Prøv avisen

Det er et særligt mareridt at miste børn i terror

Sørgende srilankanske børn tænder lys ved torsdagens begravelse i Negombo af den 13-årige Dhami Brindya, et af de 359 ofre for påskens terrorangreb. – Foto: Athit Perawongmetha/Reuters/Ritzau Scanpix

Mindst 46 børn var blandt ofrene for terrorangrebene i Sri Lanka. Deres forældre står tilbage med tomme arme og en altfortærende sorg. Erfaringer fra andre angreb viser, at sorgen over at miste et barn ikke bliver mindre med tiden

Der hænger store hvide flag i haverne i området ved kirken St. Sebastian i kystbyen Negombo, der var et af målene for terrorangrebene i Sri Lanka påskedag. De hvide flag er naboernes tegn på medfølelse og respekt for de døde. På låger og husmure ved de hjem, hvor familiemedlemmer er blevet dræbt, hænger der bannere med navne og billeder. Mange af dem bærer børneansigter.

Et af dem er den 12-årige Enoch, hvis mor ikke havde spist eller talt siden tragedien, da det franske nyhedsbureau AFP besøgte familien i går. Hans far Ranjeewa Silva var grådkvalt, da han viste sin søns tegninger frem. Dyr, biler, landskaber og en solnedgang. Faderen var sikker på, at Enoch ville blive arkitekt. Nu er han ikke sikker på noget mere. Som Enochs bedstefar Suraj Fernando siger til AFP:

”Vores liv er kollapset. Vores hjerter er slået i stykker”.

Ifølge FN’s børneorganisation Unicef blev mindst 46 børn slået ihjel ved angrebene i Sri Lanka, nogle sammen med en eller begge forældre, andre som de eneste i familien. Herunder tre danske børn. Tilbage står en lang række forældre med det mest naturstridige og ubegribelige af alle dødsfald: tabet af et eller flere børn.

”Man siger ofte, at tiden er den store helbreder. Vi siger det modsatte. Sorgen er som en tennisbold i en krukke, hvor der ikke er plads til andet, og den tennisbold bliver ikke mindre med tiden. Men med den rette hjælp kan du udvide krukken, så der bliver plads til andet,” siger Terry O’Hara, netværkskoordinator i Fredsfonden Tim Parry og Johnathan Ball, der hjælper ofre for terror i Storbritannien.

Zieva Dauber Konvisser er lektor i strafferet ved Wayne State University i Michigan og ph.d. ved Fielding Graduate University i Californien, hvor hun arbejder med, hvordan mennesker påvirkes af traumatiske begivenheder som terror, folkedrab og krig. Hun har især fokuseret på, hvordan israelske forældre har reageret efter at have mistet deres børn efter angreb fra palæstinensere.

Hun peger på, at hvor der aldrig findes nogen større sorg end at miste et barn, er det et særligt mareridt, når et barn dør pludseligt som resultat af et terrorangreb. Der er ingen tid til at forberede sig på det værste eller på en eller anden måde sige farvel. Hun kan alt for godt sætte sig ind i, hvad forældrene efter Sri Lanka-angrebene gennemlever netop nu:

”Et helvede. Følelsesløshed, vantro, vrede, ønske om hævn,” skriver hun i en e-mail til Kristeligt Dagblad.

Det er hendes erfaring, at hver enkelt efterladt med tiden vil finde sin egen måde ud af sorgen afhængigt af vedkommendes tro og værdier og indre styrke. Nogle fylder de store huller i deres hjerter ved at kanalisere deres sorg, smerte, vrede og hjælpeløshed ind i livsbekræftende aktiviteter, fordi det synes at være en måde, de kan ære mindet om deres børn og gøre en forskel i deres liv og for andres liv, forklarer Zieva Dauber Konvisser:

”De bruger deres smerte til at gøre godt for andre og omdanner på den måde den absolut mest fortvivlende begivenhed i deres liv til noget uendeligt positivt. De skaber en mening ud af lidelsen og vælger livet.”

Hendes yndlingscitat er fra Viktor Frankl, den kendte holocaustoverlever og psykiater, der skriver i sine erindringer ”Menneskets søgen efter mening”:

”Vi må aldrig glemme, at vi muligvis også kan finde en mening med livet, selv når vi bliver konfronteret med en håbløs situation og står over for en skæbne, der ikke kan ændres. Det, der så betyder noget, er at bevidne det unikke menneskelige potentiale, når det er bedst. Det gælder om at omdanne en personlig tragedie til en sejr. At vende udfordringen til menneskelig succes. Når vi ikke længere er i stand til at ændre en situation, må vi ændre os selv.”

Selv forsøger Zieva Dauber Konvisser at hjælpe efterladte til ikke blot at fortrænge smerten og forsøge at leve videre, men åbne deres øjne for, at det er muligt at leve ”sammen med” smerten.

”Det gælder om at finde en måde at leve sammen med følelserne af sorg, smerte, hjælpeløshed. Ved at overvinde lidelsen og finde en mening og et formål kan man vende tragedien til handling. Men man skal også passe på sig selv og ikke gøre for meget for hurtigt,” skriver hun.

Fredsfonden Tim Parry og Johnathan Ball er et eksempel på, hvordan en familie kom videre. Den er stiftet af det britiske ægtepar Wendy og Colin Parry, som mistede deres 12-årige søn Tim Parry i 1993, da den militante, nordirske løsrivelsesbevægelse IRA udløste en bombe i Bridge Street i den engelske by Warrington. Tim Parry og tre-årige Johnathan Ball blev dræbt. 54 andre blev kvæstet. Tragedien fik ægteparret til at spørge sig selv, hvorfor IRA ønskede at placere bomber på hovedgaden i en almindelig nordengelsk by, og det endte med, at de oprettede Fredsfonden Tim Parry og Johnathan Ball for at forstå, hvad der lå bag angrebet og hjælpe andre ofre for terror.

”Jeg ser Wendy stort set hver dag her på kontoret, og jeg ved, at sorgen stadig er der. Men parret er et eksempel på, at noget ganske forfærdeligt kan føre til en positiv ændring i livet,” siger Terry O’Hara.

Terry O’Haras opgave er at skabe netværk for pårørende og ofre for terror og andre traumatiske oplevelser. Det umiddelbart vigtigste netværk er familie, venner, kolleger og den sociale omgangskreds.

”Vi opererer med en praktisk og følelsesmæssig støtte, så folk kan tale med andre, der har været igennem noget tilsvarende, og vi hjælper med kontakter til psykologer og læger, når der er behov for det,” siger han.

Terry O’Hara understreger, at der ikke er en skabelon for, hvordan mennesker kommer over et så stort tab som at miste børn i et meningsløst terrorangreb.

”Der er ingen regler for, hvordan folk reagerer. Det er totalt individuelt. Nogle bliver helt lammede og kan ikke noget. Andre forsøger at vende sorgen til noget positivt,” forklarer Terry O’Hara, der blandt har arbejdet med de efterladte, efter at en islamistisk selvmordsbombemand tog 22 mennesker, heriblandt 10, der endnu ikke var fyldt 20 år, med sig i døden efter en koncert i Manchester Arena i maj 2017.

Blandt ofrene var den 29-årige Martyn Hett. Hans mor har brugt sønnens død til holde foredrag på skoler om, hvad der skete, og opfordre til ikke at diskriminere. Hun blev kritiseret for, at hun ikke opførte sig som en sørgende mor, men den slags vurderinger skal man passe på med, advarer Terry O’Hara:

”Det er vigtigt, at folk ved, at der ikke er en rigtig eller forkert måde at udtrykke sin sorg på.”

Han fremhæver, at terrorangreb lægger et andet pres på de efterladte end eksempelvis trafikuheld og sygdom.

”Hele verdens medier vil have en del af dig. Det andet er, at ofrene ikke personligt er målet. Det er vi alle. Terror er et angreb på et samfund eller en livsstil, og det er en ekstra byrde for de efterladte, at de bliver til repræsentanter for det mål,” siger han.