Prøv avisen

Det eneste sikre er, at intet bliver som før i Europa

Nigel Farage, leder af det britiske parti UKIP, er en af folkeafstemningens helt store vindere.

EU-samarbejdet kan gå i alle retninger, men givet er det, at politikerne skal blive meget bedre til at pege på værdierne ved fællesskabet, hvis de vil have befolkningernes opbakning, lyder rådet fra EU-forskerne

Med det britiske nej er det utænkelige sket. For første gang nogensinde går et stort og indflydelsesrigt land efter at forlade det europæiske samarbejde, og det efterlader alle parter – såvel briterne som de 27 tilbageværende lande – på ukendt og gyngende grund.

Mange spørger sig selv, om EU kan holde sammen efter den syngende britiske lussing, eller om det er selve Unionens eksistens, der er på spil. Vil det EU, som af de fleste, og især kritikerne, blev anset for at være støbt i beton, vise sig at være bygget på sand, når det kommer til stykket? Usikkerheden er overvældende, og svarene få.

”Det britiske nej er et historisk vendepunkt i EU’s snart 70-årige levetid, og ingen ved, hvad retning udviklingen nu tager. Det eneste, vi kan være sikre på, er, at vi vil stå med en forandret europæisk union og et forandret Storbritannien,” siger Kiran Patel, Jean Monnet-professor i europæisk og global historie ved Maastricht Universitet.

Én grundlæggende forandring er allerede sket. Idéen om EU som selve garantien for fred og stabilitet i Europa er grundigt vingeskudt, og det er ikke længere utænkeligt, at EU falder fra hinanden. Eller det, der er værre: Krig mellem europæiske stater.

”Folk har en tendens til at glemme, at formålet med EU var at mindske spændingerne mellem Tyskland, Frankrig og Storbritannien og gøre en ny krig mindre sandsynlig,” siger Jana Puglierin, politisk analytiker ved den tyske udenrigspolitiske tænketank DGAP.

”Det er kun 70 år siden, vi førte krig mod hinanden, og i en historisk sammenhæng er det naturligvis muligt, at det kan ske igen. Vi har tidligere begået den fejl at afvise scenarier, som fremstod utænkelige, men blandt andet Brexit viser os, at det utænkelige faktisk sker,” siger hun.

Birte Wassenberg, professor i samtidshistorie ved Strasbourg Universitet i Frankrig med speciale i europæisk integration og antieuropæiske bevægelser, hæfter sig ved det samme.

”Det britiske nej har store symbolske konsekvenser. Det, som ingen troede muligt, er sket. Og så kan også andet, der tidligere var utænkeligt, finde sted. I første omgang sker der ikke så meget, fordi alle vil have travlt med de britiske forhandlinger, men på mellemlang og længere sigt vil vi se et mindre EU, der er organiseret om de seks nationer, der grundlagde samarbejdet,” siger hun.

Hvis de europæiske politikere vil forhindre den udvikling og skabe en bredere folkelig opbakning til Unionen, skal de efter hendes mening holde op med at bruge EU som syndebuk:

”Alt for ofte har det været sådan, at når det gik godt med økonomien eller noget andet i et land, brystede de nationale politikere sig af det, men når noget gik galt, fik EU skylden.”

Britta Schall-Holberg, tidligere minister og folketingsmedlem for Venstre, savner politikere, der forsvarer EU.

”Miseren skyldes i høj grad, at de nationale politikere ikke længere tør eller evner at fremhæve idealerne om Europa. Uffe (Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister og formand for Venstre, red.) blev drillet med sine EU-sokker, da han var udenrigsminister, men de var dog tegn på en politiker, som turde vise begejstring for EU. Europa er kun noget, når de enkelte lande selv byder ind. Valne holdninger kan man ikke bygge noget op på,” siger hun.

”Jeg er vokset op med europæiske politikere, der tænkte store tanker om Europa. I dag er det kun Angela Merkel, der redder min nattesøvn.”

Hans-Jørgen Schantz, professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet og forfatter til blandt andet ”Europæisk Idehistorie” forudser, at vi nu vil se en lang periode med politisk ustabilitet i Europa.

”Hvis briterne melder sig ud, vil vi se en brand i en række selvstændighedsbevægelser. Det værste, der kan ske, er, hvis EU-systemet reagerer ved at lukke det ude. Så vil vi for alvor se en polarisering, som kan splitte Europa på kryds og tværs,” siger han.

Der er ingen politiske systemer, der er perfekte, og Europas historie har i århundreder været præget af kampen mellem centralisering og decentralisering, pointerer han.

”Der findes ikke en perfekt balance mellem det nationale og det europæiske, men det er tydeligt, at europæerne søger efter en anden balance end den, der er i dag,” siger Hans-Jørgen Schantz.

”Det er ikke en idékamp, vi ser, men det er en meget følelsesladet kamp. Brexit-debatten har kaldt på de samme følelser, som Donald Trump gør i USA, fordi det er oprørerne mod eliten. Oprørere, der peger på nogle reelle, eksisterende problemer, der indtil nu er blevet undertrykt,” siger han.

Men problemet er, at EU i dag forventes at løse problemer, som unionen ikke er skabt til at løse. Det mener Tanja A. Börzel, professor ved Center for Europæisk Integration, Freie Universität i Berlin:

”Helt ærligt tror jeg ikke, at EU kan vinde folks hjerter eller få den populistiske bevægelse til at forsvinde ved at reformere sig. Briterne forlod Unionen på grund af problemer med migration og social sikkerhed, men landet har altid været et indvandrerland, og de EU-skeptiske populister kan ikke gøre EU ansvarlig for nogen af de problemer.”