Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Det, alle taler om: klima og migration

”I skal ikke komme med en tale, kom med en plan,” sagde FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, forud for klimatopmødet i september. Foto: Lisi Niesner/Reuters/Ritzau Scanpix

Europæisk politik bølger i stigende grad mellem migration og klima som de poler, partierne skal forholde sig til med to forskellige visioner om, hvad den grundlæggende udfordring af vores verden er

Der var ingen tvivl om budskabet, da FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, satte kniven på struben af verdens stats- og regeringsledere og krævede handling ved FN-topmødet i september: Klimaet er vor tids store udfordring.

Men mens de håndplukkede landerepræsentanter gik på talerstolen i New York i USA, blev et andet topmøde afviklet i Malta. Her – på de europæiske indenrigsministres møde – var det ikke smeltende iskapper og truende skovbrande, der styrede debatten, men billederne af overfyldte både med flygtninge, som nu igen sætter ud fra Tyrkiet mod de græske kyster.

Selvom alt tyder på, at klima og migration er nært forbundet, var det to forskellige trusselsscenarier, der var på dagsordenen i henholdsvis New York og Maltas hovedstad, Valletta. Og disse to scenarier styrer i stigende grad både vælgernes og de politiske partiers forståelse af, hvor det er vigtigst at rette fokus hen.

Fra begge sider får vi at vide, at vores måde at leve på er truet. Af klimaforandringer, der vil tvinge os til lavvækst og lavere forbrug, lyder det fra den ene fløj. Af migrationskaos og islam, der vil udhule Vestens kulturelle og religiøse identitet, siger den anden.

Mens klimapessimisterne gør den unge svenske klimaaktivist Greta Thunberg til et ikon, der inkarnerer frygten for et miljøkollaps, skoser kulturpessimisterne i stedet ”klimatosserne” for at misbruge en skolepige til at skabe unødig angst. På denne fløj er det snarere den franske forfatter Michel Houellebecq og hans forudsigelser om den vestlige civilisations selvmord, der vækker genklang.

”Fortællingerne har grundlæggende fællestræk og relaterer sig til et klassisk modsætningspar, nemlig kultur og natur,” konstaterer Mette Bengtsson, ph.d. i retorik og adjunkt i journalistik ved Roskilde Universitet.

”De indeholder begge en forfaldsfortælling og dermed en dramatisk, apokalyptisk profeti for den vestlige civilisation. Tidligere var politiske programmer formuleret ud fra håb om forbedring, for eksempel af økonomi og arbejdsvilkår. Både klima- og migrationsfortællingen handler om at undgå undergang,” siger Mette Bengtsson.

Udviklingen skaber politisk bølgegang i hele Europa, hvor spørgsmålet om migration og islam allerede længe har næret de nye højrenationale partier. Nu er det varme somre, skovbrande og videnskabelige advarsler fra klimaforskerne, der flytter stemmer, som ved forårets valg til Europa-Parlamentet, hvor De Grønne sikrede sig 74 mandater mod før 52.

”Der sker netop nu en polarisering på både højre- og venstrefløjen,” siger Florence Faucher fra center for europæiske studier ved institut for statskundskab i Paris.

”De mest venstreorienterede søger til miljøpartierne, mens mindre venstreorienterede søger mod midten, hvor de gamle socialdemokratiske partier undgår at sætte spørgsmålstegn ved forbrugssamfundet og den økonomiske vækst. Det samme sker på højrefløjen, hvor de mest konservative rykker ud mod højrenationalisterne, mens de mere liberale trækker mod midten,” siger Florence Faucher.

Det mest klokkeklare eksempel på den udvikling er Frankrig, hvor Emmanuel Macron har udmanøvreret både Socialistpartiet og Republikanerne, som ellers har regeret Frankrig i årtier. Begge partier er stort set forsvundet ud af det politiske landskab. Mens Marine Le Pen’s National Samling blev Frankrigs største parti ved EU-valget, et hestehoved foran Macron, kom De Grønne ind på en tredjeplads.

”Vi ser lignende mønstre i for eksempel Italien og Spanien. Og den tyske udgave er GroKo, den store regeringskoalition på midten mellem socialdemokraterne i SPD og de kristelige demokrater i CDU/CSU. De to gamle partier har nærmest udvisket forskellene, så de vælgere, der ønsker noget andet, søger mod henholdsvis det nye højrenationalistiske AfD og De Grønne,” siger Florence Faucher.

”Er De Grønne det nye SPD,” spurgte det tyske magasin Der Spiegel således efter EU-valget.

Peter Matuschek, direktør for afdelingen for medie- og meningsanalyse ved det tyske analyseinstitut Forsa, er ikke i tvivl om, at miljø og klima fylder mere i politik end tidligere. Han peger på, at man allerede ved det tyske forbundsdagsvalg i oktober 2018 så, at den meget varme sommer gjorde klimaspørgsmålet langt mere fremtrædende.

”SPD kæmper med at få klima og beskæftigelse til at hænge sammen. CDU kæmper omvendt med at få økonomiens behov for arbejdskraft til at hænge sammen med integration, og partiet står i et dilemma om, hvorvidt det skal blive på midten og miste vælgere til AfD eller rykke længere til højre og miste vælgere på midten. Det nylige valg i Sachsen er et godt eksempel: Samlet set gik CDU tilbage, og AfD gik frem. Men de CDU-kandidater, der bevarede deres mandat, var dem, der gik klart mod AfD,” siger Peter Matuschek.

Han advarer mod at overvurdere betydningen af klima- og migrationsfortællingerne.

”De Grønne har været en betydelig kraft i tysk politik i lang tid, og deres succes skyldes især vælgernes utilfredshed med SPD. Men det er tydeligt, at der er en markant opposition mellem De Grønne og AfD, der afviser betydningen af klimaændringerne som politisk tema,” siger Peter Matuschek.

Som AfD’s spidskandidat ved EU-valget, Jörg Meuthen, udtrykte det efter valget:

”De Grønne er vore vigtigste modstandere.”

Det skyldes i virkeligheden ikke kun klimaet, påpeger Frédéric Gonthier fra institut for statskundskab i Grenoble.

Han er en af de politiske forskere bag de store europæiske værdiundersøgelser, European Value Surveys, som er blevet foretaget over en årrække. Han mener, at de nye politiske poler omkring klima og migration i vid udstrækning er en fortsættelse af etablerede værdimønstre i Europa.

”Ifølge værdiundersøgelserne er det især de unge og de mest velstående, der sætter miljø og klima over økonomi. Disse grupper har samtidig et mere positivt syn på migration og er præget af en højere grad af tolerance over for mindretal og accept af homoseksualitet, som vokser for hver ny generation,” konstaterer Frédéric Gonthier.

Han mener ikke, at klima og miljø erstatter den gamle kløft mellem højre og venstre. I stedet er vi ved at få et politisk landskab med tre i stedet for to poler.

”Midten er resolut globaliseringsvenlig og økonomisk liberalistisk, og den udfordres til højre af en konservativ fløj, der kritiserer den globale elite for at give køb på den nationale identitet, og til venstre af en øko-socialisme, der kan være mere eller mindre radikal og antikapitalistisk,” siger Frédéric Gonthier.

Når Emmanuel Macron og Marine Le Pen iscenesætter deres duel som en kamp mellem globalister og nationalister, er det dermed en forenklet fremstilling, der overser flere andre ubekendte i ligningen. Blandt andet har de gule veste afsløret, at social ulighed og utilfredshed med politikerne blander kortene til nye, uforudsigelige konstellationer.

”Der er ikke ret mange partier, der nøjes med at tale om klima og migration,” siger Peter Matuschek om den tyske situation.

”AfD gør, men de får kun 10 procent af stemmerne. De Grønne kunne gøre det, men det har ikke været deres linje hidtil. For de øvrige partier er udfordringen at finde en balance mellem de to fortællinger,” siger den tyske meningsforsker.