Det er FN’s afrikanske soldater, der dør i Mali

Krigen i Mali har kostet flere end 120 FN-soldater livet, siden FN gik ind i landet 2013. Ifølge FN er missionen i Mali den dødeligste nogensinde

Mali er FN’s hidtil dødeligste fredsbevarende indsats, målt på antal døde per år. Og det er stort set udelukkende de afrikanske soldater, der bliver dræbt, fordi deres udstyr og kampvilkår er dårligere end de europæiske soldaters. Her er det soldater fra Burkina Faso, der bliver begravet i 2015. –
Mali er FN’s hidtil dødeligste fredsbevarende indsats, målt på antal døde per år. Og det er stort set udelukkende de afrikanske soldater, der bliver dræbt, fordi deres udstyr og kampvilkår er dårligere end de europæiske soldaters. Her er det soldater fra Burkina Faso, der bliver begravet i 2015. – . Foto: Marco Dormino/ritzau.

Endnu fire soldater fra FN’s fredsbevarende styrker i Mali mistede for nylig livet ved et angreb uden for deres base i den nordlige del af landet. De tre soldater fra Guinea i Vestafrika er de seneste i en række af flere end 120 dræbte FN-soldater i en krig, som efterlader stadig mindre håb om en snarlig afslutning.

De fire soldaters død er også et symptom på uligheden mellem europæiske og afrikanske soldater, som er udstationeret i det vestafrikanske land. I oktober 2016 var 91 ud af 109 dræbte FN-medarbejdere fra afrikanske lande, mens kun seks var fra europæiske lande.

Det er nemlig ikke kun eksterne sikkerhedsfaktorer, som begrænser FN’s muligheder for at skabe varig fred i Mali, men især også interne spændinger i missionen. Det forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde, postdoc ved Dansk Institut for Internationale Studier, som sammen med to kolleger står bag en rapport om den store ulighed mellem afrikanske og europæiske FN-soldater i Mali. Rapporten påpeger, at de afrikanske soldater er udsat for uforholdsmæssigt store farer sammenlignet med deres europæiske og asiatiske kolleger i missionen

De afrikanske soldater, som blandt andet kommer fra omkringliggende lande som Niger, Burkina Faso og Chad, har ikke de samme muligheder i form af ekspertise og ressourcer som de europæiske soldater, der er bedre trænet, mere erfarne og har nyere og mere solidt udstyr. Desuden pålægges de europæiske soldater flere restriktioner – eksempelvis om, hvor de må udstationeres.

”De europæiske tropper skal for eksempel kunne flyves til et hospital inden for et bestemt antal timer. De forhold har de afrikanske soldater ikke i samme grad. De afrikanske styrker får meget lidt støtte fra FN og heller ikke meget fra deres egne hjemlande. Det er i høj grad nationalstaterne selv, der skal bidrage med meget af udstyret og støtten til tropperne. Og det gør de ikke rigtigt. Derfor er det oftest de afrikanske soldater, som bliver dræbt,” siger Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Men det er ikke alene i form af dræbte, at uligheden kommer til udtryk. De afrikanske soldater har også dårligere leveforhold i svage teltlejre, som ofte ikke kan klare sandstormene i nord. Og soldater fra Chad har været udstationeret fast nordpå, hvor kampene er værst, siden Frankrig gik ind i landet i 2013.

”Mange har ikke været på orlov, og nogle har været der i to til tre år. Nogle gange får de ikke løn eller ordentlig mad og drikke. Nogle er begyndt at desertere. Og det er klart, at disciplinære problemer opstår, når forholdene er så dårlige,” siger hun.

Krigen i Mali begyndte i den nordlige del af landet i begyndelsen af 2012, da tuareger og andre folkeslag i Azawad-regionen i nord indledte et oprør mod den maliske regering. Men oprøret blev hurtigt overtaget af islamistiske grupperinger med tætte bånd til al-Qaeda, og i 2013 valgte Frankrig og FN’s sikkerhedsråd at sende tropper til landet efter anmodning fra den maliske regering om udenlandsk hjælp.

Frankrig har siden 2014 udvidet indsatsen med 4000 antiterror-soldater til hele Sahel-regionen, mens FN har udstationeret 11.000 fredsbevarende soldater. Minusma, som er navnet på FN’s fredsbevarende mission i Mali, er karakteriseret ved at have et historisk stort antal europæiske soldater. Det afspejler den sikkerhedstrussel, som Europa mener, at Sahel-regionen og Mali udgør på grund af terror, migration og organiseret kriminalitet. Men de udenlandske styrker har ikke haft meget held til at skabe fred og stabilitet i landet.

En af årsagerne til, at så mange FN-soldater mister livet, er, at der er tale om en ekstremt kompliceret konflikt med mange aktører, forklarer Morten Bøås, som er seniorforsker ved Norsk Udenrigspolitisk Institut i Oslo og forsker i konflikter i Afrika.

”Det er i høj grad en asymmetrisk krigsførelse mod en fjende, som over flere årtier har lært sig denne form for krig. Oprørsgrupperne er bedre integreret i lokalsamfundene og har derfor bedre efterretninger end Minusma, som ikke er dygtige til efterretningsarbejde,” siger han.

FN-missionen er ifølge ham lille, relativt svag og spredt ud over et kæmpe område på størrelse med Frankrig og derfor ikke udstyret til at arbejde på den måde, den forsøger netop nu. Og det er i det hele taget svært at være optimistisk omkring konflikten, siger Morten Bøås.

”Det går ikke i den rigtige retning, det er snarere omvendt. Over de seneste to år har konflikten spredt sig til den mere centrale del af Mali,” siger han.

Det er et problem, fordi størstedelen af landets forskellige stammer bor i den centrale del af landet, som bliver mere og mere militariseret, efter regeringen har besluttet at bevæbne lokale stamme-militser som et svar på oprørsgruppernes udvidelse af kampzonen.

”Lige nu ser vi både islamister og adskillige etniske stammer, som er bevæbnede. Og det øger usikkerheden i området,” understreger Morten Bøås.8