Desmond Tutu: Tilgiv dem, der gør dig ondt

Den åbenmundede Nobelprisvinder og hans datter har skrevet en bog om tilgivelse, og de formidler et alvorligt budskab med latterbrøl. Nemlig, at det er til vores alles bedste at tilgive selv de værste forbrydelser

THE TUTU'S & FORGIVENESS - Nobel Peace Prize Winner Desmond Tutu and his daughter Reverend Mpho Tutu on the balcony of The Desmond and Leah Tutu Legacy Foundation at the Cape Town Waterfront. The father daughter duo have written a book 'The Book of Forgiving: The Four-Fold Path for Healing Ourselves and Our World' released this month. Anglican priest DESMOND MPILO TUTU won the Nobel Peace Prize in 1984. In 1986 he was elected Archbishop of Cape Town, the highest position in the Anglican Church in South Africa. In 1995, after the end of apartheid and the election of Nelson Mandela, Tutu was appointed as chair of South Africa's Truth and Reconciliation Commission, to investigate apartheid-era crimes. His policy of forgiveness and reconciliation has become an international example of conflict resolution, and a trusted method of post-conflict reconstruction. He is currently the chair of The Elders where he gives vocal defense of human rights and campaigns for the oppressed. The Reverend MPHO TUTU has run ministries for children in Worcester, Massachusetts; for rape survivors in Grahamstown, South Africa; and for refugees from South Africa and Namibia at the Phelps Stokes Fund in New York City.Photo: Dwayne Senior / Sunday Times12 March 2013
THE TUTU'S & FORGIVENESS - Nobel Peace Prize Winner Desmond Tutu and his daughter Reverend Mpho Tutu on the balcony of The Desmond and Leah Tutu Legacy Foundation at the Cape Town Waterfront. The father daughter duo have written a book 'The Book of Forgiving: The Four-Fold Path for Healing Ourselves and Our World' released this month. Anglican priest DESMOND MPILO TUTU won the Nobel Peace Prize in 1984. In 1986 he was elected Archbishop of Cape Town, the highest position in the Anglican Church in South Africa. In 1995, after the end of apartheid and the election of Nelson Mandela, Tutu was appointed as chair of South Africa's Truth and Reconciliation Commission, to investigate apartheid-era crimes. His policy of forgiveness and reconciliation has become an international example of conflict resolution, and a trusted method of post-conflict reconstruction. He is currently the chair of The Elders where he gives vocal defense of human rights and campaigns for the oppressed. The Reverend MPHO TUTU has run ministries for children in Worcester, Massachusetts; for rape survivors in Grahamstown, South Africa; and for refugees from South Africa and Namibia at the Phelps Stokes Fund in New York City.Photo: Dwayne Senior / Sunday Times12 March 2013. Foto: Dwayne Senior/The Sunday Times.

Hvis man trænger til at høre latter i alle dens aspekter, behøver man bare at tilbringe en time i selskab med ærkebiskop Desmond Tutu. Under et interview forleden i Cape Town med ham og hans datter, Mpho, også hun er præst, oplevede jeg Sydafrikas fredsprisvinder klukle, fnise, udstøde lattergrynt og en enkelt gang eller to skrige af grin over menneskenes vidunderlige generøsitet og selvdestruktive idioti.

Emnet var nu ellers alvorligt nok og lå hans og hans datters kristne hjerter nær. Alvorligt nok til, at de har skrevet om bog om det, Tilgivelsens bog, som en slags selvhjælpsmanual affødt af deres fælles erfaringer og fyldt til randen med hårrejsende beretninger og opløftende anekdoter. Bogen forsøger at puffe den enkelte og hele arten hen imod en praktisk forståelse af, at tilgivelse heler, mens hævn flår mennesker og samfund fra hinanden.

Vi talte om svigtede ægtefæller, monstrøse mordere, atombomber, apartheid, Nelson Mandela, Oscar Pistorius og måden, hvorpå vi udøver retfærdighed, som de mener kræver en seriøs revurdering. Det underliggende princip i hver en tanke, de fremsatte, var med den 82-årige, pensionerede ærkebiskops ord, at der er intet, som ikke kan tilgives, og ingen, som ikke fortjener tilgivelse.

Emnet til trods var vort møde skønt tænksomt og til tider endog filosofisk lattermildt og kun sjældent alvorstungt. Sådan har det altid været med Tutu. Læg dertil tilstedeværelsen af hans datter, som tydeligvis er helt pjattet med sin far og viser det ved konstant at række ud efter hans hånd, mens de taler. Hertil kom den skønne placering af ærkebiskoppens fredsstiftelse med udsigt over Cape Towns havn ved Atlanterhavet, og tilsammen var mødet med de to både lærerigt, underholdende og varmt.

Jeg fremsatte standpunktet, at det tilgivelsens og forsoningens eksempel, som Tutus sorte medborgere i Sydafrika havde været for verden efter igennem generationer at have udholdt uværdige forhold og uhyrligheder fra det hvide mindretals side , var svært for andre samfund at efterleve. Tutu erkendte dette dilemma og fortalte, at dette standpunkt ofte nok var blevet fremsat, når han i udlandet holdt tale om et af sine yndlingsemner: det afrikanske fænomen ubuntu, som er en ånd af gensidig forbundethed og en vidtrækkende evne til empati.

Så startede en dialog.

Desmond: Ubuntu er ikke bare en tanketing. Den måde vi ser et menneske som menneske igennem andre mennesker har grebet os mere, end vi selv er os bevidst. Det er tanken om, at hvis man forsøger at nedgøre andre, nedgør man sig selv.

Mpho: Jeg er ikke sikker på, om jeg er enig med dig eller uenig. Jeg ved ikke rigtigt

Desmond (klukker): Sig det bare, skat. Jeg gør dig ikke arveløs.

Mpho: Åh, det var da godt. (Lattergrynt) Får jeg så porschen? (Begge knækker sammen af grin.) Problemet med din opfattelse er, at du siger, at vi er noget særligt i Sydafrika, og at folk andre steder i verden

Desmond (afbryder): Det har jeg aldrig sagt (indigneret gisp, fulgt af perlende latter).

Mpho: ... at folk andre steder ikke har denne medfødte forståelse af ubuntu. Men måske er det mere centralt hos os i måden, vi lever vore daglige liv på, og hvis man læser mystikere fra alle mulige steder, siger de, at vi alle sammen er forbundet med hinanden.

Desmond: Ja, præcis, det er det, jeg mener Så er vi alligevel enige! (klukker).

Nu da hans gode ven Mandela er væk, er Tutu i dag Sydafrikas åbenmundede og levende samvittighed. Og som sådan er der ikke noget lyserødt over hans politiske vision. Han kan ikke undgå at spørge sig selv, når han ser på den siddende regering (som han kritiserer ubønhørligt), om ubuntu-ånden har undergået en vis underminering. Men sydafrikanerne har, når de er bedst, udvist en evne til at tilgive og komme videre, som han mener viser menneskeheden, når den er mest generøs og vis.

Den ånd var Mandela-figuren indbegrebet af, ligesom den sandheds- og forsoningskommission, som Mandela etablerede og lod ærkebiskop Tutu lede. Pagten var, at til gengæld for tilståelser af forbrydelser begået under apartheid i ofrenes eller deres pårørendes nærvær, ville gerningsmændene få statssanktionerede amnestier og således undgå strafforfølgelse. I løbet af to år forestod Tutu et utal af pinefulde møder og bevægende tilgivelsesceremonier.

Tilgivelsens bog begynder med en sag fra kommissionens høring om en mand, som var blevet dræbt med 43 knivstik efter at have fået syre hældt i ansigtet og sin højre hånd hugget af. Mandens 19-årige datter Babalwa Mhlauli var otte år, da han døde.

Tutu gengiver i bogen hele hendes vidnesbyrd hos kommissionen og skriver: Hun beskrev sorgen, politichikanen og nøden i årene efter hendes fars død. Derpå sagde hun: Jeg vil virkelig gerne vide, hvem der dræbte min far. Det vil min bror også meget gerne. Hendes næste ord chokerede mig og gjorde mig åndeløs: Vi ønsker at tilgive dem. Vi ønsker at tilgive, men vi ved ikke, hvem vi skal tilgive.

Det, som bogen søger at gøre med fortællingerne, de praktiske råd og anbefalede øvelser, er at vise, hvordan man kan tilgive.

For at bringe blot en smule alvorsfuldhed ind i det hele siger jeg, at noget, deres bog ikke nævner, er, hvor knyttede folk er til deres harme den oplevelse af identitet og selvretfærdig bekræftelse, de får ud af at holde fast i vreden, den være sig individuel eller kollektiv. Indignationen giver folk den vedvarende nydelse ved at føle sig moralsk overlegne i forhold til dem, der har såret dem, hævder jeg.

Far og datter nikker genkendende med masser af moro.

Desmond: Åh ja, vi er noget helt særligt. Vi kan nyde vores smerte!

Mpho (smilende): Husker du, hvordan sorte afrikanere under apartheid stolt sagde jeg er sort og undertrykt?

Desmond (med et lattergrynt): Du sidder der (han kæmper med at finde ordene). Altså, du sidder der og har ondt af dig selv og får andre til at have ondt af dig, sort som du er (griner frækt). Åh ja, Gud skabte noget virkelig indviklet, da han lavede menneskene.

Jeg fremsætter så det synspunkt, at hvis Gud havde gjort os mindre indviklede, mere rationelle og mindre ulykkelige, ville præster som Tutu og hans datter ikke have noget at lave. Det får ham til at hyle af grin.

Mpho: Grin du bare. Men det er sandt.

Desmond: Nej, det er ej. Vi er der ikke, fordi folk lider.

Mpho (ser skarpt på ham): Hvorfor er vi der så?

Desmond: For at fortælle dem om Guds kærlighed.

Mpho: Og hvorfor er der brug for det? Fordi folk lider!

Men hvad så med det her, siger jeg til Tutu, med at der ikke er noget, som ikke kan tilgives, og ingen, der ikke fortjener tilgivelse? Er det ikke lidt ekstremt med tanke på visse historiske figurer?

Nej, svarer han og bliver alvorlig. Det er et grundlæggende princip, at man ikke kan opgive nogen. For os er paradigmet naturligvis Vorherre. Du kan så sige, at dem, der er uden for tilgivelsens rækkevidde, er dem, der naglede ham til korset. Men det er netop da, at han siger: Tilgiv dem. Og i en vis forstand er det derfor, vi forsøger at gå i hans fodspor.

Han nævner den berygtede sag fra januar 2012, hvor en sydafrikaner ved navn Johan Kotse fra en lille by ved navn Modimolle ved at pege på dem med et skydevåben tvang tre af sine arbejdere til at voldtage og lemlæste hans ekskone, mens han dræbte hendes søn for øjnene af hende. Aviserne døbte ham Modimolle-monsteret.

Jeg var naturligvis chokeret, da jeg læste historien, siger ærkebiskoppen. Men vi kan aldrig sige, at et menneske er et monster. Vi kan sige, at det, de gjorde, var uhyrligt. Men når først man siger, at nogen er et uhyre, lader man dem faktisk slippe, for et uhyre har ikke noget moralsk ansvar. Man siger også, at de ikke har evnen til at blive anderledes. Og man siger, at de er helt og aldeles fortabte, og det kan man aldrig sige om noget menneske.

Jeg spørger ærkebiskoppen, om tilgivelsen har nogen praktisk værdi ud over de åndelige betragtninger. Han har i sine taler alle dage fremhævet Mandelas Kristus-lignende generøsitet og manglende bitterhed, men når Mandela tilgav sine fjender, var det først og fremmest en politisk strategi. Mandela vurderede, at hævnens flygtige tilfredsstillelse ville udløse en borgerkrig, hvilket ville hindre oprettelsen af et stabilt demokrati i Sydafrika, som var hans livslange drøm. Tutu erklærer sig enig, og hans datter skifter samtalen over i familiesfæren for at fokusere på dette element af egenin-teresse i den handling, det er at tilgive. Hun taler om de situationer, hvor en forrådt ægtefælle bruger børnene som instrument til ægteskabelig hævn.

Dønningerne går videre fra generation til generation, når man bruger børnene i sit eget skakspil, siger hun. Børn er ikke genstande. Det, de ser, bliver båret ind i den næste generation: Det er sådan, man er i en relation. Men hvis vi i stedet kunne finde en måde at tilgive og forhandle forholdet med børnene og gøre det klart for dem, at de ikke har noget at gøre med det, der skete mellem forældrene, så ville man gøre sine børn meget godt. Ved at tilgive bryder man den onde cirkel og hjælper også sine børns kommende børn.

Latteren hører helt op, da jeg spørger Mpho til en begivenhed, som de går i detaljer med i Tilgivelsens bog, hvor alle hendes gode intentioner bliver sat skånselsløst på prøve. I april 2012 fandt hun sin husholderske Angela myrdet. Kvinden lå kvalt, knivstukket og blodig i Mphos ældste datters soveværelse. Hele familien blev traumatiseret, men for datteren på 13 år var virkningen særligt ødelæggende. Angela blev kaldt tante af begge Mphos døtre og var blevet et medlem af familien.

Jeg tænker stadig: Hvorfor? siger Mpho. Men samtidig føler jeg så stor en sorg for gerningsmanden, for han vil bære det, han har gjort, med sig i resten af sine dage.

Hun indrømmer, at hun også har følt raseri såvel som uendelig sorg over sin families og Angelas families tab. Men som hun skriver i bogen, er tilgivelse en gave, ikke blot til Angelas morder, men til hende selv og hendes familie, som har brug for at tilgive, før de selv kan heles:

Fortællingen om mordet på Angela og om hendes morder vil altid være en del af vores historie og en del af mine døtres barndom, men jeg tilgiver, så det ikke skal være hovedintrigen i vore livshistorier, og så vi kan komme videre og skrive nye fortællinger bedre fortællinger og lykkeligere fortællinger.

En mand er blevet anklaget for mordet, og en retssag er på vej, fortæller Mpho. Men det i sig selv er ingen stor trøst. Det får snarere hende og hendes far til at tænke over, om dog ikke menneskeheden en dag kan finde på et mere brugbart system til at udøve retfærdighed på vedvarende vis. Systemet, som staten har, tilbyder straf, men ikke muligheden for heling, hverken af ofrene eller gerningsmanden, siger Mpho. Se blot på Oscar Pistorius-retssagen. Det er staten mod Pistorius. Men det var ikke staten, det gik ud over. Det gik ud over ofrets forældre og venner, men de har overhovedet ikke noget at sige om sagen inden for det aktuelle retssystem.

Det, som verden behøver, siger ærkebiskoppen, er et mere menneskeligt retssystem, hvor ofre og gerningsmænd kan træffe hinanden, lytte til hinanden, fortælle deres historier, sætte ord på smerten, besvare spørgsmålet om hvorfor og forhåbentlig nå til et punkt, hvor de kan tilgive.

Den dag ligger formentlig langt fremme i tiden, erkender Tutu. Vi mennesker er stadig en temmelig uciviliseret flok, alle vore prætentioner om andet til trods. Men han ønsker at tro på, at det budskab om heling og oprejsning, som han og hans datter har søgt at formidle i deres bog, har værdi for mennesker alle steder.

Vi håber, at der engang vil komme en tid, hvor verden begynder at lytte til dem, man før har betragtet som primitive og underudviklede mennesker, siger han. Der findes en visdom, vi ikke bør overse og foragte. Jeg mener se os dog. Vi har haft to verdenskrige, vi er på randen af atomragnarok. Der var lige nogen, som sagde, at atommagterne gør klar til at bruge en billion dollars de næste 10 år på at opgradere deres arsenal. Til det må man sige den samme simple ting, som så mange allerede har sagt: Tænk blot på den mængde af rent drikkevand, mad, skoler og hjem, der kan fås for den slags penge. Forstår du nu, hvorfor jeg så ofte siger, at jeg er glad for, jeg ikke er Gud? Kan du tænke dig, hvordan Gud må have det, når han skuer ned til os og tænker Hvornår fatter de det dog?

Men ærkebiskoppen og hans datter har fattet det, og i deres bog har de gjort deres til, at andre også skal fatte det, med deres lære og de utallige eksempler på usandsynlig tilgivelse. Som Tutu siger, da han rejser sig for at afslutte interviewet, er der grund til håb: Den gode nyhed, mand, den gode nyhed er, at nogle gange lykkes det!

Mpho rækker ud og griber sin fars hånd. De smiler til hinanden, vi går ud igennem døren så fandt ærkebiskoppen endnu en grund til at undres og glædes over den menneskelige komedie og igen bryde ud i latter.