Kongen vil gerne gøre det godt for os. Det er jeg sikker på. Så jeg har stemt ja for at vise min støtte til ham.
Rajae, en ung kvinde, der studerer på universitetet i Tanger, er blandt de millioner af marokkanere, der ved fredagens afstemning sagde ja til en række ændringer i forfatningen. Ændringer, der som beskrevet i gårsdagens avis, trækker i retning af flere rettigheder til borgerne og mindre magt til kongen.
LÆS OGSÅ: Marokkanske reformer
Men det er tilsyneladende ikke så meget for at underminere kongens magt, at 98,5 procent af de marokkanere, der fandt vej til stemmeboksene, stemte ja. Nærmest tværtimod.
Mange har talt om afstemningen som et spørgsmål om, at kongen skal afgive magt ligesom magthaverne i andre arabiske lande. Men i Marokko er tingene anderledes. Vi er glade for vores konge, siger Mohammed, der er berber, født og opvokset i byen Telouet, der er kendt som hjemsted for nogle af de mest magtfulde berberledere.
Som berber vil jeg gerne have flere rettigheder. Vi var den oprindelige befolkning i Marokko, og nogle gange er det, som om araberne glemmer det. Men kongen har anerkendt os i flere af sine taler i forbindelse med forfatningsændringen, og i den nye forfatning bliver vores sprog gjort officielt på linje med arabisk. Det er et vigtigt signal, selvom det sikkert tager tid, før det ændrer noget i praksis, siger Mohammed.
Ligesom mange af sine venner har Mohammed stemt ja. Også selvom han er opmærksom på, at den nye forfatning ikke fuldt ud lever op til kongens løfter om demokratisering og magtafgivelse.
Jeg er sikker på, at kongen gerne vil gennemføre reformer. Men han er nødt til at gøre det langsomt, for han er omgivet af en magtfuld elite, som hans far gav særlige privilegier, og som han ikke bare kan skaffe sig af med én gang for alle, siger Mohammed.
Han fortæller, at han i perioden frem til afstemningen har set i tv, hvordan demonstranter har båret bannere med navne på de magtfulde folk, der omgiver kongen. På bannerne har der været slagord med krav om elitens afgang.
Vi har altid vidst, at der var folk tæt på kongen, der fik del i hans rigdomme og har forhindret investeringer fra udlandet, fordi de selv vil have de lukrative kontrakter. Men det er nyt, at deres navne bliver vist offentligt, siger han.
Demonstrationerne imod forfatningsændringen har primært været organiseret af den såkaldte 20. februar-bevægelse, som det seneste halve år har kæmpet for reel demokratisering af forholdene i Marokko. Bevægelsen opfordrede marokkanerne til at boykotte afstemningen, fordi de ikke fandt ændringerne vidtgående nok og var utilfredse med, at kampagneperioden var så kort, at det ikke gav mulighed for reel debat og for, at oppositionen kunne organisere sig. Deres opfordring til at boykotte valgte blev fulgt af flere, end det umiddelbart ser ud til. Stemmeprocenten var officielt tæt på 73 procent. Men bag de tal gemmer sig det faktum, at under halvdelen af de stemmeberettigede overhovedet havde skaffet sig et stemmekort og i realiteten havde mulighed for at afgive deres stemme.
En af dem, der valgte at boykotte valget, var Chakir, en 37-årig gymnasielærer, der arbejder i en mindre provinsby i det sydlige Marokko.
Jeg vil ikke deltage i et skuespil, hvor alt er iscenesat og instrueret på forhånd. Der er gode ting i den nye forfatning, men problemet er, at den ikke har reel folkelig legitimitet. Den er lavet af kongens rådgivere, og så har folket haft et par uger til at beslutte sig. Hvis kongen reelt vil ændre noget, skal han give slip på magten og lade folket være med til at bestemme, hvad reformerne skal handle om, siger han.
Rajae forstår godt 20. februar-bevægelsens indvendinger, men er alligevel uenig:
Vi elsker vores konge, og det er ham, vi fejrer, siger hun.