Prøv avisen
Globalt interview

Historien er umulig at undslippe

Fra Tsitsernakaberd-mindesmærket for det armenske folkedrab er der i klart vejr udsigt til Armeniens nationalsymbol Ararat-bjerget, der nu ligger i nabolandet Tyrkiet. Foto: Karen Minasian/AFP/Scanpix

Hayk Demoyan er direktør for Museet for Folkedrab i den armenske hovedstad, Jerevan. Han mener, at folkedrabet er et internationalt sikkerhedspolitisk anliggende, fordi det bærer kimen i sig til nye overgreb, hvis det ikke bliver anerkendt

Det er dystre omgivelser, han sidder i, Hayk Demoyan, direktøren for Museet for Folkedrab i Armeniens hovedstad, Jerevan. Vel er udsigten smuk fra det grønne højdedrag i udkanten af byen, hvor museet ligger, men bag de tunge mørkegrå betonmure er han omgivet af lidelse og brutalitet: Fotografier og tegninger med lig, udslukte ansigter og transport af mennesker i kvægvogne.

Måske er det derfor, at Hayk Demoyan har et foto af sin halvandet år gamle datter i farvestrålende sparkedragt omgivet af legetøj og med glade krøller i et virvar om ansigtet som baggrund på sin mobiltelefon. Der skal modvægt til.

”Vi kan ikke fjerne historien, vi er nødt til at leve med den. Den er umulig at undslippe. Forskningen viser, at når en gruppe bliver ramt af et alvorligt traume som et folkedrab, påvirker det dem i generation efter generation. Også tredje og fjerde generation er psykisk påvirket. Det bedste, vi kan gøre, er at forsøge at vende traumet til et redskab, der kan lære armenierne at blive gode borgere,” siger han.

Når det er sagt, er han meget bevidst om, at nutidens un-ge armeniere er mindre op-taget af det armenske folkedrab end de ældre genera-tioner.

”De unge tænker anderledes. Som ung historiker prøvede jeg også at undgå emnet. Man ønsker ikke at blive indfanget af det. Det er så tungt og svært,” siger den 39-årige direktør.

Men han endte alligevel med at tage folkedrabet på sig, og nu fylder historien om, hvad der skete, da op mod 1,5 million armeniere døde i årene mellem 1894 og 1923, med kulminationen i 1915 under Første Verdenskrig, det meste af hans vågne timer.

”Jeg ønsker, at folk skal komme her og få viden om, hvad der skete. Og at de mærker lidelsen hos deres forfædre. Museet skal ikke blot oplyse. Det skal også berøre de besøgende.”

Han håber, at hans egen datter - når hun ellers har lært at tale, som han konstaterer med et smil - vil bede ham fortælle sig om folkedrabet.

”Jeg vil gerne give historien videre til hende, som jeg selv har fået den overleveret.”

Hayk Demoyan har haft en travl vinter og forår. Han er en af de hovedansvarlige for planlægningen af det omfattende program, som den armenske stat gennemfører i anledning af 100-året for det armenske folkedrab - og han er, med egne ord, udmattet.

Udmattet af at tage mod ekstra mange delegationer på Museet for Folkedrab og fortælle dem om udryddelsen af armenierne i Det Osmanniske Rige. Udmattet af at ledsage dem med mørkerøde roser til den evige ild ved mindesmærket Tsitsernakaberd nogle hundrede meter vest for museet, mens de sort-hvide fotografier af fortabte ansigter stadig sidder på nethinden.

Og det er ikke blot i Armenien, at man slås om hans tid og kalender. Blandt andet har han haft hyppige ture til Paris for bidrage til en udstilling på byens rådhus, Htel de Ville, som skal markere 100-året for det armenske folkedrab. Udstillingen er, på sin egen dystre baggrund, en glædelig begivenhed for Hayk Demoyan, fordi den bekræfter ham i, at i hvert fald dele af Europa er optaget af armeniernes historie og folkedrabet.

Et historisk overgreb, som han ikke blot er dybt fagligt optaget af, men også præget af personligt. Som alle andre armeniere bærer han på sin egen familiehistorie fra tiden under de store udryddelser. Hans mormor blev deporteret to gange. Først som 10-årig i 1918, og igen som 12-årig i 1920.

”Jeg kan huske, hvordan jeg hørte min mormor græde om natten, da jeg var en lille dreng. Hun døde, da jeg var syv år. De sidste par måneder havde hun mange mareridt. 'Løb, løb - kom ud af huset', lå hun og råbte i vildelse.”

Hayk Demoyan har fortalt historien mange gange. Detaljerne skifter lidt for hver gang, men hans grundlæggende sorg og vrede over, at en dame på 93 år selv på sit dødsleje skulle genopleve rædslerne fra forfølgelserne i Det Osmanniske Rige, er intakt. Derfor lægger han heller ikke skjul på, at et væsentligt formål med driften af museet som en kombineret forsknings- og formidlingsinstitution er at få det internationale samfund, og i særdeleshed Tyrkiet, til at anerkende udryddelsen af armenierne som et folkedrab.

Indtil nu har omkring 25 lande vedtaget en form for politisk erklæring om det armenske folkedrab, blandt andet Frankrig og Uruguay med direkte lovgivning, men listen burde være meget længere, mener armenierne. Først og fremmest mangler Tyrkiets og USA's navne. Tyrkiets navn, fordi staten er grundlagt på den oprindelige kerne af Det Osmanniske Rige. USA's navn, fordi landet er en stormagt med international indflydelse og desuden samarbejder med Tyrkiet.

”Vi risikerer, at dette gentager sig, hvis vi fortsætter med at ignorere begivenhederne under det armenske folkedrab. Måske ser vi en million dræbte i Afrika i 2025,” advarer museumsdirektøren.

I det hele taget bør spørgsmålet om det armenske folkedrab ses i en langt bredere, global, sammenhæng, mener Hayk Demoyan. Folkedrabet omkring 1915 kan ikke isoleres til en armensk-osmannisk begivenhed. Selve det, at noget sådant kan forekomme i menneskeheden, gør det vedkommende for os alle. Folkedrabet er et fælles sikkerhedspolitisk anliggende, fordi det bærer kimen i sig til nye overgreb, hvis det ikke bliver anerkendt.

”Enhver benægtelse åbner mulighed for nye forbrydelser. Derfor er selve benægtelsen også ondskab,” siger han.

Indtil nu har Tyrkiet afvist at påtage sig et ansvar for massakrerne i Det Osmanniske Rige. Tyrkiske politikere har beklaget begivenhederne, men ikke direkte undskyldt dem som et folkedrab, og sagen vedbliver at være et ømtåleligt emne mellem de to nabolande. Grænsen mellem de to lande er lukket som den eneste grænsestrækning i Europa, og der er ingen diplomatiske forbindelser.

Hayk Demoyan opfordrer så vidt muligt altid besøgende i Armenien til at tage til Khor Virap ved Armeniens vestlige grænse mod Tyrkiet, hvor der foruden en meget seværdig klosterkirke i klart vejr også er en betagende udsigt til Armeniens nationalsymbol Ararat-bjerget, der nu ligger i nabolandet, og en mindre betagende, efter Demoyans opfattelse, udsigt til Tyrkiet. Grænsen mellem Tyrkiet og Armenien løber blot nogle hundrede meter fra kirken med en smal jordvej på den tyrkiske side og mudrede stikveje ned til det simple grænsehegn på den armenske.

”Prøv at forestille dig et øjeblik, når du står der, at du er armenier. Se på den lukkede grænse og overvej, hvad det vil sige, at et land - i stedet for at undskylde og indrømme sine overgreb - behandler os som fjender og kriminelle. De prøver at presse os til at glemme fortiden, men det kommer ikke til at ske,” siger han.

”De har gjort os til ofre ved at angribe os som en gruppe. Men vi overlevede.”

Efter Hayk Demoyans mening har Tyrkiet en meget aggressiv holdning over for Armenien:

”Når Tyrkiet fortsætter med at ødelægge den armenske identitet ved at misrøgte og smadre kulturminder i Tyrkiet og holder grænsen lukket, så nærmer vi os en form for kold krig.”

Han nærer ikke store forhåbninger om en tyrkisk anerkendelse af folkedrabet. Dertil er Nato-landet for magtfuldt, konstaterer han med tydelig bitterhed:

”Der er ingen midler til at presse Tyrkiet. De er meget sikre på ikke at blive straffet. De har gode forbindelser. De har alle privilegier.”

Skulle Tyrkiet endelig åbne for at anerkende folkedrabet, mener han, at det også indebærer vilje til at finde ud af, hvem der var ansvarlig:

”Første skridt må være også at indse konsekvenserne af folkedrabet - og finde ud af, hvem der var ansvarlig for alt det, der blev ødelagt, og al den ejendom, der gik tabt. Hvem var ansvarlig? Det spørgsmål skal afklares.”

Hayk Demoyan er overbevist om, at det vil gøre en stor positiv forskel for armenierne, hvis der kommer en tyrkisk anerkendelse. Det vil lette den kollektive erindring for en tung byrde, mener museumsdirektøren.

”Anerkendelse vil være en stor moralsk kompensation. Det vil være en undskyldning på forfædrenes vegne. En anerkendelse af folkedrabet vil være det ærligste, mest redelige at gøre, og den vil have en enorm positiv indvirkning på vores fælles erindring og identitet.”