Det kan være, at tredje gang er lykkens gang for den konservative britiske premierminister, Theresa May. EU-landenes ledere lovede hende torsdag aften, at Brexit kan udskydes til den 22. maj, hvis parlamentet vedtager den udtrædelsesaftale, Mays regering indgik med EU i november sidste år. Så nu prøver hun igen. Selvom aftalen allerede er stemt ned to gange med stemmer fra både Labour og De Konservative. Og selvom det forudsætter, at regeringen snor sig uden om parlamentsformand John Burcows krav om, at en ny afstemning kun kan ske, hvis der er et nyt forslag at tage stilling til.
Men foreløbig er der intet, der tyder på, at Theresa May har udsigt til mere medgang i parlamentet end ved de to forrige afstemninger. Politikerne er lige så uenige om, hvordan Storbritanniens forhold skal være til EU, som de hele tiden har været. Og de insisterer på hver især, at det netop er deres synspunkter, der skal veje tungest.
I Danmark bruger politikerne ord som ”forligskreds” og ”forligspartier”. Kanslergadeforliget fra 1933 er et historisk pejlemærke. Det samme er det nationale kompromis fra 1992, hvor syv partier skabte et nyt grundlag – med fire forbehold – for dansk medlemskab af EU, efter at et flertal af danskerne havde stemt nej til Maastricht- traktaten.
Den slags er udelukket i Storbritannien. Som de seneste to års lange politiske rejse har vist, kan medlemmerne af Underhuset ikke få sig selv til at samarbejde hen over midten, ja dårligt nok internt i partierne.
Årsagen er først og fremmest, at Storbritannien i praksis har et to-partisystem, hvor Labour og De Konservative er vant til at skiftes til at sidde med den absolutte regeringsmagt og gøre, som det passer dem, siger Ole Helmersen, lektor ved Handelshøjskolen i København, CBS, med speciale i britisk politik og medforfatter til flere bøger om Storbritannien og Europa.
”Det politiske system i Storbritannien er diametralt anderledes end i Danmark. Der er en helt anden mentalitet, som skyldes, at det kun er de to store partier, der for alvor har noget at skulle have sagt. Det skaber en vinder-taber-kultur, hvor normen er, at det er det parti, der vandt valget, der styrer. Og styrer alene,” siger han.
Ole Helmersen peger på, at denne vinder-taber-kultur smitter af på hele det politiske system og gør tanken om samarbejde mellem Labour og De Konservative ikke blot uvant, men nærmest absurd. Der er ingen politiske point at hente på at skabe brede forlig. Tværtimod. Det er upopulært.
”I de fleste andre europæiske lande, som står med en stor udfordring, vil man forsøge at sætte sig sammen for at se, om det ikke er muligt at skabe en form for kompromis. Den tradition har man slet ikke i Storbritannien. Her bliver det set som et stort problem, hvis man som regeringsparti er nødt til at løse vigtige opgaver sammen med oppositionen,” siger han.
I den aktuelle situation kunne Theresa May efter hans vurdering formentlig forholdsvis enkelt indgå et kompromis med Labour om at stemme ja til den aftale, der allerede er forhandlet med EU, hvis hun var villig til at tilføje, at Storbritannien bliver i EU’s toldunion.
”Det ville de fleste konservative også kunne leve med, men der ville være 20-30 konservative parlamentsmedlemmer, som aldrig ville acceptere det – og den mulige splittelse vejer tungere end muligheden for en aftale med Labour,” fremhæver Ole Helmersen.
”Det er uhørt, at man på den måde arbejder sammen med oppositionen.”
To-partisystemet betyder også, at det er vanskeligere at nå til enighed internt i partierne, fordi de skal favne meget bredt. Der er langt fra fløj til fløj, både hos De Konservative og Labour.
”Meningsforskellene er meget dybe. Det svarer til, hvis henholdsvis rød og blå blok i Danmark skulle danne et parti hver,” siger Ole Helmersen.
Trods det politiske kaos over Brexit ser han dog ingen tegn på, at partistrukturen eller den politiske kultur er på vej til at ændre sig. Briterne er glade for deres valgsystem, som favoriserer de store partier og normalt sikrer en meget klar vinder af valget. Da man i 2011 holdt folkeafstemning om nogle mindre ændringer af valgloven, som ville dreje det britiske system en smule i retning af det danske valgsystem med forholdstalsvalg, faldt forslaget med et brag.
”De fleste briter mener, at systemet har fungeret fint de seneste 100 år. Det skaber stabilitet. Når stemmerne er talt op, ved de, hvem der danner regering. Så lever de med, at de ikke er på det vindende hold hver gang,” siger Ole Helmersen.