Prøv avisen
Globat set

Derfor vil kastesystemet ikke forsvinde i Indien

En ny undersøgelse viser, at 27 procent af inderne fortsat praktiserer begrebet om urørlige kaster. Arkivfoto. Foto: Mikkel Østergaard

Indien er et land med mange identiteter, og en af de afgørende er uundgåeligt kaste, skriver Shashi Tharoor, formand for udenrigsudvalget i det indiske parlament. Han har tidligere været delstatsminister for udenrigsanliggender

NYHEDEN OM, at en nylig undersøgelse viser, at 27 procent af inderne fortsat praktiserer begrebet om urørlige kaster, er på mange måder slet ingen nyhed. De fleste indere er vokset op i et In-dien, hvor vi har set denne type adfærd.

Undersøgelsen byder dog også på overraskelser. Den viser, at næsten hver tredje hindu (30 procent) står ved denne praksis. De nægter således dalitterne, de tidligere såkaldte urørlige, adgang til deres køkkener og redskaber. Absurd nok viste undersøgelsen tillige, at denne praksis også var udbredt blandt sikher (23 procent), muslimer (18 procent) og kristne (5 procent) - trosretninger, som ellers bryster sig af at værne om lighed og troens broderskab.

Amit Thorat, en af undersøgelsens hovedforskere ved The National Council of Applied Economic Research (det nationale råd for anvendt økonomisk forskning), citeres af avisen Indian Express for følgende:

”Resultaterne tyder på, at den religiøse omvendelse ikke har medført en forandret tankegang. Kasteidentitet hænger ved og er svær at slippe af med i sociale sammenhænge.”

Undersøgelsens resultater bekræfter vedholdenheden af denne skændige praksis med kastediskrimination i alle Indiens religiøse trossamfund. De kom frem umiddelbart efter ramaskriget over, at den fremtrædende journalist Rajdeep Sardesai tweetede sin glæde over, at to medlemmer af hans kaste, goud saraswat-brahmanerne, var kommet i regering i den seneste rokade.

Folk af Sardesais slags plejer at afsværge sig kaste-loyaliteter som uværdige levn fra en mere ulige fortid forud for uafhængigheden. Som intellektuelle arvinger til en frihedsbevægelse, som udtrykkeligt afviste kastebegrebet og forbød kastebaseret diskrimination, forventes vi ikke at indrømme nogen fornemmelse for kaster, selv hvis den lurer et sted under overfladen.

Jeg er mig min egen tendens i den modsatte retning bevidst. Som søn af en keralitisk avismand, som fraskrev sig sit kastenavn (Nair) under sin uddannelse, sådan som Mahatma Gandhi tilskyndede til, flyttede til London og siden opfostrede sine børn i den vestligt orienterede by Mumbai (Bombay), er jeg produktet af en nationalistisk generation, som blev bevidst opdraget til at være uvidende om kaster.

Jeg husker stadig, da jeg selv opdagede kastebegrebet. Jeg var 10 år og med i en tværgående teaterbegivenhed, hvor en elev fra klassen to år over os - ”Chintu” (Rishi) Kapoor, den yngste søn af matinéidol og producer Raj Kapoor og senere selv succesrig første-elsker på lærredet - deltog. Jeg havde allerede optrådt, idet jeg havde fremsagt et humoristisk digt, og unge Kapoor må have været enten nysgerrig eller foruroliget, for han opsøgte mig næste formiddag på skolen.

”Tharoor, hvilken kaste er du?”, spurgte han mig øverst oppe på trapperne i nærheden af toilettet.

Jeg blinkede nervøst og så på den mægtige mand.

”Det “ det ved jeg ikke,” stammede jeg.

Min far, der aldrig nævnte nogens religion og da slet ikke deres kaste, havde ikke bekymret sig om at oplyse mig om slige sager.

”Ved du det ikke,” insisterede skuespillerens søn forbløffet:

”Hvad mener du med, at du ikke ved det? Alle ved da, hvilken kaste de tilhører.”

Det måtte jeg med skam melde, at det gjorde jeg ikke.

”Så du mener, du er ikke brahman eller noget?”

Jeg kunne ikke engang afsværge nogen kaster som en mulighed. Chintu Kapoor talte aldrig til mig siden i skolen. Men jeg gik hjem den aften og trak en forklaring ud af mine forældre, hvis sammensatte frisind havde ladet mig leve i uvidenhed. De fortalte mig på en enkel måde om nair-kasten (en højtstående kaste, red.), og således lærte jeg fra Rishi Kapoor, fremtidens filmhelt, min første lektie om min slægts fortid.

Så jeg voksede op i den tro, at kaste var irrelevant. Jeg giftede mig uden for min kaste og opdragede mine børn til at være aldeles ligeglade i forhold til kaste og stort set uvidende om begrebet. Selv efter at jeg gik ind i indisk politik, som er noget af en trykkoger, søgte jeg aldrig bevidst at afklare kastetilhørsforholdet hos dem, jeg mødte eller arbejdede sammen med. Jeg hyrede en kok uden at spørge til hans kaste, ligesom jeg gjorde det med resten af mit tyende, og jeg har modtaget alskens folk i mit hjem uden tanke for deres kaste.

Indien er et land med mange identiteter, og en af de afgørende er uundgåeligt kaste. For nogle er kasten et instrument til politisk mobilisering. Som flertallet af medlemmer af den ”tilbagestående” kaste yadav i nordindisk politik har vist det igen og igen, stemmer mange indere på folk fra deres egen kaste. Engelsktalende indere i byerne håner måske nok en sådan adfærd, men accepterer den alligevel som en del af Indiens politiske virkelighed.

Ingen af os ville jo have nogen indvendinger, hvis en dalit-leder råbte sin kastestolthed ud eller opfordrede til solidaritet mellem dalitter. Det ville være det indiske svar på Amerikas slagord om, at ”black is beautiful”, og på kampagner for black pride.

Ramaskriget over Sardesai skyldes selvfølgelig, at journalisten ikke er medlem af en undertrykt folkegruppe, som fejrer, hvad den har opnået. Han hører til helt oppe i toppen: Han er ikke bare brahman, men ligefrem goud saraswat-brahman og dermed medlem af en forsvindende lille elite. Og han er henrevet over, at medlemmer af denne privilegerede stamme har opnået endnu mere magt og ære.

Sardesai baserer ikke sine venskaber, sine ansatte og sine politiske valg på kaste, og således hyldede han ugenert de andre to topbrahminere på samme måde, som han kunne have hyldet to medlemmer af sit eget crickethold, journalistiske broderskab eller selskabsklub. Goud saraswat-brahman-kasten er blot én blandt flere identitetstyper, som han er fælles med andre om.

Det er i alt fald, hvad jeg vælger at tro. Jeg har ikke selv spurgt ham. Men det behøver jeg heller ikke. Kastetankegangen vil ikke forsvinde ud af det indiske landskab. Alt for mange politiske og administrative fordele (og ulemper) udløses af ens kastetilhørsforhold, til at det kan ske.

For mange indere betyder det, som undersøgelsen viser endnu en gang, en hel masse kun at gifte sig med, spise til aften med og modtage folk fra tilsvarende kaster i deres hjem. For sådan nogle som Sardesai, som har giftet sig uden for sin kaste, afskyr kastefordomme og trives i et broget socialt miljø, betyder kaste ikke helt så meget. At bebrejde ham kastetankegangen svarer til at sige det samme om Indiens første premierminister, den sekulære ateist Jawaharlal Nehru, fordi han tillod at folk kaldte ham ”pandit” (mester).

Med andre ord vil kasteopdelingen altid findes, men som denne episode afslører uden at ville det, er den ikke så vigtig som tidligere. Hvis kaste i stigende grad bliver blot en af flere udskiftelige og foranderlige former for identitet, et broderskab blandt mange, som en inder kan hævde at tilhøre - så vil kaste ophøre med at være helt så vigtig.

Flertallet af indere er ikke nået så langt endnu, og det er derfor, den fornærmelige tweet fra Sardesai udløste et sådant ramaskrig. Men hvis vi ikke kan lade være med at være os kaste bevidst, så lad os da være bevidste om det ligesom ham på niveau med et traditionelt skoleslips - ikke mere og ikke mindre. Det vil tage brodden af det.

Og så vil flere mennesker give dalitter adgang til deres køkkener, næste gang en undersøgelse bliver foretaget om nogle få år.