Prøv avisen

Det Døde Hav kæmper en majestætisk dødskamp

Fotografen Noam Bedein er begyndt løbende at vende tilbage til Det Døde Hav for at dokumentere, hvordan saltsøen forandrer sig. ”Hvis vi ikke gør noget nu, vil den kommende generation ikke have noget Dødehav. Fra 2050 vil der kun være en bunke salt tilbage”, advarer han. Foto: Noam Bedein.

Vandstanden i Det Døde Hav falder mere end en meter om året på grund af tørke og industri. Aktivister mener dog, at den saltmættede sø stadig kan reddes

Det Døde Hav er ved at dø. Men selv døden kan være smuk – og fotogen. Det er, hvad den israelske pressefotograf Noam Bedein opdagede for nogle år siden – ved et tilfælde.

”Jeg havde besluttet mig for at dokumentere Judæas ørken, og Det Døde Hav ligger jo i Judæas ørken. Det var sådan, jeg kom i kontakt med Jack Ben-Zaken, som er den eneste, der ejer en båd, som kan sejle på Det Døde Hav. Jeg var fuldstændig uforberedt på den skønhed, der åbenbarede sig for mig, første gang jeg sejlede ud med ham og så disse fantastiske formationer, som afdækkes, fordi vandet trækker sig tilbage,” fortæller Noam Bedein, da Kristeligt Dagblad møder ham på kysten ved den nordlige del af Det Døde Hav.

Men det var ikke den første gang, han sejlede ud på Det Døde Hav, at Noam Bedins hjerne var ved at eksplodere, som han udtrykker det. Det skete, da han fem måneder efter tog på den samme tur og så, at alt var forandret. Hvor der forrige gang var en saltdækket sten, der lige netop kiggede op af vandet, stod der nu en helt saltdækket klippe. Hvor han før havde set vandet slå ind i en grotte, lå grotten nu langt over vandoverfladen.

Det var ikke Noam Bedein ukendt, at Det Døde Hav er ved at dø, og at vandstanden falder med mere end en meter om året. Men det var, da han stod med billederne, først på nethinden og siden i kameraet, at det rigtigt gik op for ham, hvad det betyder.

Mere end to år efter at han første gang så Det Døde Hav fra Ben-Zakens lille motorbåd, er Noam Bedein stadig dybt betaget af kontrasten mellem de smukke formationer og farver, der afdækkes, og den frygtelige sandhed, at denne skønhed er vidne om forfald. Om at Det Døde Hav langsomt er ved at forsvinde.

I 2017 faldt vandstanden næsten med to meter. Derfor har Bedein oprettet Dead Sea Revival Projekt, et kommercielt projekt, hvis opgave er at oplyse om situationen og presse på for løsninger.

Når man i dag står ve d vandkanten, befinder man sig 430 meter under havets overflade. Det er det laveste sted på Jorden. Det Døde Hav ligge midt i den syrisk-afrikanske sænkning, der går fra Mozambique i syd til Libanon i nord, og som er opstået for omkring 20 millioner år siden, da den arabisk-nubiske og den afrikanske tektoniske plade rykkede sig fra hinanden.

Smeltevandet fra Libanons bjerge løber sammen i sænkningen og strømmer ind i Tiberiassøen i det nordlige Israel. Derfra løber vandet videre gennem Jordanfloden til Det Døde Hav, der ikke noget hav, men en sø. Den enorme ørkenvarme fordamper vandet i søen, og årtusinders fordampning har resulteret i den totalmættede salt- og mineralholdige suppe, som blandt andet får badegæster til at flyde mere eller mindre oven på vandet.

Men i de sidste mange årtier har der været tørke i Mellemøsten. Det har ikke hverken regnet eller sneet nok, og vandstanden i Tiberiassøen er faldet. Israel har brugt det ferske vand til landbrug og drikkevand. Som en del af fredsaftalen mellem Israel og Jordan har Israel siden 1994 årligt givet Jordan, regionens mest vandfattige land, 50 millioner kubikmeter ferskvand fra Jordanfloden.

Jo mindre regn og sne og jo mere vand, der er blev tappet fra Tiberiassøen og Jordanfloden, des mindre vand løber ind i det døende Døde Hav. Siden 1960’erne er vandstanden faldet med over 30 meter.

”Det er derfor, vi skal kigge nordpå for at redde Det Døde Hav, vi skal have genetableret det historiske naturlige indløb af vand,” siger Noam Bedein og forklarer, at hans smukke fotografier skal bruges til at øge israelernes og verdens bevidsthed om, hvor galt det er fat.

Kibbutzen Ein Gedi ligger på klippen, der rejser sig over Det Døde Hav. Ved siden af kibbutzen springer en læskende ferskvandskilde, og den var i mange år sammen med kibbutzens dødehavsstrand et af Israels populæreste udflugtssteder for lokale og turister.

Gundi Shahaf har boet i Ein Gedi siden 1979. I dag kalder hun sig miljøaktivist og vil ligesom Noam Bedein redde det døende hav. Men hun mener ikke, man udelukkende skal kigge nordpå for at løse problemet.

Man skal også kigge mod syd, hvor en israelsk og en jordansk fabrik fra hver sin kyst pumper vandet fra Det Døde Hav op i enorme afdæmmede områder, der strækker sig over 100 kvadratkilometer. Her fordamper vandet efterhånden, så fabrikkerne kan grave de mange udkrystalliserede salte og mineraler op og sælge dem til kosmetik, medicin og især landbrugsgødning verden over.

”Hvis menneskene ville holde fingrene væk og ikke blande sig i naturen, ville hele den sydlige del af Det Døde Hav være tørret ud. Men de to fabrikker holder området oversvømmet og har ansvar for 45 procent af den årlige fordampning fra Det Døde Hav,” siger Gundi Shahaf.

Hun forklarer, at den israelske turistindustri er bygget langs de opdæmmede områder, mens badestrandene i det egentlige Døde Hav for længst er lukket, fordi havet har trukket sig tilbage, og jorden er sunket sammen i store såkaldte synkhuller.

”Vi måtte lukke vores strand for syv år siden, da der åbnede sig et 30 meter dybt synkehul på hovedvejen. Siden kom der synkehuller på vores strand og campingplads, og vi også har mistet 10 hektarer dadelplantage. Området ligner et månelandskab. Der nu over 6000 synkehuller på kysten – de fleste her, men også på den jordanske side,” fortæller Gundi Shahaf.

Gidon Bromberg er den israelske leder af en fælles israelsk-jordansk-palæstinensisk organisation Eco Peace Middle East, der leder efter fælles bæredygtige løsninger på regionernes vandproblemer.

”Man burde lovgive, så industrierne betalte en afgift for det vand, de fordamper. Det ville tvinge dem til at udvikle nye metoder for eksempel membraner, der tilbageholder mineralerne uden fordampning. Hvis ikke de vil det, må de holde op med at tage mineralerne,” siger Gidon Bromberg.

Han mener også, at det er muligt at afhjælpe klimaskaderne på Tiberiassøen og Jordanfloden. Israelerne drikker nu hovedsageligt afsaltet havvand, og derfor har man for nyligt besluttet at vende den historiske nationale vandkanal, der bragte ferskvand fra Tiberiassøen ud i landet. Om får år vil den i stedet kunne lede afsaltet havvand ind i Tiberiassøen.

Det ville på længere sigt betyde, at strømmen i Jordanfloden vil kunne øges. Det vil eventuelt suppleret med oprenset israelsk og jordansk spildevand i det nedre flodløb betyde, at betydelige mængder nyt vandt kunne ledes til Det Døde Hav.

”For hvis menneskene vil det, behøver Det Døde Hav ikke at dø,” siger en håbefuld Gidon Bromberg.

Noam Bedeins billeder her på siden er et udsnit af hans udstilling ”Timelapse”, der tidligere på året var på besøg i Danmark.
Fotografen Noam Bedein er begyndt løbende at vende tilbage til Det Døde Hav for at dokumentere, hvordan saltsøen forandrer sig. ”Hvis vi ikke gør noget nu, vil den kommende generation ikke have noget Dødehav. Fra 2050 vil der kun være en bunke salt tilbage”, advarer han. Foto: Noam Bedein