Den amerikanske præsident, Donald Trump, er i særklasse god til det: til at skælde ud på de etablerede politikere og det politiske system, ”sumpen”, som han navngav den amerikanske kongres og administration under sin valgkamp. Men europæerne kan også. I land efter land er der de seneste årtier dannet politiske partier og bevægelser, som tager afstand fra politiske eliter og bureaukrater og i stedet identificerer sig med ”folket”. Det gælder partier som National Samling, der tidligere hed Front National (Frankrig), Ukip (Storbritannien) og Femstjernebevægelsen (Italien).
Sidstnævnte er netop blevet en del af den nye italienske regering og er sammen med det konservative ungarske regeringsparti Fidesz et af de tydeligste eksempler på, hvordan de politiske strømninger, der ofte sammenfattes som ”populisme”, i disse år sætter markante aftryk på europæisk politik.
Ifølge det store amerikanske forskningsinstitut Pew er populismen dog ikke på vej til at overtrumfe de klassiske politiske holdninger. Ideologi er stadig en magtfuld faktor i europæisk politik – i hvert fald vesteuropæisk politik – konkluderer Pew i sit første studie af populismen og det politiske landskab i Vesteuropa, som i går blev offentliggjort i USA.
”De populistiske partier i Vesteuropa udtrykker frustration over de bestående politiske systemer, men har ringe appel på tværs af de ideologiske skillelinjer,” skriver Pew.
Rapporten bygger på meningsmålinger blandt 16.114 voksne borgere i Danmark, Frankrig, Tyskland, Holland, Spanien, Italien, Sverige og Storbritannien i efteråret 2017. Laura Silver, der er seniorforsker på Pew Research Center og medforfatter til undersøgelsen, peger på, at de populistiske partier deler sig langs traditionelle ideologiske linjer fra ventre mod højre – og at disse partier generelt ikke nyder stor folkelig opbakning.
”Der er ikke nogle populistiske partier i Europa, der forener højre- og venstrefløjen,” siger Laura Silver.
Pew-undersøgelsen viser, at populistiske partier har en særlig tiltrækningskraft på mennesker, der på egen krop har oplevet ledighed eller anden økonomisk utryghed.
”I USA har vi en vedvarende debat om, hvorvidt folks holdninger til spørgsmål som indvandring er formet af deres økonomiske status eller af deres kulturelle og racemæssige baggrund. Her kan vi klart konkludere, at det i Europa forholder sig sådan, at folk, der har oplevet økonomiske trængsler, er mere tilbøjelige til at bakke op om populistiske partier,” siger Laura Silver.
Christian F. Rostbøll er professor mso i statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han forsker i det politiske kompromis for demokratiet samt udfordringen fra populismen. Han fremhæver, at populisme ofte betegnes som en ”tynd ideologi”, forstået på den måde, at populisme i sig selv siger meget lidt om, hvor et land eller en befolkning skal bevæge sig hen. Derfor eksisterer populisme heller aldrig kun som populisme, men kobles typisk på mere handlingsorienterede synspunkter.
”Som populistisk politiker kan man ikke nøjes med at sige, at ’eliten er korrupt’, ’systemet virker ikke’, ’I skal lytte til folket’, ’folket er godt’ og så videre. Man kan ikke holde sig helt fri fra at sige noget substantielt. Man er også nødt til at sige noget om, hvad man vil: stramme indvandringspolitikken eller skabe større lighed, afhængig af hvilken fløj man tilhører. Og det er også det, der sker. Så gætter populisterne på, hvad det er, folket vil have,” siger Christian Rostbøll.
Han har ikke haft lejlighed til at læse Pew-undersøgelsen, så han kan ikke vurdere dens konklusion om, at de klassiske ideologier stadig betyder mere for vælgerne end de populistiske budskaber, men han ved fra sin egen forskning, at en vis mængde substans er nødvendig for alle partier.
”Til en vis grad tvinger den politiske logik også populisterne til at tage stilling. Især hvis de bliver valgt, naturligvis. Så er der konkrete politiske sager og spørgsmål, som skal afklares. Det kan vi se i Danmark. Dansk Folkeparti spiller i høj grad efter reglerne, og derfor er partiet ikke hundrede procent populistisk. De er villige til at indgå kompromiser,” siger Christian F. Rostbøll.
Undersøgelsen fra Pew viser også, at de populistiske partier splitter befolkningerne mere end de traditionelle partier. Mens et flertal af befolkningen har sympati for de klassiske partier, siger to tredjedele, at de ikke bryder sig om de populistiske partier.