Finansmarkedernes febrilske ageren forud for den britiske folkeafstemning om EU i morgen viser, at resultatets betydning for de økonomiske og politiske forhold verden over er langt større, end Storbritanniens andel på cirka 2,4 procent af verdens bruttoprodukt lader formode. Det er der tre grunde til.
For det første er folkeafstemningen om at forlade EU eller forblive i unionen en del af et globalt fænomen med populistiske oprør mod de etablerede politiske partier. Oprørerne er mestendels ældre, fattigere eller mindre uddannede vælgere, og de er vrede nok til at rive de eksisterende institutioner ned og trodse de etablerede politikere og økonomiske eksperter. Faktisk er den demografiske profil på de vælgere, som hælder til at ville ud af EU, påfaldende lig den hos Donald Trumps amerikanske støtter og Front Nationals franske tilhængere.
Skal man tro britiske meningsmålinger, vil langt de fleste ud af EU, nemlig 65 procent mod 35 procent, blandt de vælgere, der ingen studentereksamen har, er over 60 år eller hører til arbejderklassen. Blandt universitetsuddannede, vælgere under 40 år og mennesker med liberale erhverv er tallene omvendte, idet mindst 60 procent ønsker at blive i EU og kun 40 procent er for en brexit.
I såvel Storbritannien som USA og Tyskland er de populistiske oprør ikke alene drevet af de samme klagemål og samme nationalistiske følelser, men foregår også under ensartede økonomiske forhold. Alle tre lande har på ny næsten fuld beskæftigelse og blot omkring fem procents arbejdsløshed. Men mange af de nye arbejdspladser betaler en ringe løn, og indvandrerne har overtaget bankfolkenes rolle som syndebukke for alt, hvad der er galt i samfundet.
Omfanget af mistillid til erhvervslederne, mainstream-politikerne og de økonomiske eksperter fremgår tydeligt af det faktum, at vælgerne simpelthen ignorerer advarsler imod at sætte den gradvise genopbygning af velstanden på spil ved at gøre kål på status quo. I Storbritannien tror kun 37 procent af vælgerne efter tre måneders debat om en britisk exit fra EU, at landet vil blive værre stillet økonomisk af det – mod 38 procent for et år siden.
Alle de digre rapporter fra Den Internationale Valutafond, OECD, Verdensbanken, den britiske regering og Bank of England advarer således forgæves om de betragtelige tab, en britisk exit ville medføre. I stedet for at imødegå eksperternes advarsler med detaljerede analyser har Boris Johnson, som fører an i kampagnen for at komme ud af EU, givet igen med en retorik, der ikke lader Donald Trumps bralrende antipolitik noget efter: ”Hvem er dog bange for at komme ud af EU? Tro mig, det skal nok gå.” Med andre ord tog de såkaldte eksperter fejl før og tager fejl igen nu.
Den form for frontalangreb på de politiske eliter har vist sig overraskende virkningsfuld i Storbritannien at dømme ud fra de seneste meningsmålinger om holdningen til EU. Men det er først, når stemmerne er talt op, at vi ved, om folk vitterligt har stemt ud fra de holdninger, de har fremsat over for udspørgerne.
Og dette er den anden grund til , at resultatet af den britiske folkeafstemning om EU-medlemskab kommer til at give genlyd over hele verden: Den bliver den første store prøve på, om det er eksperterne og markederne, eller om det er opinionsundersøgelserne, som er kommet nærmest sandheden om styrken i det populistiske oprør.
Indtil videre formoder toppolitikere og finansmarkeder på begge sider af Atlanterhavet – måske med en vis arrogance – at vrede vælgeres udsagn forud for afstemningen ikke er udtryk for, hvordan de reelt vil stemme. Analytikere og investorer har konsekvent tildelt lave odds til oprøret. Sidst i maj satte markederne og computermodeller mulighederne for en sejr til Donald Trump og for en britisk exit til helt nede omkring 25 procent til trods for, at opionionsundersøgelserne satte begge dele til hele 50 procent.
Hvis briterne stemmer nej til EU i morgen, vil de lave odds tildelt de populistiske oprør i Amerika og Europa af eksperter og finansmarkeder øjeblikkeligt se suspekte ud. Samtidig vil opinionsundersøgelserne vinde troværdighed ved at være kommet sandheden nærmere. Ikke fordi de amerikanske vælgere vil lade sig påvirke af Storbritannien; naturligvis vil de ikke det.
Men i tillæg til de mange økonomiske, demografiske og sociale ligheder står meningsmålingsinstitutterne i USA og Storbritannien over for meget ens udfordringer og uvisheder takket være sammenbruddet af den traditionelle politiske troskab og de dominerende topartisystemer.
Statistisk teori gør det ligefrem muligt at sætte mål på, hvordan forventningerne til det amerikanske præsidentvalg bør justeres i tilfælde af et flertal for en britisk exit fra EU. Lad os gøre det enkelt og forestille os, at vi sætter lige megen lid til de opinionsundersøgelser, som viser 50 procents støtte til både Brexit og Trump, og til de ekspertvurderinger, som siger, at de kun har 25 procents chance.
Lad os så forestille os, at briterne stemmer nej til EU. Den statistiske formel kaldet Bayes’ læresætning viser, at tilliden til opinionsundersøgelserne så vil øges fra 50 procent til 67 procent, mens eksperternes troværdighed vil falde fra 50 procent til 33 procent.
Og det fører os til den tredje og mest bekymrende følge af den britiske afstemning. Hvis så stabilt og politisk flegmatisk et land som Storbritannien vil ud af EU, vil det ryste finansmarkederne og erhvervslivet over hele verden og få dem ud af deres magelige afvisning af de populistiske oprør i resten af Europa og USA.
Disse forhøjede markedsbekymringer vil på sin side ændre de økonomiske realiteter. Ligesom i 2008 vil finansmarkederne forstærke den økonomiske nervøsitet og afføde yderligere vrede imod systemet og føre til stadig højere forventninger om politisk oprør.
Risikoen for en sådan afsmitning betyder, at et antieuropæisk valgresultat kan udløse endnu en global krise. Denne gang kan arbejderne, der mister deres arbejde, pensionisterne, som mister deres pension, og husejerne, som sidder fast i teknisk insolvens, imidlertid ikke give ”bankfolkene” skylden. Dem, der stemmer for disse populistiske oprør, vil have sig selv at give skylden, når deres revolutioner giver bagslag.