Vielser på en bakketop eller i baghaven, begravelser af gamle danske udflyttere eller konfirmandundervisning over nettet. Opgaverne er mange og ikke altid lige traditionelle, når man som Anja Grønne Mathiassen er med til at starte en ny kirke. Alligevel vil hun på ingen måde bytte det nye liv i New Zealand ud med noget andet, for at være med til at lægge fundamentet til en ny dansk kirke på øerne, 18.000 kilometer fra Danmark, har været noget af det smukkeste, hun endnu i årene som præst har været med til.
LÆS OGSÅ: Drømmen om Dannevirke lever stadig
Anja kom til byen Dunedin på New Zealand fra New York i 2007. I de fire foregående år havde hun selv og kæresten, Mikkel, boet i millionbyen, nydt pulsen, livet og alle de mennesker, der kom i kirken og hos dem privat. I 2005 havde Anja dog fået sønnen Valde, og den konstant dårlige samvittighed over enten ikke at kunne bruge al tiden på at være mor eller præst fik hende til at overveje nye græsgange. Da Mikkel fik tilbudt arbejde på Dunedin Universitet som lektor i fysik og samtidig gerne ville til New Zealand for at fiske, gik der ikke lang tid før Anja fandt sig selv som hjemmegående husmor i en helt ny verden.
I starten gav rollen som fuldtidsmor hende dog identitetskrise, da omverdenen syntes, at hun skulle tilbage til arbejdet. Men i det nye var det almindeligt, at kvinderne blev hjemme ved børnene, mens de var små, og derfor gik der ikke længe, før hun begyndte at nyde at kunne være der for Valde og Mikkel.
Mange derhjemme kunne ikke forstå, at jeg ikke ville tilbage og arbejde. Men jeg har det fint med at passe mine nu to børn og være noget for min kæreste. Alligevel sprang jeg til, da jeg i 2008 holdt en julegudstjeneste i Auckland, for her mødte jeg en af de danske konsuler, der foreslog, at vi startede en dansk kirke.
Lige siden er Anja vågnet lykkelig stort set hver morgen. For med organisationen Danske Sømands- og Udlandskirker i ryggen er hun nu som ulønnet præst igen en del af folkekirken og samtidig mor på næsten fuld tid. Fire gange om året holder hun gudstjeneste i Auckland, hvor de fleste danskere bor, og Den Danske Forening holder til, andre gange holder hun den i Christchurch eller i Dunedin, og atter andre gange bliver hun og kirken flyttet helt ud af byerne.
Endnu er der ikke nogen fysisk kirke her, så vi bruger lokalerne de steder, hvor vi samles. Andre gange får jeg forespørgsler fra kærestepar, der gerne vil giftes ude i den smukke newzealandske natur, og det kan jeg gøre nu, fordi jeg har biskoppelig tilladelse til det, på trods af at jeg ikke har nogen kirkebygning. Den mest mindeværdige vielse, jeg har foretaget, var af et ungt par, hvor hun var i cowboybukser, og de ville vies på en bakketop med udsigt. De var så glade, og vielsen var så smuk på sin egen måde.
Andre gange har hun viet par i sin have bag huset i Dunedin eller fået lov til at låne en anden lokal kirke. Og det er en af udfordringerne ved jobbet, siger hun, for økonomien er endnu minimal, og bygningen mangler fortsat, men alligevel har hun en menighed og vil gerne gøre det godt for dem, der beder om hendes hjælp.
Derfor gælder det lige nu om at få de herboende danskere til at bakke op om projektet og give penge til det. For det er ikke gratis at starte en kirke. Geografien på New Zealand gør det besværligt at komme rundt, og Anja må derfor ofte bo hos menigheden, køre med dem til gudstjenesterne og spise sammen med dem bagefter. Det kan være hårdt i længden, siger hun, men omvendt giver afhængigheden også et helt andet forhold mellem præst og flok end derhjemme.
Jeg har været sygehuspræst samt sognepræst i Vestjylland og i Aarhus. Jeg var meget glad for jobbene, men derhjemme kommer der jo ofte ikke særlig mange mennesker i kirken. Her tager jeg ud, når nogen gerne vil have det, og fordi jeg samarbejder med foreninger og grupper af danskere, er opbakningen til kirken stor.
For nylig holdt hun i Dunedin fastelavnsfest for de omkring 50 danskere og deres børn, der bor i byen, og det var en succes, kan hun høre i dag.
En gang om måneden samles hun og fire andre kvinder nemlig på skift hos hinanden i en mødregruppe. De er alle danskere og har små børn, og muligheden for at tale dansk og være sammen med ligesindede er noget, de alle tager imod med kyshånd. Her kan de sidde og snakke om alt det, der er anderledes her end hjemme, diskutere skoler, børnehaver og jobsituationen og søge støtte og opbakning hos hinanden. For Anja er det dog også en mulighed for at fiske nye medlemmer, som hun kalder det, ligesom det er ved mange af de andre sociale sammenkomster, hun kommer ud til. Og det er også her, hun får forespørgsler om samtaler, barnedåb eller andre kirkelige funktioner.
Mange af danskerne, der har været her i lang tid og er kristne, har allerede et tilhørsforhold til en lokal kirke, så kirken er her som et supplement. Men alligevel kan jeg mærke, at folk gerne vil snakke med en dansk præst. De kan spørge til en samtale efter en gudstjeneste eller en sammenkomst, og enten forsøger jeg at snakke med dem via telefonen eller aftaler tid, næste gang jeg er i området.
Også konfirmationsforberedelse og dåbssamtaler kan foregå over internettet eller telefonen, men drejer det sig om begravelser, tager Anja altid til stedet dagen før, så hun kan nå at forberede en personlig tale.
Jeg holder af begravelser. Her er det tid til at være ærlig, at få sagt ordentligt farvel og gøre handlingen til noget, de efterladte vil huske. Ofte kan det være en meget speciel oplevelse, for hvis det er en ældre dansker, der er død, så taler børnene muligvis ikke dansk, men alligevel vil de gerne have fadervor sagt på den afdødes modersmål, fordi de mener, at det ville have betydet noget for deres forælder.
At være dansk i New Zealand er også noget, mødregruppen ofte taler om. For her kan kvinderne diskutere de savn, de føler efter familierne hjemme, men også det liv med mand og børn, de har her. Rigtig mange lever med denne splittelse, siger Anja, for selvom en person har været her det meste af livet, så kan man godt føle sig dansk alligevel. Og det mærker hun især til højtiderne.
Jeg har hørt fastboende tale om, at de aldrig vænner sig til, at julen falder om sommeren. Jeg kan mærke, at det er i julen, påsken og andre hellig- og mærkedage, at de føler sig mest danske, for det er der, de skiller sig ud fra det omkringliggende samfund. Det er også de dage, de vil have, deres børn lærer om, for selvom de vokser op i et engelsksproget land, skal de kende deres danske historie.
Selv vil Anja også gerne, at hendes børn lærer begge kulturer at kende, men lige nu har hun ingen planer om at tage hjem. Livet i New Zealand og arbejdet med at opbygge en ny dansk kirke er for godt og spændende, og mulighederne for familien for gode.
Nu da vi har startet kirkearbejdet hernede, vil jeg gerne, som børnene bliver større, bruge mere tid på det. Men skal jeg det, skal det lønnes på en måde. Det bliver nok aldrig en fuldtidsstilling, men lige nu får jeg måske 100 dollar (460 kroner) for at tage ud til gudstjeneste, jeg bruger min egen bil til at komme rundt, eget hus som kontor og egen tid til opbygningsarbejdet. Men på en måde er det også smukt, for at bygge en kirke op ulønnet er at gå tilbage til de tidligste kristne værdier.
Lige nu er alle de omkring 1500 danskere, der bor her, automatisk en del af kirken og har krav på at nyde godt af dens funktioner. Og hun føler, at de bliver brugt. Også selvom der ikke er penge til det store, og nadveren nogle gange består af brød fra bageren og vin serveret i en medbragt kande, smiler hun.
Det er måske nok primitivt i forhold til, hvad kirken er derhjemme, men det er nyt og oprigtigt, og kirken bliver ikke taget for givet her som i Danmark. Under de gudstjenester, jeg har holdt her, går mange til nadver, og jeg føler virkelig opbakningen til det arbejde, jeg gør. Det betyder noget at have en dansk kirke, når man bor så langt væk fra Danmark, og den glæde ved at kunne give det til andre, er lige nu lønnen for mig.
Og selvom Anja kan savne det kollegiale fællesskab og de muligheder for teologiske drøftelser, der er derhjemme, har det styrket hende i hendes tro at være så langt væk. Her har hun nemlig haft mulighed for at mærke troen uden for kirkerummet og sammen med mennesker, der virkelig gerne vil have en dansk kirke selvom de opholder sig langt fra Danmark.