1. For fredsprocessen og den arabiske verden
Donald Trumps to særlige Mellemøst-udsendinge, svigersønnen Jared Kushner og advokaten Jason Greenblatt, har nu i næsten et år rejst Mellemøsten rundt for at høre alle involverede parter, blandt andre Israel, palæstinenserne, Jordan, Saudi-Arabien og Egyptens holdninger til en eventuel fredsløsning. Rygter vil vide, at Trump har planer om at fremlægge sit fredsinitiativ til januar, men Det Hvide Hus har foreløbig afvist alle læk om, hvad den plan måtte indeholde. Trump selv sagde i aftes, at USA fortsat vil arbejde for en endelig fredsaftale. Den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, har reageret på Trumps udmelding om at anerkende det forenede Jerusalem som Israels hovedstad ved at erklære, at der ikke bliver nogen palæstinensisk stat uden Østjerusalem som hovedstad. Jordans konge har advaret imod en opblussen af vold i regionen. Saudi-Arabiens konge ligedan. Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har kaldt en amerikansk anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad en ”rød linje for alle muslimer”. Det er svært at se, hvordan Trump vil kunne vinde støtte til et regionalt fredsinitiativ på den baggrund på et tidspunkt, hvor fredsprocessen i forvejen har været ikke-eksisterende.
2. For palæstinenserne
Den største palæstinensiske politiske bevægelse, Fatah, har erklæret ”tre dages raseri” som reaktion på Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Trumps beslutning er i diametral modstrid med det palæstinensiske krav om en uafhængig palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza med Østjerusalem som sin hovedstad. Et krav, der formelt har eksisteret, siden det palæstinensiske Nationalråd i 1988 besluttede ikke længere at kræve Israels opløsning, men satse politisk og diplomatisk på to stater, side om side.
Reelt vil Trumps beslutning ikke ændre den palæstinensiske dagligdag. Forbindelsen mellem de godt 300.000 palæstinensere, der bor i Jerusalem, og den øvrige palæstinensiske befolkning på Vestbredden er lige siden oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre i 1994 gradvist blevet besværliggjort af checkpoints og af den israelske mur. Jerusalems palæstinensere har israelske identifikationspapirer og kan færdes frit både i Israel og i de besatte områder, palæstinensere fra Vestbredden har ikke adgang til Jerusalem uden særlig israelsk tilladelse.
3. For israelerne
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er ekstatisk: ”Hver dag vinder Israels historiske og nationale identitet vigtig anerkendelse, men særligt i dag,” sagde han i går forud for præsidentens erklæring om, at Washington anerkender Jerusalem som Israels hovedstad, ”fordi dette ikke er mere eller mindre end en anerkendelse af realiteterne”, som Trump sagde i aftes. Det har længe været Netanyahus ønske at få Washingtons anerkendelse af det, der forekommer enhver israeler trivielt, nemlig at Jerusalem i dag – som på templernes tid – er den jødiske stats hovedstad.
Netanyahu stod i 1995 i kulissen, da USA’s kongres vedtog en lov, der påbyder at flytte ambassaden til Jerusalem. Flere republikanske præsidentkandidater fra George W. Bush til senest Donald Trump har, inden de blev præsidenter, lovet at flytte ambassaden, men har så af regionalpolitiske årsager alle udskudt implementeringen. Trumps verbale anerkendelse af, at Jerusalem er hovedstad, er i den sammenhæng ny vin på gamle flasker. Mange israelere er enige i Netanyahus opfattelse af, at en amerikansk anerkendelse af Jerusalem som hovedstad fremmer fredsprocessen. På den israelske fredsfløj ser man det dog som en trussel imod fred og en mulig tostatsløsning.
4. For de kristne
Pave Frans erklærer sig ”dybt bekymret” for konsekvenserne af Donald Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Paven appellerer til alle parter om at respektere og bevare den uskrevne balance mellem de tre monoteistiske religioner, det såkaldte status quo i Jerusalem, som paven minder om er ”en by hellig for både jøder, kristne og muslimer, der har deres respektive hellige steder i byen, og som har en særlig opgave for fred”.
Men ikke alle kristne deler pavens bekymring. Den international kristne ambassade i Jerusalem, ICEJ, en kristen zionistisk organisation, der repræsenterer millioner af hovedsageligt evangelikale kristne, har i årevis presset på for amerikansk og international anerkendelse af et jødisk Jerusalem. Evangelikale politikere i USA har presset Donald Trump, for at netop han skulle blive den første præsident, der anerkender Jerusalem som Israels hovedstad, og som opfylder lovens bogstav og undlader at udsætte flytningen af ambassaden til Jerusalem, som samtlige hans forgængere har gjort det før ham.
5. For internationalt diplomati
Det er usandsynligt, at nogen andre lande vil følge trop, når USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Skulle Trump – om seks måneder – flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem, vil amerikanerne også dér stå alene. Siden den israelske besættelse af Vestbredden og dermed også af Østjerusalem som følge af Seksdageskrigen i 1967 har det internationale samfund gennem gentagne FN-resolutioner opfordret Israel til at trække sig ud af de besatte områder til gengæld for fred.
Det er selve princippet om to stater side om side og territorier for fred, der ligger bag amerikansk og europæisk mellemøst-politik og bag det såkaldte arabiske fredsinitiativ. En endelig fredsaftale vil dog nødvendigvis skulle indeholde en regulering af den såkaldte grønne linje mellem Israel og den kommende palæstinensiske stat og dermed bytning af territorier mellem de to stater, som sandsynligvis vil komme til at betyde, at der også trækkes nye og kreative linjer igennem Jerusalem.