Prøv avisen

Johannes Riis: Det er bedre at bruge sin ytringsfrihed end at tale om den

”Vi må og skal blive ved med at udgive vores, aviser, blade og bøger og fra gang til gang foretage det nødvendige skøn,” siger Johannes Riis, litterær direktør på Gyldendal, i forhold til ytringsfriheden. - Foto: Leif Tuxen

For præcis et år siden blev det franske satiremagasin Charlie Hebdo udsat for et attentat, og presset på ytringsfriheden blev atter tydeligt. Men ytringsfriheden har bedst af, at vi afstår fra demonstrationer og blot uanfægtet fortsætter vores almindelige praksis, lyder det fra Johannes Riis, direktør for Gyldendal

Den 7. januar 2015 blev et redaktionsmøde på det franske satiremagasin Charlie Hebdo afbrudt, da to bevæbnede, maskerede mænd trængte ind, råbte ”Allah er stor!” og skød vildt omkring sig.

I alt blev 12 personer dræbt i og omkring bladhuset på Rue Nicolas-Appert i Paris, og sammenlagt døde mere end 20 mennesker i løbet af tre døgn under dette angreb, et angreb på et jødisk supermarked og to gidseltagninger.

Både før og siden har der været terrorangreb og attentater i vestlige lande, begået af islamister eller folk, der sympatiserede med bevægelser som al-Qaeda og Islamisk Stat.

Men på grund af, at hovedmålet var redaktionen på et blad, der havde trykt satiretegninger af muslimernes profet Muhammed, blev denne aktion i særlig grad set som et anslag mod ytrings-friheden. Over hele den vestlige verden lød slagordet ”Je suis Charlie” som en demonstrativ støtte til bladet og retten til at ytre sig frit.

Men selvom ytringsfriheden er et værdifuldt gode, som det gennem århundreder har kostet masser af blod, sved og tårer at give en central placering i vestlig kultur, bør man overveje, om man egentlig gavner ytringsfriheden ved at hylle den ind i teoretisering, intellektualisering og demonstrative erklæringer, mener Johannes Riis, litterær direktør på forlaget Gyldendal.

”Det ville være mærkeligt ikke at markere etårsdagen for Charlie Hebdo-angrebet; men jeg er bange for, at man gør ytringsfriheden en bjørnetjeneste ved at fokusere meget demonstrativt på den. Blandt andet fordi vi derved sender et signal til islamister om, at her er et punkt, hvor et angreb vækker ekstra opmærksomhed, og hvor vi i Vesten virkelig kan rammes. Jeg tror, man gør ytringsfriheden en større tjeneste ved at praktisere den end ved at skrive om den,” siger Johannes Riis.

Han understreger, at han selvfølgelig ikke er fortaler for, at vi kujonagtigt skal dukke nakken og undlade at skrive eller tegne det, vi vil, af frygt for repressalier. Tværtimod er det værdifuldt, at vi står ved denne og alle andre hævdvundne vestlige værdier.

”Det vigtige er, at vi bestræber os på ikke at fravige vores almindelige praksis, men fortsat gør det, som er i overensstemmelse med den og med vores egen tradition for at opføre os ordentligt. Jeg mener blot, at ytringsfrihed er en størrelse, som det er svært at teoretisere om. Det er vores praksis, vi hele tiden bliver bedømt på,” forklarer Johannes Riis og tilføjer:

”Selvfølgelig var angrebet på Charlie Hebdo et anslag mod ytringsfriheden. Når jeg alligevel har advaret imod at helliggøre ytringsfriheden, er det, fordi ytringsfriheden ikke er en absolut størrelse. Den vil altid indrette sig efter den situation, vi befinder os i. Hvis man som vesterlænding rejser til et muslimsk land, ved man jo, at der kan være andre normer for, hvordan man opfører sig, og for, hvad der kan ytres, end dem, der gælder derhjemme, og så må man jo forsøge at rette sig efter dem, der gælder det sted, hvor man er. Men vi bliver nødt til at insistere på, at der her i de vestlige lande er knæsat nogle normer, som vi har kæmpet hårdt for gennem århundreder og ikke vil give køb på. Vi må og skal blive ved med at udgive vores, aviser, blade og bøger og fra gang til gang foretage det nødvendige skøn.”

Ifølge Johannes Riis er der sket et bemærkelsesværdigt skred i debatten om ytringsfrihed i den vestlige verden, siden den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie i 1989 blev ramt af en fatwa fra Irans daværende åndelige leder, ayatollah Khomeini, på grund af romanen ”De sataniske vers”. Rushdies hensigt med romanen var ikke at krænke profeten eller islam, men sådan blev bogen udlagt.

”Dengang kunne alle i Vesten blive enige om at tage afstand fra et sådant religiøst overgreb på en forfatters ytringsfrihed. Men siden har en relativisme sat sig igennem. Det er, som om vi, i takt med at vi bliver konfronteret mere med flere og flere nye og andre måder at tænke på, er kommet mere og mere i tvivl om vore egne værdier. Vi er blevet mere tøvende, mindre skråsikre, og der er en fare for, at vi stikker halen mellem benene i forhold til at ytre og udgive, hvad vi vil,” advarer Johannes Riis.

Naturligvis har den samlede vestlige opinion været lige så enig om at fordømme drabene på de franske satiretegnere i Paris for et år siden som den konkrete dødstrussel, Salman Rushdie i årtier havde hængende over hovedet.

Men mange har en udstrakt vilje til at være forstående over for den vrede, nogle Muhammed-tegninger kan udløse. Ikke mindst efter Muhammed-krisen i 2005-2006 skete der en polarisering af den danske debat. Kampen for ytringsfrihed blev på den ene fløj meget demonstrativ, på den anden meget eftergivende over for, hvad der kunne krænke muslimer.

”Jeg oplevede, at der var mange i den danske debat, som hellere end at skulle erklære sig enige med Dansk Folkeparti og højrefløjen på dette punkt, valgte at indtage det modsatte, og det har kun fremmet polariseringen. Jeg betragter skrækken for at være enig med en politisk modstander om noget som helst som en uting i den danske debat,” siger Johannes Riis.

Hvad angår ”Je suis Charlie”-bølgen, som rejste sig umiddelbart efter de blodige angreb mod det i øvrigt temmelig venstreorienterede franske blad, var den næppe isoleret til en politisk højrefløj. Men efter Johannes Riis' opfattelse var det også en ret tom demonstration:

”Det giver jeg ærlig talt ikke så meget for. Det er sikkert gjort af et godt hjerte og i den bedste mening; men det er ret omkostningsfrit at gå rundt med et badge, hvor der står 'Je suis Charlie'. Jeg ser det som en slags lemminge-effekt, som takket være de sociale medier kan brede sig på kort tid, men som ikke har den store betydning,” siger forlagsdirektøren.

Men hvis vi ser bort fra alle de tomme erklæringer og demonstrationer - hvordan står det så til med ytringsfriheden, her et år efter at blodet flød på den franske bladredaktion?

”Der er ingen tvivl om, at ytringsfriheden er under et alvorligt pres. Her i landet har vi avisredaktioner, som må arbejde bag skudsikkert glas og adskillige låste døre. På den anden side må vi heller ikke glemme, at der hver eneste dag bliver udgivet aviser og bøger - mange af dem med et ganske kontroversielt indhold - så hårdere ramt er vi heller ikke.”