Det er sværere og sværere at holde mine landsmænd tilbage

Hvis dit land var besat, ville du så blot acceptere det og leve videre med det? Man må jo gøre noget, man har da sin værdighed, siger Mustafa Jemilev, der er krimtatarernes leder

Tatariske kvinder har stillet sig op på hovedvejen mellem havnebyen Sevastopol, hvor den russiske flåde holder til, og Simferopol, hovedbyen på Krim. De protesterer mod den russiske intervention på den ukrainske Krim-halvø. –
Tatariske kvinder har stillet sig op på hovedvejen mellem havnebyen Sevastopol, hvor den russiske flåde holder til, og Simferopol, hovedbyen på Krim. De protesterer mod den russiske intervention på den ukrainske Krim-halvø. –. Foto: Genja Savilov/AFP/.

Han taler langsomt og tørt. Som om hans stemme er helt blottet for følelser. Øjnene er tomme, og ansigtsudtrykket afslører ikke, hvordan han har det indeni.

70-årige Mustafa Jemilev er en mand, som har oplevet massevis af uretfærdigheder i sit liv. Han har tilbragt 15 år i sovjetiske fængsler og arbejdslejre på grund af sin kamp for krimtatarernes rettigheder. Han opgav aldrig og troede altid på, at retfærdigheden en dag ville sejre. Det lykkedes, og krimtatarerne, som i 1944 blev deporteret til Centralasien af Stalin, vendte efter Sovjetunionens opløsning tilbage til Krim.

De sovjetiske myndigheder kunne ikke knække Mustafa Jemilev og hans vilje, uanset hvad de gjorde. Men det er, som om de seneste begivenheder på Krim og det russiske militærs besættelse af halvøen tager hårdere på ham end alt det, han tidligere har oplevet.

Vi lever i det 21. århundrede, men de opfører sig, som om de er i en bananrepublik, og ovenikøbet kalder de sig selv for broderfolket, siger Mustafa Jemilev med henvisning til de prorussiske kræfter og det russiske militær, som i løbet af den seneste tid har taget kontrollen over Krim.

Vi sidder på en usbekisk restaurant i Kijev, hvor vi aftalte at spise middag, men vi taler kun lidt sammen. Mustafas telefon ringer ustandseligt. Der er krise, og mange skal have fat på ham. Han er højt respekteret leder for de omkring 300.000 krimtatarer, som bor på Krim i dag og er samtidig medlem af det ukrainske parlament, så der er nok at se til. Det betyder, at han i løbet af ugen er i Kijev og i weekenderne tager hjem til familien på Krim.

LÆS OGSÅ: Ubehagelig tysk lederrolle i Krim-krisen

Denne gang viser det sig, at det bliver svært at vente, til det bliver fredag igen.

Prorussiske kræfter på Krim har taget initiativ til en folkeafstemning, hvor borgerne på Krim skal tage stilling til deres fremtidige status. Afstemningen skal foregå nu på søndag, og spørgsmålet til vælgerne lyder: Skal Krim være en del af Ukraine, eller skal halvøen optages i Den Russiske Føderation? Den nye ukrainske regering har stemplet folkeafstemningen som værende i strid med landets forfatning og dermed for juridisk ugyldig, men Mustafa Jemilev frygter, at den alligevel kan få en betydning, og dens resultat, som mere eller mindre er givet på forhånd, vil udløse en konflikt. Han har opfordret sit folk til at blive væk fra folkeafstemningen, men er bange for, at situationen bærer hen imod en åben konfrontation.

Det er sværere og sværere at holde mine landsmænd tilbage for hver dag, der går. Folk er rasende. Der er soldater på gaderne, regeringsbygningerne er blokeret og besat af bevæbnede mænd. Der bliver arrangeret demonstrationer, hvor folk giver udtryk for, at Krim er Rusland. Man har indsat egne politikere og kuppet sig til magten i Krims parlament, siger Mustafa Jemilev med en bitter og beklagende stemme.

Hans telefon har været stille i flere minutter, men nu er det rygetrangen, der melder sig. Vi går ind i rummet ved siden af, hvor Mustafa kan tænde en af de mange Marlboro Light, som han ryger hver dag, og fortsætte diskussionen.

De vil have os til at reagere. De prøver at fremprovokere noget som vil kunne retfærdiggøre deres invasion, og som vil give dem et påskud for at komme med endnu flere soldater til Krim, siger Mustafa Jemilev, mens han tager et sug af sin cigaret.

Det er som om, han ikke rigtig ønsker at svare på, hvad der vil ske, hvis befolkningen på Krim beslutter, at halvøen skal være en del af Rusland. Den ukrainske regering har proklameret, at den ikke vil acceptere territoriale ændringer. Denne holdning støtter krimtatarerne, som ser Krims fremtid som en del af Ukraine, men hvad betyder det i praksis?

Hvis dit land var besat, ville du så blot acceptere det og leve videre med det? Man må jo gøre noget, man har da sin værdighed, siger Mustafa Jemilev undvigende og uden at nævne, hvad noget betyder. Det hænger i luften, det er som om, han ikke kan lide at sige det direkte.

Han har kæmpet for krimtatarernes rettigheder hele sit liv, men det er altid foregået med ikke-voldelige midler. Det er derfor helt absurd, at han skal opfordre sit folk til væbnet kamp og ovenikøbet i et område, hvor der ifølge de seneste oplysninger allerede befinder sig omkring 30.000 russiske soldater. Han håber på en fredelig løsning, men det skal ske på en værdig måde.

Hvis krimtatarerne og de ukrainske væbnede styrker går ind i en væbnet konflikt, må vi forvente et blodbad og et stort antal ofre, siger Mustafa Jemilev og tilføjer:

Vores eneste håb er de internationale organisationer, som kan lægge pres på Rusland og stoppe russernes fremfærd og aggression på Krim.

Mustafa Jemilevs telefon ringer igen. Denne gang viser det sig, at samtalen også bliver en afslutning på vores middag. Klokken er 21, og vi er ikke nået længere end forretten, men det er den ukrainske præsidents folk, der er i røret. Præsidenten indkalder til krisemøde.

Mustafa Jemilev rejser sig med det samme. Vi giver hinanden hånd, og mens hans bodyguards finder hans frakke frem, aftaler vi at mødes dagen efter. Jeg forsøger at hive mit kamera frem for at tage et billede af ham, inden han går, men er for langsom.Han er allerede væk.

Dagen efter ringer han fra Krim, situationen er blevet forværret.

Han blev nødt til at tage hjem med det samme.