Skolelederen på Mariama-gymnasiet har lige fået den seneste statistik om befolkningsudviklingen i Niger stukket i hånden. Og han er rystet.
”Halvdelen af landets befolkning er under 15 år. Vi kan slet ikke følge med til at bygge skoler til alle de nye elever. De fleste familier mener stadig, at mange børn er en rigdom. Men der bliver større og større pres på den dyrkbare jord, fordi flere og flere mennesker skal have en jordlod. Sandheden er, at vi bliver fattigere og fattigere,” siger Thierry Namata.
Han er skoleleder i Niamey, hovedstaden i Niger. Det vestafrikanske ørkenland på grænsen til Sahara konkurrerer med Sydsudan om sidstepladsen i FN’s indeks over menneskelig udvikling.
Niger er også det land i verden, hvor befolkningstallet stiger mest. Normen for en gennemsnitsfamilie i Niger er 7-8 børn, det højeste i verden. Befolkningen vokser med 3,8 procent om året, hvilket betyder, at der vil være dobbelt så mange indbyggere i landet om godt 25 år.
Det er den oplysning, Thierry Namata kalder for ”en øjenåbner”:
”Vi er 22 millioner i dag. Vi vil være næsten 50 millioner inden 2050. Og 100 millioner i 2100. Vi er nødt til at handle nu.”
Skolelederen er ikke den eneste, der har fået øjnene op for, at befolkningsvæksten systematisk undergraver alle forsøg på at komme ud af fattigdommen. Spørgsmålet har længe været tabu, ikke kun i Niger, men i alle Sahel-landene, der samlet set har verdens højeste fødselstal. Regeringerne, herunder Nigers, er i stigende grad klar over, at de ikke kan levere hverken uddannelse, sundhed eller udvikling til en befolkning, der næsten fordobles for hver generation.
På Mariama-gymnasiet i Nigers hovedstad vil pigerne gerne have børn. En dag. Men lige nu er de 16-17-årige piger mest optaget af de 20 splinternye computere, som netop er blevet stillet op i edb-lokalet. Det hvide slør, der stramt indrammer ansigtet som en del af skoleuniformen, flagrer ned over skuldrene til taljen, mens de småløber hen til deres pladser og ivrigt åbner programmerne.
”Før var vi to eller tre om at dele om computer. Nu har vi en hver,” gisper en af pigerne i begejstring over så stor luksus.
Det er FN’s Befolkningsfond, Unfpa, der har finansieret det nye isenkram i håb om, at det kan være med til at få pigerne til at blive i skolen.
For skolegang for piger er den mest direkte vej til at begrænse fødselstallet. Hvis en pige går i skole i syv år, vil hun i gennemsnit gifte sig fire år senere, udskyde sin første graviditet lige så længe og få 2,2 færre børn, skønner Verdensbanken.
Over 80 procent af pigerne i Niger kommer i skole, men kun 20 procent fortsætter efter 6. klasse. Derfor får kun de færreste piger adgang til den seksualundervisning, som ellers begynder at vinde indpas i det stærkt traditionelle, muslimske Niger.
Det er tilfældet på Mariama-gymnasiet. Pigerne i edb-lokalet har især fået seksualundervisning i biologitimerne, hvor de har lært om forplantning. Pigerne fortæller åbenhjertigt om, hvordan alt for mange piger på deres egen alder forlængst er gift og har fået deres første barn.Tre ud af fire piger i Niger bliver gift, inden de er 18 år. Næsten tre ud af 10, inden de er 16 år.
”Der er mange piger, der får børn alt for tidligt, fordi deres forældre gifter dem væk. Vi kender allesammen nogen, der har haft fødselskomplikationer. Men familierne forstår ikke, at det sker, fordi pigen var for ung til at få børn,” siger Faytina Abdourahmane Mohamed.
Veninderne, der står i en kreds omkring hende, nikker samtykkende. De vil alle gerne have børn. Fire eller fem. Færre end de søskendeflokke på syv, otte eller flere børn, som de fleste er ud af.
”Det er vigtigt at have en stor familie. Men først vil jeg allerhelst gå på universitetet,” siger Faytina Abdourahmane Mohamed.
Esther Arendt, programmedarbejder ved FN’s Befolkningsfond Unfpa i Niger, peger på, at Niger er et samfund, der tillægger børnefødsler stor værdi, og jo tidligere pigerne bliver mødre, jo flere børn får de igennem livet. Men der er ikke desto mindre sket en markant udvikling i holdningen til familieplanlægning.
”For 10 år siden var det nærmest umuligt at tage spørgsmålet op med regeringen, men nu er der en klar bevidsthed om, at befolkningstilvæksten er en risiko for landet og holder landet fast i fattigdom. Det ses blandt andet ved, at der bliver større vilje til at give seksualundervisning, og at undervisningen ikke kun handler om de biologiske funktioner, men også går ind i mere holdningsprægede spørgsmål om familiebegrænsning og prævention,” siger Esther Arendt.
Skoleinspektør Thierry Namata forsikrer også om, at skolen går praktisk til værks:
”Vi viser skam, hvordan man bruger et kondom,” siger han.
”Men vi deler dem ikke ud,” præciserer han samtidig.
For fattige forældre i landsbyerne, som for de flestes vedkommende hverken kan læse eller skrive, er seksualundervisning sort tale. Næst efter fattigdom og analfabetisme er religiøs modstand den største hurdel for familiebegrænsning, siger landets undervisningsminister Mohamed Sanoussi Elhadji Samro.
”Seksualundervisning saboteres i nogen grad af Det Islamiske Råd og de traditionelle ledere. Men Niger er fast besluttet på at hjælpe de unge til at få færre børn end deres forældre,” siger Mohamed Sanoussi Elhadji Samro.
Kristeligt Dagblad rejste til Niger med støtte fra Udenrigsministeriet.