Prøv avisen

Det er bare noget særligt at være tysker

Florian Bernschneider er det yngste medlem af det tyske parlament. Han mener, at Tysklands unge ikke skal føle skyld over fortiden, men nok skam. Foto: florian-bernschneider.de

Florian Bernschneider er det yngste medlem af det tyske parlament. Han mener, at Tysklands unge ikke skal føle skyld over fortiden, men nok skam

Det er tidlig eftermiddag i Israel. Florian Bernschneider, medlem af det tyske parlament, Forbundsdagen, går rundt i den gamle bydel i Jerusalem med to kolleger en frivillig, der arbejder på den tyske ambassade i landet, og en referent fra parlamentet.

De har netop været til et møde om formiddagen angående nogle tyske visa, der ikke ville gå i orden, men mødet er slut nu, og der er fri til at gå på opdagelse i den eksotiske by. For Florian Bernschneider er dette det første møde med Israel, og der er indtryk nok at tage til sig.

De tre tager billeder af lidt af hvert. De diskuterer, hvad der ville være den bedste souvenir at tage med hjem til Tyskland igen, når besøget hos de frivillige tyskere på ambassaden er slut.

Netop fordi Florian Bernschneider aldrig har været i landet før, viser medarbejderen fra den tyske ambassade ivrigt frem, han tegner og fortæller. Under turen kommer de tre tyskere forbi en grønthandel, hvor de standser. Indehaveren, en mand i 50erne, bliver overrasket over sine nye kunders sprog han kan ikke helt placere det.

LÆS OGSÅ: Unge tyskere skammer sig stadig over nazitid

Velkommen til! Hvor kommer I fra?, spørger han.

Tyskland. Det er vores første besøg her i landet, forklarer de sig på engelsk.

Indehaveren bliver ude af sig selv af glæde. Han går straks hen til de tre, giver hånd og omfavner dem. Tyskere, i hans butik! De er mere end velkomne.

Alle tre gengælder de omfavnelsen. Hjerteligheden er overvældende, og en af dem spørger, hvorfor dog han er så særligt glad for netop at få besøg af tyskere? Fuld af glæde svarer manden:

I er de eneste, der har gjort noget mod jøderne.

LÆS OGSÅ: I udlandet siger jeg, at jeg ikke er tysker

De står som lammede. Pludselig er der en milevid kløft mellem de tyske turister og den palæstinensiske grønthandler. En afstand, der for bare få øjeblikke siden var blevet tilbagelagt med en simpel omfavnelse. Med sin glæde og entusiasme har manden foran dem sat ord på deres lands største skam og gjort det til grund for sin imødekommenhed. Situationen er på et par sekunder blevet prekær og akavet. Hvad siger man så? Florian Bernschneider forsøger at forklare:

Denne historie, denne fortid. Det er ikke noget, vi er stolte af. Det er faktisk noget, vi skammer os over.

To år tidligere, i 2009, var den da 22-årige Florian Bernschneider blevet valgt ind i Forbundsdagen som den yngste politiker i parlamentet.

Det var gennem dette arbejde, at rejsen senere skulle gå til Israel, hvor Bernschneider mødte grønthandleren og kom til at stå ansigt til ansigt med den tyske fortid. Under besøget mødte han adskillige jøder, uden at emnet holocaust nogensinde blev taget op. Det var først i en lille sidegade i Jerusalem, at den palæstinensiske mand gjorde politikeren opmærksom på, at han som tysker havde særstatus på grund af sin fortid. På grund af sin nationalitet.

Som politiker holder han dog på, at han ikke skal føle sig skyldig over fortiden, og at fortiden ikke skal spille ind i hans politiske holdninger, blot fordi han er tysker.

Skyld, skam, ansvar. Det er vidt forskellige begreber, siger han.

Florian Bernschneider tænker sig om. Det er vigtigt for ham at få begreberne defineret helt klart. Det er svært helt præcist at sætte ord på, hvilke følelser han som ung politiker forbinder med de politiske hændelser, der ledte til massemordet på jøderne under Anden Verdenskrig.

Altså, skyld. Jeg mener ikke, at unge tyskere bærer nogen skyld for, hvad der skete dengang. Det kan de ikke. Ansvar, ja. Men kun ansvar for, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Skam, ja. Men hvad er skam overhovedet? Alt det her er sket i tysk historie, og jeg er tysker, det kan jeg jo ikke løbe fra.

Florian bliver tavs igen. Det endelige svar på, om han er stolt af sin herkomst eller skammer sig over den, ligger ikke lige for. Som politiker skal han også veje hvert eneste ord grundigt. For selvom han forklarer, at skylden ikke er hans, har han som offentlig person alligevel altid noget på spil, når talen falder på den tyske fortid. Tyskland er stærk økonomi, Tyskland er stabilitet, Tyskland er Europa. Men Tyskland er også stadig Hitler.

I juni måned 2012 syder og bobler de religiøse samfund i Tyskland. En fire år gammel dreng er blevet bragt til et hospital i delstaten Nordrhein-Westfalen af sine forældre, fordi han efter et indgreb ikke er holdt op med at bløde. To dage tidligere er drengen blevet omskåret. Forældrene er muslimer, og det var på deres opfordring, at en læge foretog indgrebet.

Den læge, der modtager dem to dage senere, anmelder episoden til politiet. Og den fireårige, blødende muslimske dreng skal blive centrum for en voldsom og vidtrækkende debat de næste måneder.

Florian Bernschneider er gået på sommerferie fra parlamentet. Da han rutinemæssigt tjekker sin e-mailindbakke, får han sig en overraskelse. Samtlige medlemmer af Forbundsdagen er blevet kaldt tilbage fra sommerferie.

Omskæringsepisoden har været på forsiden af diverse tyske tidsskrifter, og et ramaskrig lyder fra Israel til USA. Domstolen i Köln har betegnet religiøs omskæring af drengebørn som vold, og lægen, der førte kniven, bliver kendt skyldig i at have påført drengen grov legemsbeskadigelse. Dommen betyder i princippet, at omskæring af drenge er ulovlig.

Beskeden fra den tyske kansler, Angela Merkel, er klar: Debatten skal tages nu. Florian må som de øvrige medlemmer af Forbundsdagen tilbage til Berlin, ellers vil debatten om omskæringen og Tysklands forhold til religionsfrihed fylde medierne resten af sommeren.

Kort tid efter domsfældelsen kommer der en officiel udtalelse fra Angela Merkel til både Tysklands jøder, muslimer og verdenspressen:

For alle i regeringen er det fuldstændig klart, at jøder og muslimer frit skal kunne praktisere deres religion. Omskæringer, som udføres på ansvarlig vis, bør være mulige i dette land, uden at det bliver straffet.

Det var agurketid, bemærker Florian Bernschneider tørt om den voldsomme debat.

Men han kan også se koblingen til fortiden.

Det ville jo være det største indgreb i religionsfriheden i Tyskland siden 1933. Derfor sagde kansleren også så tydeligt, at det skulle vi have ryddet af bordet. For mig personligt som politiker spiller fortiden ingen rolle, når jeg debatterer omskæring af jøder. Men i den store offentlighed betyder det dog klart stadig noget, siger han.

Den store offentlighed verdensmedierne og udenrigspolitikken. Det yngste medlem af Forbundsdagen kan sagtens personligt fralægge sig skylden for fortidens synder, men landet som helhed holdes stadig ansvarligt. Et ansvar, Florian Bernschneider er villig til at tage for fremtiden, men han nægter at anerkende fortiden som beslutningsgrundlag i sager om for eksempel religiøs omskæring.

Jeg synes, beslutningsgrundlaget skal være et andet. Jeg kan selvfølgelig ikke forhindre, at der i dag stadig findes mennesker, der føler så stærkt for dengang, at de i dag baserer deres beslutninger på det. Det er jo også vanvid, hvor mange ugerninger tyskerne begik mod jøderne, og jeg forstår godt, de husker på det og ikke vil acceptere, hvis vi i dag igen gjorde dem uret. Det forstår jeg godt. Men derfor mener jeg stadig, vi skal have modet til at tage sådanne diskussioner.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel ser bestemt ud. Det kornblonde hår sidder, som det plejer, lidt pjusket hen over panden. Øjnene er let sammenknebne, og læberne er stramme. Det er en alvorlig sag: Den græske økonomi hænger i en tynd tråd, og det konkurstruede land risikerer at trække resten af Europa med sig mod afgrunden. Tyskland har fået revisorrollen, og regnskabet skal gøres op. Der skal skæres ind til benet, og det kommer til at gøre ondt på den græske befolkning.

Det velkendte ved Merkels fremtoning stopper dog ikke her. På billedet, der pryder forsiden på den græske avis Demokrati, er hun iført en uniform, der bringer sindene i kog i Tyskland. En sandfarvet jakke, ulasteligt strøget med skinnende knapper og et rødt armbind om den højre overarm.

Hagekorset vinker til tyskerne fra den græske avis Memorandum macht frei, står der ved siden af billedet. En hentydning til et politisk notat om den græske økonomi og en klar reference til de velkendte ord Arbeit macht frei (Arbejde gør fri), der bød jøder og andre fanger velkommen, når de ankom til koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig.

I denne periode giver en simpel søgning på Google også adskillige billeder af forbundskansleren med et lille, umiskendeligt overskæg.

Det er langt ude, siger Florian Bernschneider og ryster på hovedet.

Han kan slet ikke tage hentydningen fra de græske journalister seriøst.

Det er svagt, og jeg har ingen forståelse for det. I hele spørgsmålet om den græske økonomi har vi en holdning, der er fuldstændig inden for demokratiets rammer, og så sker det her. Det er klart, at man har ret til at ytre sin mening frit, men når man bevæger sig inden for et komplet demokratisk spektrum og så alligevel bliver forbundet med Hitler og afbildet med Hitler-skægget, så har jeg ingen forståelse for det, understreger han.

Billederne af diktator-kansleren gik verden over. Overalt blev den skæggede, uniformerede kvinde kommenteret og diskuteret. Det var så let for medierne at drage koblingen mellem den strenge, økonomiske, tyske linje og den fortid, landet stadig har med sig.

Netop her, forklarer Bernschneider, er det bare noget andet at være tysker. Det store land med omkring 80 millioner indbyggere og dets ubestridelige rolle i den europæiske historie som invaderende stormagt og antisemitisk diktatur. Fortiden er langt væk, men ikke så langt, at hverken medierne eller de andre nationer endnu har glemt, hvad tyskerne var i stand til. Og derfor er de stadig nødt til at træde varsomt. Hvis de ikke farer med lempe, reagerer omverdenen straks på for voldsom dominans.

Det er klart, at hvis for eksempel Estland ville gøre sig til, ville det ikke få samme betydning, som når nu det er Tyskland. Det er jo naturligvis noget andet med os.

Drygalla. Genkendelsen klinger i Florians stemme. Jo, det navn har han hørt flere gange før.

Det var under De Olympiske Lege i sommer. Hele verden holder vejret, hepper, skriger, råber og græder for deres atleter. National stolthed for fuld udblæsning i London 2012.

23 år gamle Nadja Drygalla, der er født og opvokset i Rostock, har kæmpet for sit land, men forgæves. Hendes otterhold i roning kom ikke engang i finalen, men alligevel er hendes platinblonde hår og blå øjne nu på stort set samtlige tyske forsider rygtet om den lyse roer er endda nået til redaktionen på den amerikanske avis New York Times og den engelske Daily Mail. Årsagen er, at Drygallas kæreste sidste år stillede op for det tyske højreekstremistiske parti NPD, Nationaldemokratische Partei Deutschlands.

Nadja Drygalla forsøger selv at lægge afstand til kærestens politiske standpunkter.

Jeg har ingen forbindelse til hans vennekreds. Jeg deler ikke deres politiske holdninger, det må jeg blankt afvise, forklarer hun.

Roerens afstandtagen til Tysklands nationaldemokratiske parti gør dog ingen forskel.

Legene slutter for hende. En samtale på 90 minutter bag lukkede døre, en pakket taske og en stiltiende exit. Drygalla skal hjem til Tyskland. Hendes fortid, politiske holdninger og sociale omgangskreds skal nu undersøges fra inderst til yderst. Indtil da er det bedst, at hun ikke repræsenterer sit hjemland. Den høje, blonde roer får en enkeltbillet og bliver sendt hjem til Tyskland før resten af sit hold.

Jeg synes, at det var underligt. Alt det, der skete, siger Florian Bernschneider.

Han tænker uforstående tilbage på sommerens sportsepisode. Og stiller spørgsmålet:

Ville jeg som tysker kunne acceptere, at hun skulle repræsentere os ved De Olympiske Lege, hvis hun virkelig gik ind for alt, hvad NPD står for? Nej. Så ville jeg synes, det ville være helt forkert at sende hende til London. Men sådan var det jo ikke, siger han.

Den unge politiker fastholder, at sagen med den kvindelige roer aldrig er blevet taget op politisk. Han forstår stadig ikke, hvorfor Nadja Drygalla skulle sendes hjem i utide, men forsøger at forklare det med, at medierne sikkert ikke havde nok nyheder. Alligevel står han fast på, at hvis Drygalla havde stået inde for det højreekstremistiske partis værdier og støttet op om dem, ville han som tysker ikke ønske, at hun skulle være en del af landets ansigt udadtil.

Men hvorfor? Som liberal politiker er han netop stærk tilhænger af ytringsfrihed, meningsfrihed, forskellighed. Hvorfor skal højreekstremister så ikke også have deres ytringsfrihed i behold?

Grænsen går der, hvor man begynder at indskrænke andres frihed. Og højreekstremisterne indskrænker andres frihed. Menneskerettigheder, meningsfrihed, demokrati, tolerance. Alt sammen grundværdier, som de tager afstand fra. Så selvfølgelig er der meningsfrihed i Tyskland, men når disse meninger ikke er baseret på tolerance, ja, så skal de ikke have noget at skulle have sagt, fastholder Florian Bernschneider.

På 70 år er Tyskland genopstået fra bomberuinerne, røgen og asken. Symbolet er ikke længere en ørn, men Fugl Føniks. Endnu en gang er landet i spidsen med økonomien og med undskyldningerne. Den første paragraf i den tyske grundlov omhandler det enkelte menneskes ukrænkelige rettigheder en fremtidssikring. En moderne nation med en moderne grundlov, der har ryddet op og gjort op med fortiden og sikret en forfatning, der også tager ansvar for fremtiden.

Hvert år den 27. januar mindes ofrene fra koncentrationslejrene ved en Auschwitz-dag, der holdes i mere end 40 europæiske lande. Tyskland vasker til stadighed samvittigheden ren og er på den måde det gode eksempel i resten af Europa. Men landet skal passe på, det ikke ophøjer sig selv for meget, mener Florian Bernschneider. Han har de politiske parader oppe.

Hvis man ser positivt på det, kan andre lande også drage nytte af den lære, vi har fået ud af denne skrækkelige tid. Og andre lande har ladet sig inspirere af vores grundlov. Men på den anden side skal man også passe på. Det ville være farligt, hvis vi sagde, at vi har taget alle de rigtige beslutninger, og hos os går det rigtig godt. Vi tyskere har lært lektien, nu ved vi, hvordan alting skal gøres og I andre skal straks gøre som os, advarer han.

Politikeren taler og træder varsomt. Men stoltheden over Tyskland er der alligevel. Han vender tilbage til spørgsmålet om skylden og skammen igen. Man skal nemlig stadig stolt kunne hejse det tyske flag, når man vinder i fodbold. Alt andet er langt ude.

Der er naturligvis masser af ting, jeg er stolt af. I vores historie er jeg stolt af, at borgerne i det tidligere Østtyskland gik på gaderne og sørgede for, at Muren faldt. Det er jeg virkelig stolt af.

Florian Bernschneider holder pause igen. Han har stadig svært ved at komme med et entydigt svar på spørgsmålet. Er du stolt af at være tysker? Til al stoltheden må en anden følelse stadig tilføjes, og det gælder både privatpersonen og politikeren:

Hvis nogen spørger mig: Er du også stolt af det, dine forfædre har gjort? Så vil jeg sige nej. Det skammer jeg mig over.