Prøv avisen
Kiosken

Designerbabyer er udtryk for racehygiejnens genkomst

Der er noget betryggende ved at lade den såkaldte eugenik – eller racehygiejne – være knyttet udelukkende til nazismen. Denne var da også komplet forhekset af den, men faktisk har den sine historiske rødder i England. Modelfoto. Foto: millaf - Fotolia

Den forkætrede eugenik er atter iblandt os med sine visioner 
om forbedring af menneskene

Der er noget betryggende ved at lade den såkaldte eugenik – eller racehygiejne – være knyttet udelukkende til nazismen. Denne var da også komplet forhekset af den, men faktisk har den sine historiske rødder i England.

De beskrives i det britiske magasin The Spectator af Fraser Nelson, en af bladets redaktører. Med bekymring mener han at kunne konstatere, at landets myndigheder er præget af denne tradition, for de afstikker meget liberale rammer for genetikkens moderne eksperimenter.

Eugenikken ønsker at hæve kvaliteten af menneskemassen ved at sikre mere afkom fra de talentfulde og mindre fra de talentløse og svage. Før man fik genetikkens avancerede værktøj i hænde, måtte eugenikken gå mere primitivt til værks – ikke anderledes end inden for husdyravl, hvor man alle dage har undladt avling på de ringe eksemplarer og koncentreret sig om de fremragende.

Med sit forfærdelige folkemord drev nazismen eugenikken ud i det ekstreme ved direkte at udrydde millioner af såkaldt ”mindreværdige”. Men mindre blodige, forebyggende varianter findes; i England forsøgte man sig for 100 år siden med bestikkelse af familier, man gerne så avle flittigt, og sterilisering af de individer, man mente burde forhindres i at sprede deres gener.

Selve ordet ”eugenik” lanceredes i 1838 af engelske Francis Galton. Han var Charles Darwins fætter og dybt fascineret af darwinismen. Galton iagttog med bekymring en begyndende højnelse af levestandarden i England, som ville betyde, at individer, der tidligere var gået til bunds, fik overskud til at stifte familie. Han fremskaffede statistiske data og skabte sin teori om, at denne børneavl var skadelig for nationen.

Eugenikken blev i toneangivende kredse ikke modtaget som en teori, men som opdagelsen af en sandhed. Anerkendelsen var udbredt, fremgår det af Frasers gennemgang af eugenikkens historie i England, hvor man i 1908 overvejede medlidenhedsdrab på åndssvage. Herhjemme var socialminister K.K. Steincke (S) (1880-1963) en flittig fortaler for eugenikken.

Fraser Nelson bemærker om stemningen: ”Eugenikken kom til at stå for modernitet: at tro på den var at erklære sig som troende på videnskab og rationalisme, at være befriet fra religiøse nykker.”

Filosoffen Bertrand Russell skrev i 1924 håbefuldt: ”Vi har måske lov at antage, at hvis mennesker bliver mindre overtroiske, kan staten få ret til at sterilisere dem, som ikke anses for ønskværdige som forældre.”

Det britiske parlament afviste ganske vist i 1931 et lovforslag om tvangssterilisering, men Sverige og USA gennemførte hver især omkring 60.000 tvangssteriliseringer, Nazityskland 400.000.

Afsløringerne af nazisternes racehygiejniske blodrus satte naturligvis eugenikkens sag langt tilbage. Men nu er den atter iblandt os, påpeger Fraser. Og den har fået nye instrumenter:

”I dag fremskaffer forbløffende videnskabelige fremskridt muligheder, som tidlige eugenikere kun kunne drømme om.”

Ikke blot kan man scanne embryoner for arvelige sygdomme; snart vil forældre kunne tilbydes mulighed for manipulation af deres afkoms egenskaber. Man kan så få en designerbaby med ekstraordinær skønhed, intelligens eller musikalitet.

Fraser citerer Hank Greely, professor i jura og bioteknologi ved Stanford Universitetet, der skønner, at de næste par generationer bliver de sidste, som vil acceptere at lade tilfældet råde ved børneavl. Samtidig vil man sikkert begynde at stemple de forældre, der intet vil foretage sig, som direkte uansvarlige.

Greely, der om kort tid udgiver bogen ”The End of Sex”, undgår forsigtigt begrebet eugenik. Det gør stort set alle, men det er, hvad det drejer sig om, mener Fraser. Han nævner chefredaktøren for tidsskriftet Journal of Medical Ethics, der anbefaler screening for personlighedsbrist som potentiel alkoholisme eller voldelighed og erklærer det som en ”moralsk forpligtelse for folk at få etisk bedre børn”.

Selvom der her kun tænkes på screening af en række af moderens æg og derpå udvælgelse af det rette, så er visionerne alligevel ængstende. For fire måneder siden opfordrede 150 forskere, samlet til kongres i Washington D.C., da også til et stop for alle typer genetisk udvælgelse. Sådanne vil, argumenterer de, ”åbne døren for en æra af hightech forbruger-eugenik”, hvor de velhavende vil skabe det nye menneske.

Deres bekymring deles imidlertid ikke af de britiske myndigheder, som giver meget frie hænder til eksperimenter med den lovende, nye CRISPR-teknik, der kan ændre menneskelige embryoners genmateriale.

Fraser citerer Robert Pollack, professor ved Columbia Universitetet: ”Forestil jer, at om mange år vil der være to slags mennesker: dem, som bærer deres forfædres rodede arvemasse, og dem, hvis forældre havde råd til at rense ud i deres celler før en in vitro-befrugtning.”