De nye vinduer spejler livet på Sovjetskaja, hovedgaden i Lugansk. Granaternes ødelæggelser præger bybilledet, men hovedbiblioteket har været gennem en større renovering, der blandt andet omfatter de skinnende ruder. Lånerne tager igen bøger ned fra hylderne, og Anna Mantsys har genoptaget sit arbejde som bibliotekar.
Klædt i en fin mørkeblå kjole og omgivet af en skov af potteplanter sorterer hun en skuffe i kartoteket. De seneste tre års krig i det østlige Ukraine mellem ukrainske soldater og russiskvenlige separatister, der vil løsrive området fra Ukraine, har påvirket hendes tilværelse på flere måder. Fra at have haft adresse i Ukraine blev hun med et slag indbygger i Folkerepublikken Lugansk – en ikke-anerkendt stat, som russiskstøttede separatister udråbte i april 2014. Den ændrede situation har indskrænket den 43-årige bibliotekars bevægelsesfrihed.
”Jeg bryder mig ikke om, at jeg ikke kan rejse frit. Jeg bryder mig ikke om, at jeg ikke kan tage ned på banegården og tage et tog hvorhen, jeg vil. Det kan jeg ikke, som det ser ud nu. Vores banegård er lukket. Jeg elsker at rejse, men det er svært nu,” siger hun og prøver at få styr på nogle flere lånerkort i skuffen.
”Jeg har været mange steder både i Ukraine og Rusland. Inden krigen havde jeg en drøm om at få et internationalt pas, så jeg kunne besøge fjernere lande, men desværre blev det ikke til noget,” siger Anna Mantsys.
De pas, som myndighederne i Folkerepublikken Lugansk udsteder, anerkendes kun af Rusland og er kun gyldige for rejse dertil.
”Vi er en gruppe af venner og kolleger, der på fridage tager på udflugter til historiske steder i vores region. Tidligere var det meget afslappet, men nu må vi passe på, at der ikke er skyderier dér, hvor vi har tænkt os at tage hen,” fortæller bibliotekaren.
To granater lagde hendes arbejdsplads i ruiner.
”Hele facaden blev ødelagt og alle vinduer blæst ud,” siger Anna Mantsys, der heldigvis ikke var på arbejde den dag.
Biblioteket var lukket nogle uger forinden på grund af heftige kampe.
”Rusland betalte for genopbygningen og leverede materialerne, mens det var bygningsarbejdere her fra Lugansk, der udførte opgaven,” siger hun.
”Rusland har givet meget humanitær hjælp. Vores naboland har sikkert tænkt, at det også ville gøre noget for kulturlivet i byen ved at sikre, at biblioteket fungerer igen. Det er også vigtigt.”
Krigen medfører meget elendighed og usikkerhed for indbyggerne i den selvudråbte folkerepublik.
”Tidligere levede du og tænkte, at fremtiden bliver sådan, sådan og sådan. Nu er det fuldstændig åbent. Jeg ved ikke, hvad der venter mig om et år, om to år eller bare næste uge,” siger Anna Mantsys.
For den ikke-anerkendte stat synes der at være tre muligheder for fremtiden: Opretholdelse af de facto-selvstændighed, optagelse i Rusland – ligesom den ukrainske halvø Krim – eller reintegration med Ukraine.
”Vi beskæftiger os ikke med sådanne globale spørgsmål, som hvad der kommer til at ske med vores republik til daglig. Livet handler for almindelige mennesker om familien og det nære,” siger Anna Mantsy.
Hun peger dog på, at det er vigtigt for en stat at blive anerkendt af verdenssamfundet, hvis dens indbyggere ikke skal blive glemt og overset. For eksempel tænker hun ikke selv synderligt meget på Transdnjestrs skæbne – en ikke-anerkendt statsdannelse på grænsen mellem Ukraine og Moldova, der, som følge af en krig i begyndelsen af 1990’erne, understøttet af Rusland, har levet en skyggetilværelse i det internationale samfund med alle de besværligheder og begrænsede rettigheder, det betyder for indbyggerne. Anna Mantsy er bekymret for, at det samme skal ramme folkerepublikken i Lugansk.
”Vores unge har ikke længere mulighed for at blive optaget på internationale uddannelser – bortset fra i Rusland. Vores sportsfolk kan ikke længere deltage i konkurrencer i udlandet,” nævner hun som eksempler.
I en købmandsbutik et par gader væk bekræfter indehaveren Artur Grigorjan, at vilkårene ikke er de bedste.
”Vi har en svær situation her på grund af krigen. Mange flygtede og er endnu ikke kommet tilbage, så befolkningstallet er sunket. Flere fabrikker lukkede som følge af kampene. Mange tog væk, da de mistede deres arbejde. De tog til Rusland for at tjene penge. Arbejdsløsheden er steget på grund af krigen. Det er det største problem, vi har. For hvis man vil leve, er man nødt til at tjene penge. Og for at tjene penge er der nødt til at være en stabil økonomisk situation,” siger den 55-årige butiksejer, der har armensk baggrund.
Artur Grigorjan blev født i Aserbajdsjans hovedstad, Baku. Som ung mand flygtede han på grund af pogromer, der brød ud i begyndelsen af 1990’erne mod Aserbajdsjans armenske mindretal. Efter at have levet fredeligt i Lugansk i flere årtier blev han som følge af krigsudbruddet i 2014 drevet på flugt for anden gang. Først til Odessa, siden til Moskva.
”Dagen efter at vi forlod Lugansk, ringede min nabo og fortalte, at en granat var slået direkte ned i min lejlighed. Taget var væk, alt smadret,” siger Artur Grigorjan.
Men udgifterne var for store, og alderen for høj til at starte ny forretning i Odessa eller Moskva. Da kampene stilnede af i selve Lugansk, tog han derfor hjem igen for at drive sin butik videre. De nye myndigheder i byen sørgede for et nyt tag over lejligheden.
Artur Grigorjan har bemærket en ændring fra dengang, Lugansk var en del af Ukraine, til vilkårene under folke-republikkens nye symboler, blandt andet angående korruption.
”Det forekommer mig, at magthaverne og folket er kommet tættere på hinanden, og det synes jeg er fint,” siger han.
”Hvis der for eksempel er noget med skattelovgivningen, der ikke stemmer, kan man roligt gå til myndighederne og forklare, hvad der er galt. Det er en stor forskel fra tiden under Ukraine. Man kan forklare, hvad der ikke bliver gjort rigtigt, og så bliver der lyttet. De ansatte i administrationen er blevet ærligere, fordi de også var her, da de voldsomste kampe hærgede Lugansk. De ville skamme sig, hvis de gjorde noget forkert. De oplevede nøden her sammen med os.”
Artur Grigorjan har et særligt ønske for fremtiden:
”Jeg håber, at grænserne og toldgebyrerne forsvinder, så det bliver attraktivt at investere. Folkerepublikkerne Lugansk og Donetsk har mange fordele. Der er allerede både vand og strøm igen. Her er mange højtuddannede specialister og ingeniører. Til alle tider i menneskehedens historie hører krigen op, når handlen begynder. Når alt begynder at bevæge sig, og der opstår mulighed for at udvikle næringslivet, har ingen længere interesse i at føre krig. Jeg siger ikke, at den udvikling begynder i morgen eller overmorgen, men jeg tror, den er mulig.