden er der mange italienere, der ikke selv har, og samtidig kan de se asylansøgere hænge rundt om i byens parker uden at lave noget eller migranter, der måske ikke har lovlig opholdstilladelse, sælge billige kopivarer på gaden uden at betale hverken den skat eller de afgifter, der får så mange af de små forretninger til at lukke.
På en rejse rundt i landet op til valget var politikerleden og en generel mistro til de ”gamle” partier og politikere til at få øje på. En mand i 50’erne i Torino forklarede, at han gerne ville åbne en lille forretning:
”Jeg har lokalet, men det vil koste mig mere på grund af skatter og afgifter, end jeg kan få ind, så jeg gør det ikke.”
Han stemte på Femstjernebevægelsen, fordi den har lovet at gøre det nemmere at åbne små virksomheder.
En ung arbejdsløs mand, som delte pamfletter ud for Salvini i Milano, erklærede, at ”ingen af de andre er til at stole på. De vil ikke gøre noget for os. Det er kun Salvini, der vil sende migranterne ud af landet og sørge for, at jeg kan få et job”.
Der er en udbredt opfattelse blandt unge om, at man ikke kan komme nogen vegne ved egen hjælp. Nepotisme og et deprimerende bureaukrati er fremherskende og har fået mange unge velbegavede mennesker til at forlade landet. Eller stemme på protestpartierne.
Matteo Salvini bliver som Luigi di Maio, Femstjernebevægelsens kandidat til premierministerposten, set som noget andet end den klasse af politikere, der hidtil har siddet på magten. Det gjorde socialdemokraten Matteo Renzi fra PD også, da han stormede ind i regeringskontoret i 2014 med budskabet om, at alt det gamle i italiensk politik skulle skrottes.
Hans regering havde stor opbakning til en start, men den meget talende Renzi fik efterhånden ry for at være lidt for selvfed, og efter et samarbejde med Silvio Berlusconi og nogle bankskandaler mistede mange troen på ham og vendte sig mod femstjernerne i stedet. PD tabte så mange stemmer i søndags, at Italiens venstrefløj nu må siges at være døende. Renzi måtte i aftes erkende nederlaget og trak sig fra sin post som partiformand, samtidig med at han for første gang er valgt ind i parlamentet.
Det gik ikke Silvio Berlusconi og hans Forza Italia meget bedre, og selvom den 81-årige skattefuskdømte mediemogul stadig kan komme til at spille en rolle under de kommende regeringsforhandlinger, så kan denne valgkamp have været hans politiske svanesang. Han tabte stemmer til Salvini, og Lega er nu det største borgerlige parti efter at have smidt Nord ud af navnet og skubbet kravet om uafhængighed til side for en mere national indvandrerkritisk politik.
Mens Salvini sejrede i nord, tog Femstjernebevægelsen Syditalien. Begge partier er stærkt skeptiske overfor EU og euroen, selv om de har nedtonet det meget under valgkampen og for eksempel ikke som før har krævet en folkeafstemning om euroen. Begge partier mener, at Bruxelles bestemmer for meget i forhold til landets finanspolitik. De vil have mere at sige og gøre med. Som Salvini forleden sagde i Milano til Kristeligt Dagblad, så ”er det slut med, at Italien kommer med hatten i hånden til Bruxelles”.