Iran har historisk set haft en stærk demokratisk tradition som et af de første lande i Mellemøsten, der fik et folkevalgt parlament og en forfatning. Demokratiet led dog et alvorligt nederlag, blandt andet under shahens monarki i midten af det 20. århundrede og siden under den islamiske revolution i 1979, hvor en ny udemokratisk forfatning blev formuleret.
Derfor kan man ikke kalde Iran for et demokrati. Men det er vigtigt at forstå, at der er nogle demokratiske institutioner, siger Søren Schmidt, der er lektor på institut for kultur og globale studier på Aalborg Universitet og beskæftiger sig med politik i Mellemøsten.
Han peger på, at der er tale om en blanding af islamisk teokrati og demokrati med både domstole, en folkevalgt præsident, parlament og forfatning.
”Det demokratiske system har ansvaret for nogle områder, mens det islamiske system har det helt overordnede ansvar,” siger han.
Ebrahim Afsah, lektor ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet, er enig. Han henviser til, at forfatningen indeholder tre forskellige elementer, som tillader demokratiske elementer side om side med præstestyret.
Selve den formelle model for forfatningen er skabt med forbillede i den franske forfatning fra 1958. Men forfatningen indeholder også en økonomisk del med inspira-tion fra en socialistisk revolutionær statsmodel baseret på en stærk national økonomi med kooperativer og arbejderråd. De to første elementer indeholder begge demokratiske institutioner.
Dertil kommer den afdøde Ruhollah Khomeinis statsmodel, som bygger på sharia-lov. Her skal præsteskabet og den øverste leder tilse, at alt sker i overensstemmelse med præsteskabets fortolkning af islamisk lov, hvilket i praksis betyder, at alle demokratiske procedurer er underlagt den åndelige leder, som dermed har den absolutte magt.
Trods præsteskabets overordnede magt er det dog ikke ligegyldigt, hvem der bliver valgt som præsident, siger antropolog og Iran-ekspert Janne Bjerre Christensen. Hun uddyber, at præsidenten både er et ansigt udadtil, men også kan påvirke den politiske dagsorden.
”Det politiske klima har ændret sig under den nuværende præsident Hassan Rouhani, hvilket også kom til udtryk ved parlamentsvalget sidste år.”
Ebrahim Afsah og Janne Bjerre Christensen mener begge, at det også udenrigspolitisk er vigtigt, hvem som bliver valgt.
”Hvis du ser på de seneste 20 års historie i Iran, har det haft en kæmpestor betydning, hvem der var præsident,” siger hun.
Ifølge Ebrahim Afsah var valget af Hassan Rouhani et tydeligt udtryk for, at en stor del af befolkningen gerne ville forbedre forholdet til omverdenen.
”Og det er noget, som den øverste ledelse er bevidst om. Den Islamiske Republik har brug for den folkelige legitimitet, og den har altid lagt stor vægt på den folkelige valgdeltagelse,” siger han.